
MR Scanner Viborg
Til Mosekonens krea-komsammen, spurgte jeg rundt om der var nogen der havde prøvet en MR-scanner, for jeg skulle nemlig have hoved og nakke scannet den 11. juni, i går.
Jeg fik klar besked om at det var ganske forfærdeligt, larm og klaustrofobi.. men sej som jeg nu engang er, tog jeg frejdigt afsted vel vidende at der jo kun var tale om kort tid og at de nok skulle passe på mig.
De var bare så søde hos MR Scanner Viborg, men jeg syntes måske godt at de kunne gøre lidt mere ud af at fortælle hvad man kan forvente at opleve.
Da jeg skulle have scannet hovedet og nakke, skulle jeg have et gitter ned over, først skulder og derefter hoved. Derfor kunne jeg ikke få høreværn på, men fik i stedet presset nogle “puder” ned foran mine ører.
Røret er ikke så stort, så hvis man har hænderne ned langs siden, går de imod, men det gør ikke noget. Jeg valgte, som en havde anbefalet den søndag (kan ikke huske hvem) at lukke øjnene inden jeg blev kørt ind og jeg åbnede dem ikke før jeg kom ud
I hånden fik jeg en panik-knap og selv om jeg ikke brugte den, var det faktisk dejligt at vide at man hurtigt kunne få hjælp, de forlader nemlig rummet imens man bliver scannet – kan jeg faktisk godt forstå
Det gjorde på ingen måde ondt eller var fysisk ubehageligt. Det eneste fysiske var en del af scanningen, hvor der var små rystelser under mit hoved og nakke, men ikke noget voldsomt og jeg blev også på et tidspunkt kørt lidt frem og tilbage i røret.
Det, der er slemt, men igen, det gør ikke ondt, er lydende. Det er utroligt hvor meget sådan en maskine larmer. Der er mange forskellige lyde, dyb brummen, hamrende lyde, ja, det er svært at forklare. På et tidspunkt var jeg ved at grine lidt, for det lød som en vaskemaskine der centrifugerede og jeg tænkte at det må være sådan det er at være vasketøj
Jeg kom også ud i noget der lød som en alarm under et bombeangreb..
Heldigvis skifter lydende meget, så lige når man når et punkt hvor man tænker at NU kan man ikke holde det ud mere, ja så kommer der en ny lyd.
Jeg valgte at fokusere på mit åndedræt og tælle. Jeg oplevede at de dybe brumme-lyde gjorde det svært at tælle, men så havde jeg på den måde fuld fokus på at finde de rigtige tal. En gang imellem fandt jeg nogle får frem, der sprang over et hegn og, tja det er sjovt som ens fantasi arbejder, der kom også et billede frem af nøgne mænd, der hoppede over et højt ståltrådshegn – hehe
Det tog ca. 45 minutter og jeg nåede kun til 800. Jeg var glad da jeg kom ud. Vi snakkede lidt om lydende og hun fortalte at da det var hovedet jeg fik scannet, havde hun været nød til at bruge en af de værste lyde, men jeg fandt aldrig ud af hvad det var for en – pyt med det.
Jeg købte lidt slik og en sodavand til turen hjem, for jeg var bare TRÆT og skulle hele vejen fra Viborg til Saksild.
Lyset forude, var ikke det for enden af røret, for jeg havde jo lukket øjnene
Jeg vil ikke fortælle for meget da der er flere personer involveret, som jeg ikke vil snakke om på min blog, men jeg vil bare sige at der er hul igennem til en person i sundhedsvæsnet, der endelig har sat ord på min tilstand, ord som jeg selv har tænkt, men som ingen, af de utallige læger jeg har set, har gidet undersøge mig for.
Han tager hånd om min sag, jeg prøver at lade være med at håbe for meget. Hvis det er det her, så bliver jeg ikke rask, det er kronisk, men i det mindste får jeg en afklaring og kan komme videre med mit liv – DET er stort!
- kreative hilsner fra Tulle Momsemor
PS. Jeg har lavet en lille gruppe på Facebook - for alle os, der er lidt vilde med bedstemor firkanter/striber og som måske er i gang med et tæppeprojekt
- kig ind og vær med!