Depressiv depression

Hvis du har fulgt lidt med, så ved du nok også at jeg er blevet smittet med depression..

Ja, det må det være, jeg har en depression og som min læge siger, så er det ikke på grund af noget i mit liv, men en simpel kemisk sygdomstilstand i min hjerne, så mon ikke der er en, der har smittet mig?

- hvad gør man så? Jeg har haft det før, for en del år siden, så jeg ved jo lidt om det og forløbet. Jeg ved at det er en sygdom og at man bliver rask, det er fedt nok, men mindre fedt at skulle melde sig ud af livet et stykke tid. Det har jeg ikke lyst til, det kan jeg simpelhen ikke.

Min depression - som med alt andet jeg “kaster mig over” (i dette tilfælde tror jeg nu at jeg faldt), så undersøger jeg sagerne til bunds ved hjælp af min gode veninde Google og her til aften gav det et besøg på et par sider om depression, hvor der både var fakta og forum. Fakta kan jeg godt lide, der får man tingene at vide som de er, og gerne skrevet så man også kan forstå det. Nogle gode tip, var dem til pårørende:

1. Tag først og fremmest sygdommen alvorligt
2. Sæt dig ind i, hvad depression er
3. Hjælp den syge med at finde ud af, hvor og hvordan han/hun kan finde professionel hjælp
4. Planlæg gerne “færdigtpakkede” aktiviteter, hvor den syge kan deltage uden at skulle tage stilling til indhold, transport mv.
5. Trøst den syge ved f.eks. at sige: “Husk du bliver rask. Sygdommen kan behandles.”
6. Spar den syge for gode råd som: “Hvis jeg var dig, så ville jeg…” Eller: “Tag dig nu sammen.”
7. Den depressive er syg – ikke doven. Undlad bebrejdelser
8. Læg ikke op til lange diskussioner om “hvorfor.”
9. Husk, det er hverken barndom, forældre eller andre eventuelle problemer, som er den direkte årsag til sygdommen.
10. Depression er ikke nogens skyld og har ingen simple psykologiske forklaringer.

Smart som der lige er 10 – de 10 bud eller hvad? Hvilke af disse bud kan jeg så bruge til noget? Jeg har markeret dem med rødt. Den første “Tag først og fremmest sygdommen alvorligt” har jeg det lidt svært med. Ikke fordi man ikke skal tage det alvorligt, for det skal man selvfølgelig, men ikke så alvorligt, jeg lever jo endnu og bliver ved med det, jeg skal bare have lov at have det dårligt nogen gange og skal nok blive rask igen – det tager bare den tid, det nu tager.

Nå, men jeg har også fået taget diverse depressions-test online og de siger alle at jeg har en svær depression, jeg tror bare at det at jeg altid har været en smule skør og har en hulens masse selvironi gør at jeg håndterer det som jeg gør. Jeg klarer mig igennem dagen. Det giver dog andre problemer, for når jeg ser ud til at fungere, så glemmer mine omgivelser at jeg er syg og så er der pludselig forventninger til mig. Jeg gider bare ikke ligge under dynen for at blive respekteret som værende syg – det er ikke mig.

Et besøg i et par depressions-forum gjorde afgjort at jeg følte mig meget rask, eller.. hvis man ikke er deprimeret når man klikker sig ind på et sådan forum, så bliver man det ved blot at læse overskrifterne. Skal vi ikke blive raske og ikke forstærke vores sygdom ved at svælge i selvmedlidenhed og elendighed? Ja, jeg ved at jeg nok træder folk over tæerne, men jeg orker simpelhen ikke at læse om al den elendighed. Jeg ved ikke hvad jeg forventede at finde, måske nogle mennesker, der kunne snakke om det her med humor og et ønske om at løfte sig fra tristheden?

Jeg har det godt i dag, som du kan læse. Måske har jeg det træls i morgen. Jeg vil gerne skrive om hvordan jeg har det, men jeg gider ikke pakke min blog ind i elendighed – det er for trist og du skal ikke gå herfra nedtrykt

Jeg ved også godt at der er mange, der har det rigtig skidt, det har jeg skam respekt  for – det her er bare mig.