Hvad skete der lige der?

Skør videnskabsmand

Vi tager lige en gang brok i dag – det har jeg behov for og hvis du ikke orker det, på denne dejlige solskinsdag, så spring bare over :O)

Når man har kroniske smerter, kan man til tider godt glemme det. Sådan er det bare og man kan ikke gøre noget ved det.

I dag er ikke sådan en dag, jeg har bare ikke gidet tage stilling til det – hvis jeg tænker for meget på det fylder det mit liv og det skal det ikke.

Jeg har opgivet min læge og er nu ved at søge en ny.

Som du har kunnet læse her, har jeg opdaget at de har fjernet aldersbegrænsningen på tilskud til psykologhjælp ved depression. Jeg skrev til min læge og spurgte om jeg kunne få en henvisning nu og det kunne jeg godt.

I går var jeg ved læge til samtale. Det er opfølgning på min depressionsbehandling. Jeg kunne fortælle at jeg i flere dage nu har oplevet at være manisk. Jeg kører i alt for højt gear og kan bare klare alt. Uovervindelig og egentlig nervøs for at slippe rattet en dag af bare glæde. Jeg fortalte at det ikke var rart, at det føltes lige så sygt som at være deprimeret.

Det kunne hun ikke forstå, måske jeg skulle have taget en stofskifte prøve (??!!). Da “hun ikke må” give mig en blodprøve samme dag som jeg er til samtale, blev jeg “nød til at komme tilbage i morgen”..

Om mine lykkepiller kunne knækkes, så jeg kunne prøve med halv dosis? Nej, det er kapsler. “Prøv og tag en hver anden dag i stedet for så”.. hun ved ikke hvad hun snakker om!

Spurgte om den henvisning til psykolog, kunne jeg få den? “Nej, for du er jo ikke deprimeret mere”..

“Der er selvfølgelig stadigvæk psykiater, men der er 1 års ventetid, så vi skal jo prøve alt andet først”..

Jeg gider ikke mere! Jeg tudbrølede da jeg kørte hjem og siden da har jeg bare ignoreret det og forsøgt at holde mig i gang så tankerne holdes i skak. Jeg skal forholde mig til det, på en eller anden måde, noget skal der ske, så nu skifter jeg læge, forsøger en gang til – måske svaret bare findes i mig selv, jeg ved det ikke.