Tornerose Tulle

I aftes da jeg gik i seng, husker jeg at jeg kyssede Fotografen godnat og vendte mig om – derefter vågnede jeg da vækkeuret ringede…

Jeg lå ikke og vendte og drejede mig…

Jeg var ikke oppe for at tisse 5-6 gange inden jeg faldt i søvn og igen et par gange i løbet af natten…

Jeg havde ikke åndenød…

Jeg havde ikke hjertebanken…

JEG SOV – HELE NATTEN

Hahahaha… utroligt, de gode tider fortsætter. Hav en super dejlig dag ;O)

Min Djævel

Ja, sådan ser min depressions-djævel ud, det har jeg bestemt. Sådan lidt latterlig, fedladen og selvfølgelig en mand

Han tror virkelig han er noget, ikke? Meeen, mon ikke det er muligt at bekæmpe ham?

Ja, det er min nye tilgang til depressions-bekæmpelse eller rettere, pille-bekæmpelse. Jeg skal have noget at kæmpe mod og hvorfor ikke en djævel?

Jeg har brug for at give ham et navn, så kom frisk – hvad skal denne latterlige djævel hedde?

SkrigeUngen Tulle Momsemor

Sådan er jeg lidt meget for tiden og det er sgu da ikke sjovt – hvordan tager man sig sammen?

Jeg er klog nok til at vide at det her ikke er mig, men pillerne der taler deres forbandede sprog og jeg er også klog nok til at vide at jeg ikke bare skal smide pillerne i skraldespanden.

Jeg har i dag fravalgt den sidste af de gamle piller (Venlafaxin) og skal fremover kun have en Xeristar af 30mg om aftenen. Måske skal jeg igennem helved før min krop er afvendt og kan klare sig med Xeristar, men “so be it” jeg vil ud og tager kampen op.

Jeg ved at det her ikke er mig, at det ikke er depressionen der taler, men at jeg simpelthen ikke kan klare de piller og deres virkning – jeg kan ikke få luft og efter 4 måneder kan man da sige at jeg har prøvet

Nå, men til en munter tone!

Onsdag blev min elskede datter 23 dejlige år og gav i den anledning hendes mor (mig ) en dejlig morgenmad. Jeg havde tilbudt at passe Rose om aftenen hvis de unge ville i byen og fejre det og det ville de heldigvis

Uha, hvor har jeg meget kærlighed til mit barnebarn – hun er så fuldendt og så fuld af glæde og liv. Jeg nød min aften med hende og føler mig heldig at hun er i mit liv. Hvordan bliver det ikke når der er flere af dem?

Datteren min har bedt om en ny djævlehue, jeg strikkede en til lille Rose da hun var helt ny og den er hun vokset ud af (sjovt nok efter 7 måneder). Selv om jeg havde garn på lager, gav det en god anledning til at købe nyt (hvem elsker ikke at købe nyt garn) og jeg er nu i fuld gang med pindende. Jeg kunne godt mærke at begyndelsen var lidt hård, men det er jo ligesom at køre på cykel – nu skal jeg bare kæmpe mod min personlige djævel for at holde mig i gang

Jeg har selvfølgelig lidt ekstra planer med den hue, men det skal du nok få at se når jeg når så langt..

Plastik larm

Ellers forsøger jeg at ignorere den larm der er omkring mig. Jeg bor jo i campingvogn og med blæsten, er der en voldsom rusken her i forteltet. Oven i det, har vi fået lavet dræn i vejen (selv efter at have gravet op og forsøgt 3 gange er det ikke fuldstændig velfungerende), her er blevet sået græs og området spærret af med plastik bånd – det larmer!

Hvad laver du selv i dag og blæser det også hos dig?

Har du gang i strikketøj?

Softice som modvægt

Det er utrolig hvor syg ens hjerne kan gøre ens krop, bare med tanker…

Fredag lå jeg jo brak og lørdag gik det lidt bedre, men jeg havde stadig voldsomt svært ved at få luft.

I morges havde jeg det rigtig skidt og fik ringet til vagtlægen. Ikke fordi jeg havde på fornemmelsen at jeg havde brug for lægehjælp, mere for at blive bekræftet i de tanker jeg havde om hvad der skete med min krop.

Alle mine symptomer sagde “angst-anfald” og jeg ved godt selv at man ikke kan gøre noget ved det, den største hjælp er at acceptere at det er sådan det er lige nu, at det ikke vil skade mig og at det nok skal holde op igen.

Jeg tillod mig at tage et brusebad i campingvognen, ikke noget der sker så tit, da vi jo selv skal fylde vandet på, men jeg trængte til at være alene og være lidt god ved mig selv

Da jeg bagefter ville ligge rent sengetøj på sengen, gik det helt galt og jeg blev nød til at komme ud i den friske luft for at få luft. Det blev til en tur omkring ishuset efter en lille softice og derefter ned til havet – det hjalp.

Nu slapper jeg bare af, har ligget og døset og glæder mig til Flemming kommer hjem. Jeg giver mig selv lov til at være syg og så kan det jo kun blive bedre )

Abstinenser eller overmedicinering

Kære læser

Solen skinner og det er forår. Dette indlæg kan nok godt virke lidt trist og måske endda lidt kedeligt, hvis du hellere har lyst til at læse om hækling (som jeg elsker), men jeg har i nogle dage samlet sammen til det og derfor bliver jeg nød til at få det skrevet…

Nogle af jer kender min historie, men jeg bliver også nød til, for min egen skyld, at samle tankerne og forløbet, så jeg kan forsøge at se hvad løsningen er.

I begyndelsen af november sidste år, startede jeg på rygestoppillen Champix. Endelig, efter 30 år som ryger, kunne jeg stoppe og jeg var glad. Jeg ignorerede bivirkningerne og tænkte bare at det var en slags abstinenser fra rygningen. Jeg bebrejder ikke Champix noget, at være ikke ryger betyder så meget for mig, at jeg ville gøre det hele igen..

Den 3. januar stoppede jeg med Champix. Den 10. januar var jeg ved lægen og efter at have svaret på nogle, for mig, få spørgsmål, fik jeg diagnosen “svær depression”. Det er en tung besked at få. Jeg har siden tænkt tilbage på den dag, hendes holdning og den lette måde det blev afgjort på at det var det, jeg fejlede. Det stod jo i facitlisten på testen, ikke?

Jeg er, og har altid været, autoritetstro og jeg kunne ikke stille tvivl ved den diagnose, et sted havde jeg behov for den, for jeg havde det jo ikke godt og her fik jeg chancen for at melde mig ud af samfundet for en tid, at finde mig selv og komme på fødderne igen.. Sådan gik det jo desværre ikke.

Siden den dag kom pillerne i denne strøm, i forsøget på at finde en dosis og type, der kunne “hjælpe mig”:

• 20mg Citalopram
• 40mg Citalopram
• 20mg Citalopram / 75mg Venlafaxin
• 150mg Venlafaxin
• 225mg Venlafaxin
• 150mg Venlafaxin / 30mg Xeristar
• 75mg Venlafaxin / 30mg Xeristar

Smukt, ikke? Sygt, syntes jeg…

Har jeg fået det bedre? Nej, jeg har fået det meget værre. Sjovt nok har jeg haft det bedst, faktisk rigtig godt, ved pille skift hvor der må have været en periode med mindre tilførsel af de skadelige stoffer.

Flere af jer har forsøgt at sige ting til mig omkring pillerne. Jeg har ikke lyttet for jeg ville jo blive rask og i min søgen efter at finde løsningen i mine lykkepiller, gravede jeg mig længere og længere ned.

I går var 3. dag efter at have lavet endnu en nedtrapning. De 2 foregående dage havde jeg været lykkelig, følte mig normal og til stede i livet. I går gik det galt og jeg tilbragte hele dagen i en koma ligende tilstand uden egentlig at kunne sove, bare fjern og syg.

I dag har ikke været bedre. Jeg har dog ikke ligget så meget, men forsøgt at kæmpe. Det er svært når angsten tager fat og struben snører sig sammen, når brystet bliver stramt og man ikke kan få nok ilt. Jeg har tudet i afmagt over at jeg har mistet de sidste 4 måneder af mit liv, at jeg lever i en tilstand som jeg ikke ville ønske for min værste fjende og til sidst været i stand til at indse at hvis jeg skal blive rask, så er det ikke den her vej, jeg skal gå.

Hvem siger jeg har en depression? Rygestop pillerne er giftige og flere, inklusive min kæreste, har været syge af dem, i rigtig lang tid. Måske er det på tide at jeg kommer ud af de her piller og mærker efter hvordan jeg egentlig har det og så tager den der fra? Jeg gider ikke mere… jeg vil leve…

Den her artikel giver også stof til eftertanke, jeg siger ikke at de har ret, men tænke sit kan man jo.

I, som venter på mig, på den ene eller anden måde, jeg skal nok melde tilbage – jeg skal lige hele lidt