Når et barn dør

Jeg har været lidt handlingslammet de sidste par timer. Der snakkede jeg kort i mobilen med min datter, der fortalte at Holly havde hængt sig.

Holly er min engelske eksmands, brors datter. Hun er kun 17 år gammel, eller var.

Jeg har ikke haft forbindelse med dem i rigtig mange år, så jeg har ikke den sorg inde på livet, som resten af hendes familie har og hvilken sorg det må være…

At et så ungt et menneske kan have så megen smerte i sjælen at eneste udvej er at hænge sig. Ikke tage piller med en lille forventning om at blive fundet i tide, men at hænge sig og vide at døden er uundgåelig…

Jeg kan ikke fatte det og jeg ved at det heller ikke er meningen at jeg skal. Sådan noget kan ikke forklares eller forstås. Sådan noget bare er…

Jeg har en almindelig kristen opvækst og en tro på at der er noget for os efter dette liv, et sted vi engang skal mødes igen. Derfor ved jeg at Holly bliver taget godt imod af hendes farmor og farfar, der har stor kærlighed til hende.

Jeg vil tænke på Holly i dag, tænke på mine egne børn, de børn jeg kender og håbe at jeg og andre kan være opmærksomme nok til at opdage smerte før det er for sent. Måske kan vi ikke. Holly var elsket af mange og det lykkes hende at skjule det. Pas på jeres børn og omgiv dem med så meget kærlighed at de aldrig vil føle sig så meget alene og uden håb…

Internet afhængighed

Som nogen af jer nok ved, brændte min bærbar bogstavelig talt af lørdag aften. Strømforsyningen smeltede simpelthen og så var det ligesom det. Jeg har “hele mit liv” på den bærbar og hvor meget jeg end er efter alle jeg kender om at lave backup, så er det alt for lang tid siden jeg selv har gjort det.

På onsdag, når vi er et par dage i Randers, finder jeg ud af om harddisken har taget skade, indtil da bliver jeg nød til at have den holdning at “selvfølgelig er den det”, for alt andet kan jeg slet ikke overskue lige nu.

Søndag var den første dag uden computer. Flemming har selvfølgelig sin, men hans afhængighed er meget værre end min. Han er amatør fotograf og bruger oceaner af tid på at redigere sine billeder i Photoshop. Det er lige som det, der gør ham glad og når han er glad, ja så er jeg også

Det har været underligt at være uden computer. Selvfølgelig har jeg min smartphone og her både internet, WordPress og Facebook, men det er altså ikke det samme. De små taster er umulige at ramme og så vil jeg hellere undvære. Men jeg kan følge med og det har lige som været vigtigt.

Min storebror tog engang en uge fri fra Facebook, ligesom for at bevise at han kunne. Da ugen var slut var han rigtig spændt på at logge ind og læse “alt det spændende der var sket siden sidst”. Han blev meget skuffet for der var egentlig ikke “sket noget”. Nu bruger han ikke så meget tid på Facebook mere.

Jeg er ikke særlig aktiv på Facebook, jeg kan bare godt lide at følge lidt med i min families liv og selv om jeg tit ser mit barnebarn, er det dejligt at læse nyt om hende og se billeder

Jeg syntes at jeg klarede dagen i går fint. Jeg kom godt i gang med de 2 løver, jeg er ved at hækle og det var hyggeligt. Vores TV virker heller ikke i øjeblikket (campingvogn), så der har været en dejlig ro.

I dag var så dag nummer to. Det var lidt svært til morgen. Flemming tog på arbejde og normalt ville jeg lige tjekke e-mail, blog og Facebook efter morgenmaden. I stedet kørte jeg ind til Saksild efter et rundstykke og et ugeblad. Igen hyggeligt men så faldt jeg i lidt af et hul og gik i seng igen.

Her lå jeg en times tid men kom heldigvis i gang igen og kørte til Århus for at besøge Janne og Rose. Rose skulle i svømmehal for første gang og jeg skulle med for at tage billeder. Det var bare rigtig sjovt. Hun NØD det virkelig og det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal afsted

Jeg var hjemme i campingvognen igen omkring kl. 14 og gik i seng. Selv om de sidste 3 dage faktisk har været rigtig gode hvad angår min depression, skulle i dag lige falde ved siden af og nu havde jeg jo ikke min bærbar at begrave mig i, eller gemme mig bag som jeg tror jeg gør nogen gange. Jeg kom op igen ved 16 tiden da Flemming kom hjem og det lykkedes mig at komme i gang med at hækle igen – hygge!

Nu er Flemming taget i foto forening i Randers og det giver mig ca. 4 timer på hans computer – luksus.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg er afhængig af internettet og har været det i flere år. Hvordan ville du have det hvis du skulle undvære din computer i f.eks. en hel uge?

Jeg har købt en ny bærbar og de har næsten lovet at jeg kan få den onsdag inden påske, ellers bliver det først efter. Men så har jeg en gammel bærbar, jeg henter i Randers på onsdag – jeg kan ikke gå hele påsken, specielt ikke hvis vejret ikke bliver lidt bedre

Den "kloge" Mormor

Funderer lidt over hvordan vores roller i livet er i konstant forandring, nogle gange uden at vi ligger mærke til det, andre gange meget tydeligt.

Jeg blev Mormor sidste år, i oktober. Allerede da min dejlige datter var gravid, kunne jeg mærke at tingene ændrede sig. Vi har altid været meget tætte og det var fantastisk at følge med i hendes udvikling som mor.

Stolt var jeg, stolt over hvor ansvarlig hun var med hendes krop og det lille, ufødte barn. Ingen chancer blev taget med noget, selv hvad neglelakken indeholdte var vigtigt og selv da andre unge mødre argumenterede over at man skal “slappe lidt af”, betød barnet altid, alt.

Jeg hentede dem om natten, da de skulle på fødegangen. Hun var stille og fokuseret. Der blev ikke sagt meget, men hele tiden havde jeg lyst til at råbe: “det der er min datter”. Der var styr på det hele og den nervøse far, var slet ikke så nervøs, men hele tiden til stede og med hende hele vejen.

Det blev jordmoderen, der hentede mig og jeg græd da jeg så min smukke datter ligge i sengen med den lille, buttede pige ved brystet. Hun var mor, så smuk en mor. Jeg var Mormor, Mormor! Havde lyst til at blive usynlig og bare sidde og kigge på dem resten af dagen, men jeg gik så den lille familie kunne nyde hinanden og deres nye, store lykke – mit barnebarn!

Det var en stor omvæltning for mig (og helt sikkert også for den lille familie) at der nu var et lille barn i familien. Jeg  sad lidt på sidelinjen og kiggede på. Det skal absolut ikke forstås negativt, jeg havde fuld forståelse for at der ikke var den tid og overskud til snak som vi før havde haft, det kom bare bag på mig, på en eller anden måde.

Jeg forsøger altid at lade være med at blande mig. Jeg ved hvor vigtigt det er at lære og finde ud af at man har det inden i sig, evnen til at være forældre, at det bare kommer efterhånden som man skal bruge det. Selvom jeg ikke blander mig, kan jeg dog godt tænke ting, der ikke bliver sagt og sørme om det ikke bliver gjort til skamme

Første ting var nok at lille Rose ikke brugte undertøj så meget. Jeg tænkte at det da vist var for koldt. MEN jeg skulle jo lære at stole på at den dejlige mor selvfølgelig vidste hvad der var bedst for hendes barn – Rose er nemlig et utrolig varmt barn og kan slet ikke holde til at have for meget tøj på. Derfor strikkede jeg også lidt forgæves til den lille skat, men hyggeligt var det.

Janne og Lars var ikke meget for store familiesammenkomster og når de var med, måtte Rose ikke “gå rundt”. Janne sagde “Hun bliver overstimuleret”. Jag havde lidt ondt af familien og sådan lidt “det tog i da ikke skade af”, men igen – mor ved bedst og jeg bøjer mig i støvet og undskylder.

Rose blev hurtig overstimuleret og kunne slet ikke klare så mange indtryk.

Alt hvad den lille familie har gjort for mit smukke, vidunderlige barnebarn har været lige det hun har trængt til, haft behov for. Det er der ingen tvivl om og jeg er stolt over at se min datter som mor, ikke “en ung mor”, selv om hun kun er 22, men en utrolig ansvarlig, moden, fornuftig, kærlig Mor.

Jeg ved ikke hvor jeg startede eller om mine skriverier passer til titlen, det er også lige meget – der blev skrevet det, der skulle skrives

Roses første tand

Som rosinen i pølseenden kan jeg fortælle at Roses første tand netop er brudt igennem

Soldat, skal han ikke være

Er det ikke lidt sjovt? Det ene øjeblik holder han dig i hånden over vejen og syntes du er dejlig, det næste øjeblik er han på vej til session og syntes du “er belastende”..

Så slemt var det ikke, men jeg kom til at være mor da han var på vej ud af døren og kom med remsen “har du nu husket…” og det afstedkom kommentaren: “Du er altså lidt belastende”

Han skal ikke være soldat, gudskelov, og har klaget sin nød over hvorfor man skal tage en dag fri for at deltage når der er nok frivillige. Jeg syntes det er en dejlig tradition – nu er han voksen.

Soldat eller ej, belastende mor eller ej – han vil altid være min lille dreng og jeg elsker ham.

Hav en dejlig dag sønne <3

Jeg er ikke en nørd

Hænderne op jer, der kan bruge oceaner af tid på bare at hoppe fra blog til blog.

Jeg kan bruge timer på det. Alternativet er gerne at jeg ser TV eller falder i søvn, men jeg ved ikke om det holder mig fra at komme videre med de ting jeg gerne vil lave.

Virkelighedsflugt måske, det ville ikke undre mig i øjeblikket. Men hvorfor gør vi det?

Jeg hopper kreative blogs og deltager gerne med kommentar og bemærkninger, men det må være lidt underligt for de, der måske kommer den vej til at besøge mig, for i øjeblikket er der meget lidt kreativitet.

Jeg vil så gerne råbe “Det kommer! Jeg skal bare lige blive rask”, men det nytter jo ikke noget.

Hvor om alting er, så salut til alle jer med de skønne, dejlige, kreative blogs, eller bare jer der skriver så kanon – jeg bliver ved at komme og I gør min dag glad – tak for det

Valentine - nej tak!

Jeg ved godt at ikke alle romantiske mænd er afgået ved døden, men helt ærligt!

Herhjemme bruger vi ikke Valentine. Det er “opfundet af blomsterhandlere”, “slet ikke en dansk tradition” og “jeg tror mere på at købe blomster når du ikke forventer det”..

Jeg har ingen forventninger. Jeg gør mig meget umage med ingen forventninger at have. Slet ingen overhovedet. Absolut ingen.

Jeg kan godt lide blomster. Jeg syntes at røde roser er romantiske. Ja, jeg ved godt at jeg ikke kan holde liv i dem, men det betyder ikke at jeg ikke nyder de få dage, de holder eller at de ikke betyder noget for mig.

Jeg gider ikke gøre opmærksom på at jeg gerne vil have blomster, forventer lidt at man måske kunne få nogen “bare fordi”.

En bekendt på Facebook skrev at hun havde fået “lækkert lingeri” af kæresten til Valentine – og det er da ikke et helt nyt forhold..

Ridderen på den hvide hest

Hvorfor går mange af os går døde i vores forhold når det hele bliver hverdag. Ja, jeg ved da godt at vi kvinder også bærer en del skyld, men hvorfor kan vi ikke pleje vores kærelighed lidt bedre, den er jo det værd.

Jeg hører mig selv sige “ja, du har helt ret” for jeg gider ikke andet. Vi er mange der sige “Valentine? Nej, tak” men indeni går vi hele dagen og venter på at der dukker en kærlighedserklæring op, for det er da romantisk!

Det er vel også sådan noget der er med til at holde drømme om ridderen på den hvide hest i live

Nervøs blære

Dette er et billede af en blære. Sådan en har jeg ( og nok også i andre )

Min blære og jeg er absolut ikke de bedste venner. Faktisk er vores forhold ret så anstrengt. Det er et problem. Et problem jeg gerne ville løse, men hvordan bliver man gode venner med sin blære?

Hvis jeg har travlt en dag, eller sidder med den bærbar, så kan der gå lang tid inden min blære gør opmærksom på sig selv. Så er vi i den venskablige fase – den er afventende..

Skal jeg ud af døren og har fået både overtøj og sko på.. ja så skal jeg på toilettet.

Når jeg ligger mig i løber af dagen, for at hvile mig, som jeg har brug for. Eller hvis jeg er helt udmattet over et eller andet og har behov for at sove.. ja så skal min blære nok sørge for at det bare ikke sker…

Jeg ligger mig ned og 5 minutter efter skal jeg tisse. Så kører vi ellers der ud af med et besøg på toilettet mindst hver halve time.

Når jeg går i seng og selvfølgelig har været på toilettet først.. så kan jeg ligge i rigtig lang tid og kæmpe mod min blære – den vinder altid og jeg må kravle ud på toilettet mindst en gang inden jeg falder i søvn og når jeg vågner om morgenen – ja så er den klar igen.

Jeg tror det er nervøs blære hvis man kan kalde det det Er der nogen derude der har et godt råd?

Det skal lige tilføjes at min blære ikke er syg

Det var så dagens blæreindlæg – fortsat god søndag aften

Den danske pølsevogn

Dagen i dag bød på endnu en tur ud i det blå. Flemming har købt et nyt kamera og det kriblede i ham for at prøve det af.

Jeg ville gerne luftes men et krav var at vi ikke skulle til Bønnerup og Fjellerup. Derfor gik turen denne gang nordpå over Hobro til Ålborg.

Vel ankommet til Ålborg var vi begge enige om at det i bund og grund er en dejlig by. Spændende arkitektur og alt virker gennemtænkt og gennemført.

Sulten var begyndt at plage os og da vi ikke var i nærheden af de sædvanlige fiskedeller, besluttede vi os for at vi ville have en ristet hotdog i en god gammeldags pølsevogn..

De findes ikke mere! Vi kørte forgæves rundt i Ålborgs gader og ledte. Der var masser af pizza og kineser mad, men vi ville besøge en pølsevogn!

Vi gav til sidst op og satte kursen mod Hadsund. Hele vejen ned kiggede vi efter en pølsevogn, eller i det mindste en grill der så ud til at kunne servere en ristet hotdog, der ikke lugtede af kebab – uden held!

Først da vi kom til Hadsund lykkedes det. Der lå et grillhus ved Brugsen og der fik vi endelig en ristet hotdog med det hele

Det er sørgeligt at vi skal sige farvel til pølsevognen, hvordan mon det kan være at de forsvinder? Når man endelig finder en eller en grill, så er kvaliteten heller ikke som den var. Det er synd. Det er lidt dansk kultur, der er på vej ud