Jeg ved at der stadig er en del, der besøger min blog for at få information omkring min oplevelse af rygestop med Champix. Derfor er her alle indlæg, der dækker emnet, sorteret med de ældste først.
Hvis der er noget, du vil spørge om eller have uddybet, er du velkommen til at kontakte mig
—————————————————–
- Hvad er Champix?
Firma: Pfizer
Indeholder: Champix® er et middel til hjælp ved rygeophør.
Virksomme stoffer: Vareniclin
Anvendes: Champix® anvendes som hjælpemiddel i forbindelse med tobaksafvænning.
Virker: Virker ved at påvirke bestemte receptorer i hjernen, så abstinenssymptomerne ved rygeophør mindskes.
Dosering:
Findes som tabletter.
Voksne. Dag 1-3: 0,5 mg 1 gang i døgnet. Dag 4-7: 0,5 mg 2 gange i døgnet, herefter 1 mg 2 gange i døgnet. Behandlingen påbegyndes normalt 1-2 uger før rygestop, men er dette ikke muligt, kan vælges en ophørsdato inden 5 uger. Behandlingsvarighed 12 uger. Personer, der stopper med at ryge i løbet af de 12 uger, kan behandles yderligere 12 uger med 1 mg 2 gange i døgnet.
Bemærk: Erfaring savnes til patienter under 18 år.Graviditet: Bør ikke anvendes pga. manglende viden.
Amning: Bør ikke anvendes pga. manglende viden.
Mulige bivirkninger:
Meget almindelige (over 10%)Kvalme.
Hovedpine, søvnløshed, unormale drømme.Almindelige (1-10%)Træthed, øget appetit.
Smagsforstyrrelser, mundtørhed, opkastning, forstoppelse, diarré, luft fra tarmen.
Søvnighed, svimmelhed.Ikke almindelige (0,1-1%)Nedsat appetit, vægtøgning, tørst, feber.
Mundhulegener, sure opstød, betændelse i mavens slimhinde, opkastning af blod, leverpåvirkning, blødning fra endetarmen.
Luftvejsinfektion, åndenød, halsirritation, øget sekret i luftvejene, hjertebanken, hjerterytmeforstyrrelser, brystsmerter, forhøjet blodtryk.
Øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader.
Ledstivhed, muskelkramper.
Panikanfald, humørforstyrrelser, depression, angst, koncentrationsbesvær, tankeforstyrrelser, hallucinationer, koordinationsbesvær, søvnlignende sløvhedstilstand, talebesvær, rysten, nedsat følesans, seksuelle forstyrrelser.
Hudkløe, hududslæt, øget svedtendens.
Vandladningsbesvær.
Synsforstyrrelser, lysfølsomhed i øjet, misfarvning af de “hvide” i øjet, forstørrede pupiller, øjensmerter, nedsat tåreproduktion, øresusen (tinnitus).Rygeophør kan i sig selv give anledning til en række symptomer, og det kan være vanskeligt at skelne mellem disse symptomer og bivirkningerne af behandlingen.OBS:Dosis skal nedsættes ved meget dårligt fungerende nyrer.
Champix® skal anvendes med forsigtighed hvis man tidligere har lidt af psykiatriske sygdomme. Rygeophør medfører i sig selv risiko for depression, men midlet kan muligvis også medføre psykiske symptomer som personlighedsforstyrrelser, angst, depression ogselvmordstanker eller selvmordsforsøg. Behandlingen skal stoppes, hvis der kommer tegn på depression eller andre psykiske sygdomme.
Erfaring savnes ved epilepsi. - Fordele ved at fortsætte med at ryge
- Jeg behøver ikke forholde mig til et rygestop
- og så løb jeg tør for fordele. Hvis du kan komme i tanke om fordele ved at fortsætte med at ryge, så du meget gerne skrive det under kommentar
- Ulemper ved at fortsætte med at ryge
- Jeg kan dø af det
- Jeg kan få KOL
- Jeg lugter hele tiden af røg
- Jeg spilder en masse tid
- Jeg skal hele tiden tænke på den næste smøg
- Jeg bruger en masse penge
- hvis du har flere gode til denne liste, vil jeg gerne tilføje dem. Skriv dem blot under kommentar
- Ulemper ved at holde op med at ryge
- jeg kan ikke komme i tanke om nogen, men skriv dine under kommentar, hvis du kan komme i tanke om eventuelle ulemper
- Fordele ved at holde op med at ryge
- Folk har det bedre omkring mig
- Jeg kommer til at dufte istedet for at lugte
- Bedre helbred
- Bedre lugtesans
- Sundere for mit barnebarn
- Tøj der ikke lugter af røg
- En familie der bliver stolt
- Jeg slipper for at stå udenfor diverse steder og fryse røven af med en smøg i hånden imens alle de andre sidder og hygger indendørs
- Dag 1 på Champix
1 x 0,5mg daglig
Så er starten gået og jeg har slugt den første pille.
Jeg har læst en del snak omkring Champix, specielt omkring kvalme i en times tid efter indtagning. Det ser ud til at hænge sammen med en tom mave, så da det også anbefales at man drikker et stort glas vand med pillen, fik jeg først en skål havregryn med mælk. Ingen kvalme overhovedet – om det så er min forberedelse, begynderheld eller andet ved jeg ikke, men klage gør jeg selvfølgelig ikke.
Da jeg stod op i morges havde jeg uro i maven, lige som når jeg har forsøgt at stoppe med at ryge før. Kunne dog fortælle systemet at der stadig er en uge med rygning tilbage og så gik det bedre.
Jeg føler mig egentlig meget optimistisk og er meget opmærksom på mine cigaretter, de ryger ikke sig selv. Har læst flere klage over at pillerne gør at deres smøger smager af mentol, og deres mund efterfølgende. Det kommer jeg nok ikke til at bemærke da jeg ryger mentol
Noget andet jeg har læst fra andre er kommentar så som “jeg tager pillerne som jeg skal, men jeg ryger lige så meget som jeg plejer – de virker ikke”. Jeg er dog ikke så naiv at jeg tror at man bare holder op med at ryge ved at tage pillerne. En vigtig ting at huske på, er at Champix tager trangen, de kan jo ikke fjerne vaner og de fleste smøger man ryger er vel vane smøger?
De smager anderledes i dag, eller er det bare noget jeg tror?
Flemming foreslog at jeg skulle holde op med at ryge på altanen og altså gå ned for at ryge, men én ting der er helt sikkert er at det her er mit projekt og det er mig, der laver planer og træffer beslutninger om hvad der er bedst for mig, for hvis ikke det er mig, der styrer det her, så kommer det ikke til at virke – jeg skal jo finde en helt ny Marianne frem og den bedste til det.. det er mig
- Marianne Topping – snart eks-ryger
Jeg har røget siden jeg blev konfirmeret og nok også før – det mener jeg, men jeg er ved at være så gammel at den slags er gået i glemmebogen
Det vil sige at jeg har været ryger i omkring 30 år (44 år dd)! Det er jo et helt liv.. Størstedelen af de år er med 20 om dagen, en periode på et par år, tror jeg nok jeg nåede op på 40, men ligger nu på de 20 og de fleste dage lige under.
Der er mange der tror at jeg ryger meget mere, fordi jeg tit tænder op, men jeg ryger sjældent mere end 1/3 af en smøg, hvis jeg er alene, så er det tit mindre – bare lige for at få roen.
Ja, det er så en anden ting, hvorfor ryger man? Total nedern ide ikke? Så total stupid at jeg virkelig skammer mig over at være ryger – seriøst
- Dag 2 på Champix
1 x 0,5mg daglig
I dag tog jeg pille nr. 2, med havregryn og et glas mælk. Jeg har stadig ingen kvalme haft eller andre bivirkninger.
I dag lagde jeg mærke til at smøgerne smagte andreledes og jeg havde en overgang den der fornemmelse af at have røget alt for mange cigaretter.Jeg kan godt følge de, der syntes at deres cigaretter begynder at være lidt mentol agtige. Jeg ryger selv mentol, men finder at mentolen slår mere igennem, men på en negativ måde.
I aftes gik jeg kold på sofaen, men jeg døjer med smerter (ikke relateret til Champix) og havde taget en pille, nok derfor.
Jeg forsøger at kontrollere nogle af mine vane smøger og har også brugt min mobil til at tælle de 5-7 minutter, det tager før trangen er væk. Det er faktisk sjovt.
Begynder at føle mig dum, altså for at ryge, det er sku dumt, ikke?
- Dag 3 på Champix
1 x 0,5mg daglig
Pille nr. 3 er nede og jeg spiste igen havregryn og drak et glas mælk – ingen kvalme
En bivirkning er hård mave, men jeg har oplevet at min går i den anden retning, så må vi se om det fortsætter..
Fortæller om min dag i aften!
- Dag 4 på Champix
2 x 0,5mg daglig
I dag tog vi til København på weekend. Pillen giver stadig ikke bivirkninger.
Til aften tog jeg pillen før aftensmaden og fik kvalme, men ikke noget voldsomt. Jeg vil helt sikkert anbefale at man tager pillen sammen med/efter mad for at undgå kvalmen.Flere gange i dag opdagede jeg at min smøg gik ud af sig selv, hvis jeg røg på gaden. Jeg glemte den simpelhen. Jeg røg heller ikke så mange smøger som jeg plejer. Jeg både frygter lidt onsdag hvor jeg vil holde og ser frem til den. Dumt at ryge, det er ikke en god ven, jeg siger farvel til, det er en sygdom jeg har lidt af i 30 år som jeg endelig bliver rask fra – sikke et liv jeg kan se frem til
- Dag 5 på Champix
2 x 0,5mg daglig
Stadig i København. Tager mine piller med mad, ingen bivirkninger selv om jeg nu er på 2 piller dagligt (ialt 1 mg)
Ryger mindre
Det er ikke fordi jeg ikke vil skrive om det, men der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, jeg har det godt.
- Dag 6 på Champix
2 x 0,5mg daglig
Stadig ingen bivirkninger – tag de piller med mad!
Har det godt og glæder mig til onsdag hvor jeg holder med at ryge.
Det hele er i hovedet og det er det man skal arbejde med
Jeg ryger mindre og selvom jeg tænker på mine smøger, er det ikke med frygt for at skulle undvære dem. - Dag 7 på Champix
2 x 0,5mg daglig
Nu er det sidste dag inde jeg skal holde op med at ryge. Det er dejligt ikke at føle den frygt i maven, der plejer at følge med sådan en beslutning.
I morgen skal jeg også starte på 2 x 1mg daglig og er lidt spændt på hvad forskel det gør.Jeg ved godt at jeg er holdt med at ryge mange gange før og det ikke er lykkes, men jeg er træt af de mennesker der har den holdning: “lad os se hvor længe det varer denne gang”. Man mener det jo når man holder op med at ryge, så støt op om os, hver gang! Vi kæmper og en ikke-ryger har ingen chance for at vide hvad det betyder at skulle holde op – det er en afhængighed og vi er ikke svage mennesker
- Dag 8 på Champix – 1. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 40kr.
Jeg har det faktisk godt. Når man mærker efter kan man mærke at det ikke er så slemt. Det er egentlig mest vanen man skal kæmpe lidt med og oplever en masse “nå nej” situationer. Videre til noget andet. Sjovt at man ikke hele tiden skal gå ud og ryge, en masse tid, der ligger for mine fødder.
Stadig føler jeg ingen bivirkninger og det er jo en vigtig ting for kommende “Champix’er”. Jeg er dog klar til at tage bivirkningerne med, hvis det betyder at jeg bliver røg-fri. Jeg er glad og positiv (ikke den hysteriske kælling jeg plejer at forvandle mig til når jeg holder op med at ryge).
Som en lille sidebemærkning vil jeg lige sige at man jo ikke bare holder op med at ryge, når man tager de her piller, det bliver bare meget lettere – tro mig!
- Dag 9 på Champix – 2. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 80kr.
Havde en lille krise på vej til arbejde i morges. Diskuterede med mig selv om jeg skulle omkring tanken, men kørte forbi.
Det skal siges at min bil er det eneste sted, jeg har haft fornemmelsen af at nyde mine smøger, da det er det eneste sted jeg har siddet ned og røget. AT jeg kunne køre til arbejde uden at ryge var en stor ting for mig.
På arbejde gik det også godt. Der er kun en der ryger der og det generede mig ikke, heller ikke lugten af røg når han kom ind.Mit problem er dog at jeg har brugt smøgerne som pauser i mit arbejde. Det vil sige at jeg var ret træt da jeg tog hjem, for jeg havde ingen pauser holdt. Hvad kan jeg ellers bruge små 5 minutter på?
Om aftenen tog jeg min pille ca. ½ time efter aftensmaden og jeg fik en rigtig voldsom kvalme, der varede i ca. 30-45 minutter. Jeg tror selv at jeg ikke havde fået væske nok i maven, så en fuld mave (efter aftensmad) og rigelig med væske. Hvis du kan drikke 2 store glas af et eller andet under måltidet, tror jeg den er hjemme.
Om morgenen klarer jeg pillen med en skål havregryn og et glas mælk.
Jeg har haft det godt, der er slet ikke de der perioder hvor et uhyrer kradser hul i mavesækken og jeg er sku helt rolig
)
Selvfølgelig kan man mærke det, men man kan leve med det. Jeg forsøger at vende det til en lystfølelse i stedet – se det er sjovt.. - Dag 10 på Champix – 3. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 120kr.
Vi var i byen i aftes, et selskab på omkring 30. Det var dejligt ikke at skulle gå ud for at ryge og jeg kunne lugte det hver gang en eller anden havde været ude, kunne lugte røgen og det generede mig ikke, var bare glad for at det ikke var mig, der lugtede sådan
I aftes, da jeg lå i min seng, opdagede jeg pludselig at jeg allerede havde én positiv virkning af mit rygestop. Siden foråret har jeg døjet med at jeg støjer meget når jeg kommer ned at ligge. Det hvæser og piver, jeg skal rømme mig og hoste lidt slim løs. Det har været så slemt at det har holdt mig vågen. Det er bare HELT VÆK nu. Jeg blev nød til at råbe til Flemming, der stadig var oppe, og fortælle det ;o)
I dag havde jeg det skidt og blev hjemme. Faktisk tilbragte jeg dagen på sofaen. Fra morgen til omkring over middag følte jeg at jeg var ved at blive syg. Jeg fik en slem hoste og havde det bare træls. Resten af dagen kunne jeg ikke motivere mig til noget og sov det meste af tiden. Det var IKKE ABSTINENSER, det var bare følelsen af en begyndende forkølelse.
Det eneste tidspunkt hvor jeg føler det som noget i nærheden af hårdt, det er smøgen om morgenen, men jeg overlever (det gør jo ikke ondt). Ved eftertanke tror jeg det er en god ide, i den første uge med Champix, at flytte morgensmøgen til efter morgenmad og morgentoilette. PS. Det er ikke en note til mig selv, jeg ryger jo ikke, men til de, der måske læser disse sider
Jeg har luft i maven, men hvad betyder en prut mellem venner? Hård mave ser jeg ikke noget til, lidt den anden vej men ikke noget problem.
Jeg har fået min lugtesans tilbage.. HALLO! Hvor er der mange dufte/lugte man ikke ænser som ryger.. har tømt køleskabet for alt der nærmer sig sidste dato, da jeg syntes der lugtede underligt. Har sniffet alt mit tøj i garderoben fordi jeg kunne lugte at noget stank af røg.
Jeg har det fint som ikke-ryger!
- Dag 11 på Champix – 4. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 160kr.
Har det meget bedre end i går. Har ikke hostet endnu, men tager gerne imod hvis min krop har mere den skal af med. Det er vigtigt at man ser positivt på det, der sker med kroppen.
Man skal arbejde med det psykologiske aspekt. Det er ikke nok at regne med at pillerne bare får en til at holde med at ryge, men man skal heller ikke give op på forhånd. For mig har rygestop altid været forbundet med en grim, lille orm, der gnaver løs på min hjerne og et uhyre i min mave. Pillerne sørger for at både ormen og uhyret bliver uskadeliggjort og bedøvet. Djævlen på min ene skulder er også blevet lettere at ignorere når han hvisker at jeg skal købe smøger. Hold ud og hold ved – vi skal være i kontrol over vores krop, når vi kan det, kan vi også en masse andet
Lidt kvalme efter pillen her til morgen, men det var også uden havregryn, rundstykker er åbenbart ikke nok. Fik bugt med den ved at tylle et glas vand.
- Marianne Topping – NU ikke-ryger
Jeg er ikke eks-ryger, nej, jeg er ikke-ryger og sørme meget stolt over det
Jeg ved godt at det kun er dag 4, men jeg har det så godt. Her sidst på eftermiddagen fik jeg lidt abstinenser, men jeg gav Flemming en krammer, dansede lidt rundt, lavede en kop te og satte mig så igen – nu går det fint.
Det hele drejer sig egentlig ikke om at holde med at ryge, det er nok den mindste del. Det handler om at finde ud af hvem man nu er. Ens identitet er rygeren, hende kender alle. Hun har næsten altid en smøg i hånden, skal altid liiige ud en tur, griber efter smøgerne så snart telefonen ringer eller der er optræk til noget som helst. Alt skal planlægges efter hvornår der kan ryges, arbejde, ferie, tur i bilen, besøg ALT.
Nu er jeg blevet den nye Marianne og jeg kan skisme rigtig godt lide hende, hun skal bare lige finde sin plads og finde ud af at alt er som det plejer at være, at hun stadig kan finde ud af det, hun kunne før, at der et blevet mere tid og tingene egentlig er blevet mere afslappet…
Det enste jeg søger efter nu, er evnen til at skrive, at fordybe mig i et emne og komme til bunds, men det skal nu nok også komme tilbage, vi starter bare i det små
- Dag 12 på Champix – 5. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 200kr.
Det føles lidt dumt hele tiden at gøre det op i dage – altså hvor mange dage man har været røgfri. På en eller anden måde som om man ikke har sluppet helt – og det har man nok heller ikke, der kommer til at gå tid.
I aftes, da jeg tog min pille, efter mad og med væske i maven, fik jeg voldsom kvalme igen, omkring 40 minutter. Det er lidt træls, men jeg ved det kommer nu og ligger mig bare på sofaen til det er ovre – og det kommer sørme hurtigt efter at have taget pillen. Det er ikke noget der vil få mig til at overveje at droppe pillerne, slet ikke – det er 40 minutter af min dag, de 40 minutter og rigtig mange flere til, har jeg sparet ved ikke at ryge
Jeg har ikke kvalme om morgenen og i aften vil jeg tage en portion havregryn med mælk + et glas mælk efter aftensmaden og før pillen, for at se om det kan tage kvalmen. Det kunne jo være fedt at finde formlen og kunne give det videre til fremtidige brugere af Champix!
Jeg har det godt. Det rykker stadig lidt om morgenen, men slet ikke så slemt. Det er lidt ligesom man står stille, så i slowmotion og til sidst får man sig rykket fri og kommer videre. Det er jo rigtigt som sygeplejersken sagde, man skal bevæge sig væk fra, finde på noget at lave og det gør jeg så.
Det er min første weekend uden smøger og jeg syntes det er forløbet fint. Man har pludselig en masse tid. Jeg har strikket en vante til Rose og det er bare gået hurtigt, ikke afbrudt af en masse rygepauser og vasken hænder for at få lugten væk inden jeg strikker videre.
Selvom jeg kun har røget på altanen kan man godt lugte at der ikke er en ryger i huset mere
Jeg har lidt uro i kroppen i dag. Jeg er alene hjemme og under et “normalt” rygestop vil det være nu, jeg sniger mig ud for at ryge en smøg eller to – men det gør jeg ikke – jeg har ikke brug for det – det her gør jeg for mig selv og jeg føler mig stærk.
Jeg ved at der nok også kommer en nedtur, men det tager vi til den tid. Jeg er blevet et mere roligt menneske, bliver ikke hidsig og har fået let ved at give slip på ting, jeg normalt kunne køre ud på et sidespor. Vi har det bedre sammen, ikke kun fordi Flemming er stolt af mig, men også fordi der sker noget nyt i mig – det er så positivt
- Dag 13 på Champix – 6. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 240kr.
Jeg er her endnu
I aftes blev aftensmaden forsinket og dermed også min pille. Jeg blev lidt hysse og det er jeg træt af, men videre. Jeg syntes jeg bliver meget træt om aftenen, efter min pille og har svært ved at aktivere mig, men det er da til at leve med.
Her til morgen vandt jeg endnu en stor sejr. Jeg blev nød til at køre til bageren for at købe mælk til mine havregryn. Fra jeg stod op havde jeg lange samtaler med mig selv. Den ene ville købe smøger, den anden ikke – jeg gjorde det ikke og er bare så stolt! Det var slet ikke så svært.
Læste et sted på nettet en eks-ryger fortælle at det ikke er så svært, for det er kun én smøg man ikke må ryge, nemlig den næste og det er bare så rigtigt!
Noget andet man lige skal vænne sig til, er andres opmærksomhed. De første dage var der meget “Godt gået” – “Vi tror på dig” osv. Nu er det gået i sig selv igen. Jeg har ikke som sådan behov for at man rygklapper mig hele tiden, jeg er bare selv så forundret over at jeg kan gennemføre noget så stort og ved at de, der ikke har været turen igennem, aldrig vil kunne fatte omfanget..
Efternote: Luft i maven, specielt til aften og i løbet af dagen nogle gode bøvser – familien må bære over med mig ;o)
- Dag 14 på Champix – 7. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 280kr.
Still going strong!
Havde lidt kvalme efter pillen i morges, men ellers en god dag.
Er ved at gøre klar til min dødlige aftenpille
Hallo! Non-smokers!
- Dag 15 på Champix – 8. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 320kr.
Havde en lidt dårlig dag, men ikke noget der fik mig til at ryge. Nok vigtigt at huske på, at alle har gode og dårlige dage, det behøver ikke have noget med rygning at gøre.
Var hjemme hos Janne og fik hygget lidt med hende og Rose. Dejligt at vide man ikke lugter af røg!
Aftenpillen gav ingen kvalme i dag – hurra. Jeg skal dog til at finde ud af at aktivere mig om aftenen i stedet for at ligge på sofaen og halvsove, syntes bare det er svært pt.
Ingen voldsomme bivirkninger. For det meste lidt kvalme når jeg tager aftenpillen, men det er til at leve med.
Jeg sover godt, også selv om jeg får sovet en del på sofaen inden sengetid.
Ingen særlige drømme.
Ingen mavesmerter, men dog luft i form af både bøvser og prutter
Jeg er positiv. Ville bare ønske at det blev mere fjernt. Det er ikke fordi jeg går rundt og har det dårligt over ikke at ryge, men jeg syntes det fylder meget i mine tanker. Nok ikke så sært når jeg har røget i 30 år – det skal have tid til at forsvinde.
Jeg kommer ikke til at ryge igen. De få gange hvor ormen har forsøgt at få overtaget, forsøger jeg at tænke på en situation hvor jeg virkelig har NYDT en smøg og ikke bare røget fordi jeg blev nød til det. Sådan en situation kan jeg ikke finde frem til – derfor har jeg aldrig nydt at ryge og derfor er der absolut ingen grund til at gøre det.. cool!
- Dag 16 på Champix – 9. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 360kr.
Dagen er ny endnu, men vågnede i dag uden den sædvanlige trykken i maven – fremskridt
Det har været en underlig dag, lidt værre end i går. Det er vigtigt at få skrevet de her ting, så andre, der prøver pillen, ved at forskellige mønstre er normale..
Jeg vil egentlig ikke kalde det for nedtrykt, jeg har ikke været ked af det, bare fjern, stille, ved siden af mig selv. Jeg havde nogle gange et ordentlig ryk i rygertrangen, men det gik meget hurtigt over igen. Det er vigtigt at man har en, man kan snakke med og en, der gider at lytte og forstå. Jeg har Flemming. Han er selv holdt, for flere år siden, ved hjælp af piller, dog ikke Champix. Han ved lidt om hvordan turen er
Jeg er blevet en ferm ikke-ryger og jeg er på ingen måde bange for at “falde i”, for hvad kan man falde i når man ikke ryger? Det er en rejse og det er utrolig vigtigt at man gør sig det klar. Læs mere her
- Dag 17 på Champix – 10. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 400kr.
Jeg har jo ikke kunnet finde ud af hvorfor jeg har haft et par dårlige dage med milde abstinenser og dårligt humør – det har jeg nu.
Tro det eller ej, jeg var begyndt at tage vitamin D og kalktabletter sammen med mine rygepiller, og det havde åbenbart den virkning at det nedsatte virkningen af mine rygepiller – så ved I det
Jeg er hold med dem igen og med det samme var jeg tilbage på sporet.Jeg har også oplevet negativ effekt ved at tage Panodil. Det er ikke noget vi får at vide, når vi får pillerne, men måske værd at være opmærksom på?
- Rejsen til mit nye liv
I går fik jeg en tanke, der var lidt spøjs, men som samtidig gav mig en a-ha oplevelse. “Man bliver ikke lykkelig af at holde op med at ryge”. Nej, jeg tror at jeg er nået til et antiklimaks. Før gik jeg lallende rundt og var så stolt, så glad, se mig! osv. Men det stopper jo på et tidspunkt. På et tidspunkt begynder livet at fortsætte og så er det man skal finde sin plads. Hold da op den her rejse er spændende fra et psykologisk synspunkt og jeg er lidt vild med det
Jeg er ikke-ryger. Det er uhyggeligt hvor meget de smøger kan gøre ved et menneske. Man tror jo at det bare er at ryge, men det er så meget mere. Flemming gik lidt i forsvar da jeg kom med “man bliver ikke lykkelig af at holde op med at ryge”. Jeg tror at han, et øjeblik, var bange for at jeg var på vej tilbage. Slet ikke. “Du kan sku da se hvor meget bedre du har det” sagde han og ja, jeg har det godt, rigtig godt. Bare det at mine luftveje ikke raller og piber når jeg kommer ned at ligge.. jeg kan TRÆKKE VEJRET!
Hvem er jeg? Hvem er ikke-rygeren Marianne? Jeg accepterer at det her tager tid, jeg accepterer også at det fylder meget i mine tanker, men på et eller andet tidspunkt må man vel komme videre? Er det mig, der holder mig selv tilbage? Stopper processen fordi jeg tænker for meget over tingene? Jeg mener dog at det er vigtigt at tænke over tingene, at blive afklaret, så at man kan afslutte det kapitel af sit liv uden senere at komme til at se det som noget positivt.
Tænk på et tidspunkt hvor du virkelig har nydt en smøg. Det kan jeg ikke.. jeg har ikke røget fordi jeg har nydt det, jeg har røget fordi jeg har været en nikotin-narkoman. Derfor kalder jeg ikke rosenrøde minder frem, jeg har ingen og hvis jeg får et ryk, så siger jeg til mig selv: “Forestil dig at du starter bilen, kører på tanken og køber en pakke smøger med røv-dårlig samvittighed over for dig selv, kører ud et sted hvor der ikke er nogen, der kan se dig (og føler dig så skide-dum). Tager frakken af så den ikke kommer til at lugte af røg (fryser) tænder smøgen, der smager af lort og når svimmelheden fylder hovedet, mens du virkelig, virkelig, virkelig fortryder at du er tilbage ved udgangspunktet, hvor meget nyder du det så og hvor meget har det hjulpet dig i dette korte øjeblik, der alligevel snart går over” – se! Så er det altså ikke svært at lade være med at ryge
Man kan ikke bare tro at Champix er en magisk pille, der får en til at holde op med at ryge – sådan en vidunderkur findes ikke, men den har vist sig at være det, der skulle til for at jeg kunne holde med at ryge – den har gjort det let.
Da jeg snakkede med min mor i går, gjorde hun også opmærksom på at jeg ikke har været hysterisk som jeg plejede at være, nej, slet ikke
Før i tiden, når jeg forsøgte at holde op med at ryge, gik jeg helt ned med flaget, allerede på den første dag og kørte mig selv helt ud hvor der ikke var anden udvej end at begynde at ryge igen. Det er her så meget anderledes at det slet ikke kan forklares.
- Dag 18 på Champix – 11. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 440kr.
Dagen i dag har faktisk været ret banebrydende. Jeg har haft rigtig lange perioder hvor jeg slet ikke har tænkt på røg.
Det får det lidt til at lyde som om jeg hele tiden går rundt og tænker på at ryge – det gør jeg absolut ikke - jeg tænker meget på at jeg ikke ryger og der er en hel positiv verden til forskel
- Dag 19 på Champix – 12. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 480kr.
Dagens (eller egentlig gårsdagens) optur: Nikolai spurgte hvor mange dage det nu var jeg ikke havde røget – jeg kunne ikke huske det ;o)
- Dag 20 på Champix – 13. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 520kr.
Husk på at man også godt kan have en dårlig dag som ikke-ryger
Efter en generelt dårlig dag, dårlig humør, ondt i kroppen (ikke på grund af Champix, men på grund af min sygdom) og bare AD! har jeg overhovedet ikke haft lyst til eller overvejet at ryge – sådan er det bare – for cool!
Kørte forbi Shell uden overhovedet at spekulere på at jeg plejer at købe smøger – har det godt, kan trække vejret !!
- Dag 21 på Champix – 14. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 560kr.
Har nogle svære dage, men ikke så det frister til at ryge – slet ikke.
Jeg startede tidligt på overgangsalderen for lidt over et år siden, så jeg får ikke det månedlige tegn, der forklarer humørsvingningerne, men de kommer alligevel. Jeg tror det er derfor jeg er lidt nede og vende. Det vil sige at det går over igen. Man får det jo ikke bedre af at ryge ;o)
Havde 2 dejlige veninder på besøg her til aften. Det var total fedt at kunne sige. “Jeg stoppede faktisk med at ryge for 2 uger siden”.. hehe. Fik også at vide at jeg så frisk ud og så snakkede vi dårligt om rygere et stykke tid ;o)
- Dag 22 på Champix – 15. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 600kr.
Her til aften tog jeg ikke min pille. Jeg har ikke kunnet forstå hvorfor man skal tage en pille om aftenen hvor man tilbringer de fleste timer med at sove – så dette er blot et forsøg
- Dag 23 på Champix – 16. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 640kr.
OK. Det er jo ikke til at vide om det ene har noget at gøre med det andet, men f*** jeg har haft en hidsig dag i dag. MEN! Jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at smutte en smøg i munden – den løser jo absolut ikke noget som helst. Tværtimod er jeg bare så utrolig stolt over ikke at ryge :O)
Jeg sov på sofaen fra kl. 19 til jeg gik i seng. Havde ondt og var udmattet, men det har ikke noget at gøre med piller og rygestop, det er min sygdom.
Sprang også pillen over her til aften. Jeg tror det er fordi jeg er blevet lidt frelst. Jeg har ved pillernes hjælp, opnået den rette tankegang til et rygestop og jeg føler at jeg snyder ved at tage pillerne, at jeg egentlig ikke helt rigtig er stoppet. Jeg frygter også et eller andet sted at skulle af med pillerne efter 12 uger og hvad der så vil ske der. Jeg har ikke problemer med at klare den uro der dukker op i kroppen, og jeg ved at hvis den bliver for slem, så ligger jeg mig til at sove
)De fysiske abstinenser ved et rygestop, skulle nu være ude af kroppen. Det har jeg brugt pillerne til at klare dem mens jeg blev vanen kvit. Man er vel aldrig helt kvit, men jeg har set lyset og ved hvordan jeg håndterer det. Ved at skrue ned for pillerne, får jeg også lidt abstinenser, men det må være i den milde ende, da jeg stadig er pille-dækket i dagstimerne. De abstinenser skal jo også ud af kroppen.
Jeg føler mig stærk og i stand til at klare det, man skal bare videre. Jeg vil dog ikke anbefale andre, der har været så hårdt ramt som mig, at gøre det, for man får lidt “kriller i kroppen”, men som sagt så mange gange før: “Det gør jo ikke ondt“!
- Dag 24 på Champix – 17. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 680kr.
Stadig uden aftenpille og stadig har jeg det træls. Det manifesterer sig ved trykken for brystet, smerter og uro i maven (som om man er meget nervøs). Jeg ved ikke hvor lang tid man skal døje med det, og ved heller ikke om jeg magter den kamp lige nu. Jeg tænker ikke på at løse det ved at ryge og det er utrolig vigtigt at min læser ved det – jeg har set lyset og ønsker aldrig mere at forpeste mit liv med smøger – det betyder ikke noget for mig mere, det er kun fysiske reaktioner, psyken har det godt
)Mit humør er også helt ude i tovene, jeg er aggressiv og burde ikke være sammen med andre mennesker.. kører alt for langt ud. Måske burde jeg tage den pille i aften, det kan bare ikke passe at man ikke kan styre sådan noget, men sådan er det nok bare. 30 års nikotin misbrug kan selvfølgelig ikke klares på 2 uger, tålmodighed, jeg har resten af mit liv..
- Dag 25 på Champix – 18. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 720kr.
I dag har jeg haft det rigtig træls. Jeg har haft kriller i maven, trykken for brystet, stakåndet og smerter diverse steder. Jeg tror det er for tidligt og for hårdt at jeg er holdt med aftenpillen, jeg havde bare brug for at være “uden tilsætningsstoffer”. Det skal dog lige nævnes at jeg havde utrolig mange muligheder i går, hvor jeg normalt ville have røget i smug, og det havde jeg slet ikke overvejet et eneste sekund – bare at jeg havde det træls.
Jeg havde en snak med Flemming omkring pillerne og besluttede at tage dem så jeg skal et stykke tid endnu og til sidst slutte af med en langsom nedtrapning. Til aften tog jeg min pille og sov resten af aftenen på sofaen hvor jeg lige så stille fik det bedre igen.
Jeg har ingen behov for at ryge, jeg tænker ikke et eneste sekund på at det kunne løse problemer eller fysiske skavanker, jeg tænker bare på at det er træls at jeg ikke bare kan smide pillerne nu og være normal – jeg skal nok forsøge at være tålmodig :O)
- Dag 26 på Champix – 19. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 760kr.
Jeg har det bedre her til morgen. Har også fået min morgenpille nu, uden for meget ubehag. Var lidt nervøs for jeg havde kun fået rundstykker og det plejer ikke at være nok til at tage kvalmen. Morgenpillen har det bedst efter en skål havregryn og et stort glas mælk :O)
Stadig lidt kriller i maven, men slet ikke som de sidste par dage. Jeg tager det stille og roligt. Kan mærke på Flemming at han også ved det er en rolig dag.
Dages projekt at nissen Roselinda, den skal gerne være færdig i dag.
- Bivirkninger, som jeg har oplevet
Der snakkes meget om bivirkningerne ved Champix, derfor vil jeg her fortælle om mine oplevelser:
- Kvalme efter jeg har taget en pille
Jeg har få gange oplevet kvalme ved morgenpillen. Den kan modvirkes ved at jeg spiser en god portion havregryn med mælk og drikker et glæs mælk ved siden af.
Det vil sige at maven skal være fuld og have noget at arbejde med.Aftenpillen har været lidt mere svær at styre. Jeg har tit haft kvalme selvom jeg har har spist og drukket.Kvalme kommer kort efter pillen og varer aldrig mere end ca. 45 minutter.
- Træthed
Jeg går for det meste kold om aftenen når jeg har taget min pille. Sover meget på sofaen. Dog, hvis jeg virkelig tager fat i mig selv, kan jeg godt være aktiv og hvis jeg skal i byen er der ingen problemer. - Tandkød
Har oplevet at mit tandkød er blevet meget følsomt, men har dog også læst at der kommer øget blodtilførsel ved rygestop, så det behøver ikke være pillerne. - Søvn
Har læst flere skrive at de har problemer med at sove om natten – det har jeg ikke. Selv når jeg har sovet på sofaen inden sengetid, kan jeg sagtens sove natten igennem. Hvis jeg har en aften/nat hvor jeg har svært ved at falde i søvn, tilskriver jeg det ikke pillerne, det kan man jo også opleve uden piller.. - Drømme
Jeg har aldrig rigtig kunnet huske at jeg har drømt, derfor er det også svært at sige om mine drømme nu er på grund af pillerne. Jeg har drømt nogle nætter, drømme jeg kan huske når jeg vågner, men det har ikke været mareridt, bare.. drømme
) - Psykisk tilstand
Specielt i begyndelsen følte jeg mig meget ovenpå, tilskriver det at jeg var stolt af mig selv (er jeg stadig). Syntes at jeg er mere i balance end jeg var som ryger. Om det er pillerne eller nikotin-stop ved jeg ikke. Har haft lettere ved ikke at blive hidsig. Dog kom alt det tilbage i de dage hvor jeg forsøgte at undvære aftenpillen. De skal helt sikkert nedtrappes og ikke allerede i løbet af første pakke.
- Kvalme efter jeg har taget en pille
- Dag 27 på Champix – 20. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 800kr.
Det er lidt svært at finde på noget at skrive om hele tiden, summen for i dag må være at jeg er her endnu og har det godt med mit rygestop.
På den negative side har det været en rigtig dårlig dag hvad angår min sygdom og til aften lå jeg bare brak på sofaen og havde ondt. Har besluttet at holde fri i morgen ellers går det helt galt..
- Dag 28 på Champix – 21. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 840kr.
Hjemmedag. Har ondt i kadaveret og bruger en dag på at have ondt af mig selv. Nej, egentlig ikke, det nytter jo ikke noget. Strikker videre på Roselinda (ja, der må du jo bare vente og se hvem det er)..
Sjovt som jeg stadig tager mig selv i at være på vej ud på altanen. Altså, ikke at jeg letter mig eller har næsen i den retningen, bare en flygtig tanke. Skal hele tiden minde mig selv om at det er det samme at kede sig som ryger og som ikke-ryger.
Katrine spiste med – sød pige Nikolai har fundet sig
) - Dag 29 på Champix – 22. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 880kr.
Syntes det har rykket lidt i mig i dag – ikke noget voldsomt, har bare registreret det flygtigt og et par gange følt mig hidsig.
I morgen skal jeg til opfølgning hos lægen, det er sygeplejersken der styrer det. Jeg glæder mig faktisk, det er dejligt at kunne fortælle hende at jeg holder ved og få vendt et par ting med hende.
I feel good!
- Dag 30 på Champix – 23. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 920kr.
Dejligt! besøg hos sygeplejersken, min rygestop-coach.
Jeg fortalte om alle mine oplevelser ved dette rygestop og hun var glad for flere af de ting jeg kunne komme med. Jeg har ikke kunnet forstå at jeg ikke har haft en krillerhoste, det er når de små flimrehår, som jeg har brændt af med røgen, begynder at vokse ud igen. Hun kunne fortælle at det ikke altid kan mærkes, så nu er jeg mere rolig – var lidt nervøs for om jeg havde brændt dem af ved roden..
Det sidste års tid har jeg, som vist skrevet før, været meget nervøs ved min rygning. Når jeg kom ned at ligge begyndte min vejrtrækning at ralle og pibe. Det var så slemt at det til tider holdt mig vågen. 2 dage efter at jeg var holdt med at ryge, var det helt væk – ikke en lyd! Det er da vildt ikke?
Hvorfor vælger man ville slå sig selv ihjel med smøger? Jeg fatter det simpelthen ikke!
Hun advarede mig imod nytårsaften og julefrokoster – der kan man åbenbart godt blive fristet, men ikke mig.. hehe. Jeg er den eneste i familien der ryger (skal da for pokker være “har været ryger inden for det sidste år”), så der er ikke nogen der, der kan friste og selv hvis der var nogen, der røg, ville jeg ikke føle mig fristet. Jeg drikker ikke alkohol, så jeg vil heller ikke forelske mig i en smøg i en brandert.. så den skid er vist godt og grundig slået
) - Min bil – mit rygerum
Min bil har altid været mit hellige rygested – det eneste sted hvor jeg kunne sidde ned og ryge. Jeg røg altid med vinduet åbent, vinter og sommer. Brugte aldrig askebægeret, kun ud af vinduet og syntes egentlig ikke den lugtede så slemt..
Hallo! De første to uger var jeg modvillig mod at tænde for varme/blæser. Når det kørte lugtede det som om der stod et fyldt askebæger i luftstrømmen og det var bare klamt.
Nu er det blevet lidt bedre, men jeg ser frem til en ordentlig rengøring af bilen. Min sygdom gør desværre at energien ikke har været til det endnu, men når jeg hopper på den, så skal der både bruges Ajax, knofedt og en dåse trykluft så jeg rigtig kan få den blæst igennem. Det er dog dejligt at jeg med god samvittighed kan køre med lille Rose
)Jeg er meget opmærksom på at jeg ikke lugter af røg mere og syntes selv at det kan ses på mine tænder, selv om de aldrig bliver hvide igen. Jeg kan kun se positivt på mit rygestop, jeg savner ikke noget, ikke noget som helst – jeg lever!
- Dag 31 på Champix – 24. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 960kr.
Så blev det weekend. Har haft en dag med en smule mavekriller, men har som sædvanlig haft let ved at håndtere det.
Jeg er urolig rastløs. Har forsøgt mig med en kjole til Roselinda, men det fungerer ikke. Tror jeg springer over tøjet i denne omgang
)Charlie’s kalendergave til folket er i aften en koncert med Hansi Hinterseer – der må være andre måder at torturere sig selv på!
- Dag 32 på Champix – 25. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.000kr.
En “ud af kroppen” dag eller hvad man nu kan kalde det. Jeg er glad for at have Flemming. Han holdt med at ryge ved at bruge Zyban, men det er næsten det samme og han holder mit mod oppe ved at fortælle mig at han også havde nogenlunde samme symptomer og at det forsvinder igen.
Jeg lever lidt i en osteklokke og kan ikke samle mig om noget som helst. Det vil sige at der er mange ting, der burde laves eller som jeg gerne ville lave, der ikke bliver lavet og så stresser jeg lidt eller bliver ked af det. Kan stirre ud i luften i lang tid og føler mit liv er i slowmotion.
Det er ikke noget der forskrækker mig, vil bare gerne at familie og venner ved at jeg er derinde og nok skal bliver mig selv igen når vi rammer slutningen af januar. Det er blevet noget se frem til. Når man kan sætte en dato på hvornår man får det bedre, så er det lettere at holde det hele ud
- det er også en bivirkning, der er værd at være opmærksom på, at man kan føle sig tom, men det er normalt og det forsvinder igen!
- System shutting down…
Så røg aftenpillen indenbords igen.Til aftensmaden sagde jeg at jeg slet ikke havde lyst til at tage min aftenpille for så var den dag gået. “Du plejer alligevel at falde i søvn på sofaen”, blev der sagt. Ja, det er rigtig nok, men det var med velbehag og fordi jeg var træt.
Jeg fik ingen kvalme i aften, og strikker på en sjov flower-power trøje til Rose. Der strikkes nu med 2 farver – ikke noget problem, altså ikke rent teknisk, men når man er på Champix går det bare mere og mere langsomt, som om systemet er ved at lukke ned og hjernecellerne tuller rundt i nattøj, klar til natten. Hende der, der ligger inde bag ved et sted, er sk** frustreret for hun ved at jeg kan strikke det her med lukkede øjne og hænderne bundet på ryggen, nå ja, lige ved
Jaja, jeg accepterer at jeg er blevet aften-invalid og slumrer ind til en gang rolig Barnaby. God lørdag aften fra den hjernedøde sofa!
- Dag 33 på Champix – 26. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.040kr.ØV! Fik rundstykker til morgenmad, hvilket jo er dejligt, men ikke mad nok til Champix. Ca. en halv times kvalme og utilpashed
Har derefter en total dejlig ikke-ryger dag. Sjovt som jeg tænker så meget på at ikke-ryge, det er på den positive måde. Altså jeg tænker mange gange i løbet af dagen på at jeg ikke ryger, jeg tænker ikke på at jeg savner at ryge – der er den store forskel
Tog en lille morfar ud på eftermiddagen og vågnede op med et halvstort monster i maven, trykken for brystet og smerter i armene – træls. Kaster mig over en kop kakao, nybagte småkager fra svigerinden i stuen og ser om det ikke kan lulle ham i søvn igen…
- Dag 34 på Champix – 27. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.080kr.Det går bare utrolig godt. I aftes, da jeg lå søvnløs og vendte mig i sengen, følte jeg lige pludselig en lykke som jeg ikke har følt længe. Jeg ved ikke hvor det kom fra, om det bare er mig eller om det er mine hormon piller der slår igennem, men rart var det
Dagen i dag har jeg også været glad og rolig – super ikke-ryger dag +++
- Dag 35 på Champix – 28. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.120kr.
Ingenting fra mig i dag. Jeg er stadig en glad ikke-ryger, men har gang i en gang ekstreme ledsmerter (ikke relateret til Champix!) og dykker lige ned i en aften med selvmedlidenhed. - Dag 36 på Champix – 29. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.160kr.Stadig ikke-ryger og vil sige at det er let. Det, der irriterer, er ikke at jeg ikke ryger, men at jeg er rundtosset af de her rygestop piller. Glemte en aftale i går og det gør jeg normalt bare ikke – det er surt!
I aftes fik jeg lyst til en smøg:
- Trangen kom
- Trangen var en flygtig tanke
- Tænkte Nå, det var sjovt
- - og så var det over
- Dag 37 på Champix – 30. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.200kr.Det hele står stille i dag. Jeg har taget fri for at have en dag uden smerter og give kroppen ro ( ikke ryge/Champix relateret ). Det er svært at komme igang med dagen og jeg føler mig mere og mere trist – uden egentlig at vide hvorfor.
Planerne for dagen er ikke andet end at få vasket det babytøj, jeg har fået med hjem fra Janne. Nyt tøj, der skal vaskes for sig selv første gang. Se det er jo ikke den store udfordring.
Jeg har redt seng og ryddet op, mangler at tømme opvaskemaskinen og fylde lidt på den igen. Jeg har spist morgenmad og fået et par kopper kaffe. Jeg har taget både Champix og Activelle.
- ok, lad os få lidt liv i den her dag!
- Dag 38 på Champix – 31. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.240kr.Skal jeg sige det i dag også? OK! Jeg er ikke-ryger og har det fint med at være det, nej ikke kun fint, jeg er stolt af at være nået så langt.
Jeg er pille-ramt. De sidste par dage har jeg følt mig meget deprimeret og været lidt bekymret over det. Problemet er at man hele tiden skal forholde sig til om det er pillernes skyld, Activelle eller blot fordi mit humør nu engang er sådan lige pt. Der sker jo også andet i mit liv end rygestop og der er også ting, der gør mig trist og nedtrykt.
Man kan så vælge at svælge i det eller kæmpe sig tilbage til overfladen. Jeg forsøger det sidste i dag.
Jeg startede dagen med at skrive ned hvad jeg ville opnå i løbet af dagen. Det var alt fra at rede seng, gå i bad, vasketøj og til at blive klippet. Jeg har krydset af efterhånden som eg fik løst opgaverne og til middag var jeg igennem det hele. Sjovt ikke? Tingene har det med at vokse sig større end de er og ved du hvad? Hvis du har læst dette indlæg, ved du at jeg frygtede at komme til frisør – det gik bare så godt. Jeg var munter og fik en sjov snak med frisøren om det at ryge og holde op med at ryge. Det er dejligt at få ryddet manken og nu mangler jeg bare at få købt festtøjet i morgen. Det er heldigvis ikke det store skrud julefrokosten kræver, bare pænt tøj. Det betyder også at jeg vil kunne bruge det i jule dagene.
På vej hjem fra frisøren kom jeg forbi min garnbutik, Garnshoppen, i Kirkegade. Jeg strikker en flower-power trøje til Rose, men trænger også til et lille projekt jeg kan slappe af med ved siden af. Det er pt. suttestropper jeg hækler og til det havde jeg brug for nogle flere farver – det blev til 6 nøgler
Jeg har hverken TV eller radio tændt og mens jeg har siddet her, først med en suttestrop og derefter min blog, syntes jeg egentlig at det er enerverende at høre på blæsten. Derfor smutter jeg nu ind og finder lidt netradio, der kan sætte lidt fut i mig.
Jeg føler mig stærk og glæder mig egentlig bare til at komme af med de piller, så jeg kan få lov at mærke mig selv igen.
- Dag 39 på Champix – 32. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.280kr.
46 pille-dage tilbageHallo og så blev det lørdag. Ikke-ryger Mariannes største udfordring af 2 gange.
Første var stor centeret, et sted jeg hader at komme til hverdag, endnu mere i december og allermest når jeg skal have nyt tøj i december. Det gik bare rigtig godt. Jeg fik det jeg skulle bruge og det gik først galt da jeg, i Kvickly, lige skulle have suppleret op med trusser… Jeg giver 100kr. for et enkelt par, så forventer jeg s** også at de er sorteret i de rigtige størrelser og farver. Da det endelig var lykkes at finde 3 par i de rigtige størrelser, opdagede jeg at de var hvide til tros for at de lå på sort hylden. Jeg kylede dem tilbage og kunne mærke at uhyret i min mave vågnede og bare var klar.
Se nu er det jo at det bliver spændende. For den gamle Marianne ville stryge lige ud for at købe en pakke smøger, men den nye Marianne var godt klar over at man sagtens kan være pissed off som ikke-ryger, lige som man kan være glad, trist og alle de andre følelser vi alle nu engang indeholder. “Det går over” – og det gør det faktisk altid
Hjemme igen og egentlig rigtig glad for at jeg et super menneske, der kan gennemføre det her rygestop!
Så blev himlen endnu mere blå (solen skinner faktisk i dag). Jeg fik en mail fra Jens, der skrev at det var helt naturligt som jeg havde det, at han også havde haft det på samme måde.. er det ikke bare skønt! At få at vide at man ikke er ved at blive bimmer, men bare er normal (hvad det nu engang er). TAK Jens! Sådan noget betyder bare alt og selv aftenens julefrokost virker ikke så afskrækkende mere
Jeg lever, jeg kan trække vejret og jeg dufter i stedet for at stinke, kan det blive bedre?
- Dag 40 på Champix – 33. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.320kr.
45 pille-dage tilbage
Godmorgen, god søndag, god adventJa, vi var jo til julefest i aftes og det fint. Jeg har ingen problemer med at være ikke-ryger, det var en lettelse ikke at skulle liste ud i kulden.
Før vi skulle i salen, gik der en lille halv time med snak (vi var en 100 stykker). Her fik jeg uddelt et mentalt “knæ i skridtet”. Flemming stod og snakkede med 2 andre mænd, og jeg stod og kiggede rundt i mængden. Pludselig griber den ene af de 2 mænd fat i mig og mens han jubler op om at jeg da ikke skal stå og kede mig og kom du med herover, bliver jeg skubbet over til deres 2 koner… Hvad f***** bilder han sig ind? De voksne står lige og snakker, kom du med over i sandkassen og leg med de andre.. Vi vigtige mænd har vigtige ting at diskutere, stil du dig nu over med de andre koner.. Der er altså ingen, der skal skubbe rundt med mig, langt mindre bestemme hvem jeg skal snakke med og hvis min mand ikke har tid til mig, så skal jeg nok selv finde ud af det.. altså! ;)
En times tid i salen med taler, musikalsk underholdning og salmesang. Det var ok hyggeligt, selvom jeg må indrømme at jeg var ved at falde i søvn et par gange. Sjovt som de 3 søjler i midten altid generer min OCD. De er nemlig ikke ens i toppen og selvom jeg ved at det er med vilje, roder de med mit hoved hver gang…
Maden var som sædvanlig god. Vi sad også et godt sted denne gang hvor akustikken var meget bedre end den plejer at være, så jeg kunne faktisk deltage i lidt samtale. Her fik jeg lidt mere kriller på irritations-skalaen. Rygestop kommer på tale og Flemmings borddame ser lidt “knap 5 uger – jaja”-ud og kommer med den sædvanlige (hos nogle eks-rygere) Jeg må indrømme at jeg stadig savner en smøg engang imellem og det er flere år siden jeg stoppede med at ryge… Det kan godt være at jeg er frelst lige i øjeblikket og jeg forsøger at holde min mund, men hvordan kan man savne at ryge en smøg? Hvad er der at savne? Hvis jeg får monster-kriller (det er min terminologi) så tænker jeg på hvad forskel en smøg ville gøre og det er altid “ingen” og derfor kan jeg ikke savne en smøg..
Ja. Jeg er stille ved at blive en frelst eks-ryger og det har jeg altid svoret at jeg ikke ville blive, men jeg kan nu også se hvorfor eks-rygere er som de er. Vi har jo set lyset, set hvor dumme vi har været og alle de grunde der var til at ryge dengang, de er fejet væk. Sådan er det og sådan skal det være. Jeg forsøger dog ikke at presse nogen til at holde med at ryge, men fortæller dem at Champix er et godt valg den dag de er klar
Nå, vi sov til kl. 8:45 i dag. Det er absolut en rekord, jeg plejer ikke at sove længere end 7 i weekenden. I dag står den på en let rengøring (mon det var derfor Flemming klagede over ondt i benene i morges?) så alt er klar til mine nisser. I morgen kommer Nikolai og Katrine, så jeg må også hellere få ryddet lidt op på hans værelse, selvom jeg egentlig har svoret at det fik han selv lov til
God søndag!
- Dag 41 på Champix – 34. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.360kr.
44 pille-dage tilbage
Træt, træt, træt… skriver måske senere.En rigtig god ikke-ryger dag
Nogle timer senere og jeg ser ud til at have fået et skud energi – dejligt! Der er nu lavet dej til Jødekager og Fedtebrød. I morgen kommer min mor med dej til Vaniljekranse og min datter, Janne, med dej til Pebernødder. Jeg har også købt ind til Havregrynskugler, men de skal først laves i morgen. En dejlig dag med 4 generationer, dog er den mindste for lille til at deltage endnu.
Nikolai har lige meldt at han ikke har undervisning i morgen, det vil sige at han måske også kan lokkes til at deltage – skønt!
Nu sidder jeg her og har det egentlig rigtig godt. Jeg er begyndt at se min monster-kriller som kedsomhed og den er jo virkelig for os alle. Jeg har lyst til at lave meget og ingenting, er bare glad for at det er lykkes mig at tømme min indbakke, total afslapning. Måske jeg skulle kaste mig over Rose trøjen så jeg kan komme lidt videre.
Kan I have en dejlig aften, måske jeg kigger ind igen senere
- Dag 42 på Champix – 35. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.400kr.
43 pille-dage tilbage
Dagen i dag har været rigtig lang, men også rigtig dejlig.Startede med at hente Janne og lille Rose i Århus ved 8:30 tiden. Vi hentede rundstykker på vejen hjem til Randers igen og snart efter kom min mor.
Hygge med morgenmad og derefter forlænget morgenmad, da Nikolai og Katrine stod op og deltog (familie er det bedste der findes..).Vi fik bagt fem millioner småkager, både Vaniljekranse, Jødekager, Pebernødder og Fedtebrød. Vi skiftede til at tage os lidt af Rose, som helst vil være i arm, men det kan man jo ikke bebrejde hende, det er hyggeligt og varmt
Ved 15 tiden kom Cecilie og Simon (nevø og niece) og de hjalp os med at rulle havregrynskuglerne, der var blevet lidt bløde, men det gik, omen vi alle var en smule smattede til sidst og jeg frygtede at Cecilie og Simon ikke ville have plads i maven til aftensmaden..
Jeg var træt og havde ondt, men fik Janne og Rose kørt hjem til Århus igen. Turen hjem gik af den gamle landevej, da der havde udviklet sig lidt af et stormvejr med en masse regn – ikke motorvejskørsel for denne bilist!
Hjemme igen gik jeg helt og aldeles kold i smerter og selvmedlidenhed og sengetid kom lidt før end beregnet.
Til tros var det en skøn dag og da dagen var slut tænkte jeg lidt over hvor lidt jeg egentlig havde tænkt på det at jeg ikke ryger mere – det er så sejt!
- Dag 43 på Champix – 36. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.440kr.
42 pille-dage tilbage
Vågnede i morges med ondt i halsen.. ØV!Tog på arbejde og fik ordnet det vigtigste og var hjemme igen til ved 10 tiden, hvor jeg gik omkuld på sofaen. Nikolai kom og så lidt TV med mig (han havde fri fra skole) og da jeg, 1½ time senere, kiggede ind til ham, grinede han lidt. Jeg havde sagt “jeg skruer lige lidt op for lyden, for jeg bliver nød til at vende mig om på den anden side, så det ikke gør ondt” -og 5 minutter efter snorkede jeg
Dagen i dag er ikke værd at skrive hjem om. Jeg har sovet, set hjernedødt TV, sovet og sovet lidt mere. Jeg har stadig ondt i halsen og i resten af kroppen, men det ser ikke ud til at blive til mere end det.
Igen i dag har jeg været forundret over hvor lidt jeg har tænkt på ikke at ryge og det fører mig til næste punkt:
Hvis du læser min blog og tænker at du ikke gider holde med at ryge, når jeg, 36 dage efter at været holdt med at ryge, stadig tænker på det, stå stop lige der.. jeg tænker ikke på at jeg savner at ryge en smøg, overhovedet ikke! Jeg tænker på at det er underligt at jeg ikke ryger mere – det er det hele, jeg har det rigtig godt med mit rygestop og vil gerne invitere dig med i klubben ;o)
- Dag 44 på Champix – 37. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.480kr.
41 pille-dage tilbage
Jeg lever endnu, forkølelsen har ikke taget livet af mig..Jeg tillader mig endnu en sygedag hjemme på sofaen. Der er meget langt imellem sygdom og dermed fravær for mig, så samvittigheden er i orden. Jeg har også sørget for at mine ting er i orden på arbejdet, så det er kun mit fantastiske væsen de andre må undvære et par dage – det går nok
De sidste par dage har faktisk været utrolig gode ikke-ryger dage, selvom jeg i dag lige fik et spark af mit kriller-monster da jeg stod op, men jeg fik det hurtigt aflivet igen. Jeg er ikke-ryger og det vil jeg for altid være.
Jeg har gjort mig nogle tanker omkring det at holde med at ryge med Champix. Vi rygere har vel altid håbet på at der kom et eller andet fix der kunne få os til at holde fra den ene dag til den anden, uden at vi kunne mærke det eller behøvede at tænke på det. Jeg tror aldrig det kommer. Rygning giver gode penge i kassen hele vejen rundt og jeg tror ikke at udgiften til at passe de kræftsyge endnu overstiger indtægten fra afgifterne på smøgerne.. tankevækkende ikke? Hvorfor bliver der ikke brugt flere penge på at hjælpe os til at holde med at ryge?
Med Champix er der også behov for at man er i stand til at tænke lidt længere end “jeg ryger endnu, det virker ikke”, man skal ville det og i det øjeblik mange læser/hører det, så bliver der givet op “jeg kan ikke” – JO! Når jeg kan, så kan du også. At ville det med Champix er absolut ikke det samme som at ville det med en kold tyrker, det er let og smertefrit..
Man skal dog være klar til at håndtere de bivirkninger, der følger med og her snakker jeg ikke om den kvalme, man nogen gange kan få fra pillerne (den varer typisk fra 30 til 45 minutter), men om den mentale tilstand man kan finde sig selv i og den osteklokke man flytter ind i. Er det det hele værd? Absolut og så længe man sørger for at fortælle sine omgivelser hvad der foregår, så de kan støtte og forstå, så er det også til at leve med.
Ja, jeg er desperat nogen gange og vil af med pillerne og få mit liv tilbage.. hvad for et liv? Det med smøgerne? Aldrig! Jeg fortsætter med pillerne, tæller dagene til det er slut og glæder mig til at se hvordan det føles når sløret bliver løftet.
Jeg er mig, på godt og ondt, og at holde op med at ryge forandre ikke det. Jeg har været nød til at lære at være ked af det, at være deprimeret eller bare at kede mig, uden at give manglen på røg skylden. “Ville det gøre en forskel hvis jeg røg en smøg lige nu?” – svaret er altid NEJ og hvorfor så ryge den?
- bonus! Jeg er forkølet, ondt i halsen og en mild hoste fra tid til anden. I mit tidligere liv, når jeg blev forkølet, så hostede jeg gerne videre i mindst 3 uger efter jeg var blevet rask.. hvorfor? Fordi jeg røg
Nu skal jeg ikke høre på kommentar som “tag en smøg mere” hver gang jeg hoster, det er luksus. Jeg kan mærke at min krop er blevet sundere og det betyder alt!Hav en dejlig røgfri dag
- Dag 45 på Champix – 38. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.520kr.
40 pille-dage tilbage
Jeg syntes det er lidt svært at vide hvad der er hvad efterhånden. Efter et par rigtig dejlige dage, har jeg haft nogle mindre dejlige dage. Ikke fordi jeg har været fristet til at ryge – overhovedet ikke, jeg har bare haft lidt fysiske symptomer som jeg ikke kan finde ud af.Sidst på dagen og ind i aftenen havde jeg åndenød. Ikke sådan at forstå at jeg ikke kunne få vejret, det kunne jeg, men det føltes bare som om det ikke kom langt nok ned, stakåndet, hedder det vist. Jeg havde også smerter i mine arme og hænder, men jeg er blevet ret god til ikke at “over-tolke” min krop. Mit kriller-monster ser ud til at være flyttet op i brystet i stedet for maven, men det kan jo være en positiv ting, det er nok på vej helt ud
I dag er sådan lidt la-la. Jeg kan ikke komme i gang med dagen og det kan jeg mærke stresser mig lidt.
Hakuna Matata – det hele går nok alligevel!
- Dag 46 på Champix – 39. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.560kr.
39 pille-dage tilbage
Dagen starter lidt træls med kriller-monster i brystet. Sjovt som jeg, på dag 39 som ikke-ryger, skal opleve et ryk. Jeg overlever dog, er jeg sikker på og rykker hastigt videre i min dag, der er fuld af… ingenting (ser lige på hvordan jeg kan lave om på det)..Flemming kom hjem over middag, efter at have fyldt poser til juleuddelingen i Horsens. De skal deles ud til mange familier i morgen og hjælpe til en lidt bedre juleaften. På vej hjem havde han fået lyst til en tur til Tyskland og kl. 14 drog vi afsted.
Første stop var SKY. Her handler vi altid madvarer, krydderier og andet godt, som det kan være svært at få i Fleggaard. Vi endte selvfølgelig med alt muligt ekstra i vognen, Flemming havde taget sin søde tand med og det kunne ses. Det lykkedes mig at lade være med at købe en Toblerone.. årsag? Den almindelige, som jeg spiser, havde de ikke i samme størrelse som den mørke, som Flemming spiser og han skulle ikke have en, der var større end min
Der blev også købt sodavand til ungerne.Næste stop Fleggaard. 21 kasser danskvand (! haha) og en enkelt kasse blandet sodavand. Ja, vi er storforbrugere af danskvand med citrus så det kan godt betale sig. SKY forhandler ikke vores mærke i danskvand, derfor Fleggaard. Endnu engang blev vognen(e) fyldt med alt muligt andet sødt og denne gang havde de min Toblerone i den rigtige størrelse, så der røg også en alm. og en mørk med.
Sidste stop var et eller andet lille supermarked. Vi var nemlig på jagt efter chokolade med bær og det havde vi ikke kunnet finde de andre steder. Her havde vi heldet med os og lettede dem for 10 plader.
Inden hjemturen fik vi den obligatoriske karry-pølse. Vi håber altid på at blive stoppet i tolden, vi har nemlig ikke alkohol med hjem, eller rettere, det fandt vi ud af at vi havde. Der gemte sig en øl i kassen med de blandede sodavand
Vel hjemme igen, fik vi lidt at spise og lidt snolder. Vi skulle kun have et enkelt stykke Toblerone, men jeg har svært ved at stoppe hvad lige den chokolade angår (derfor det aldrig bliver købt), så jeg endte med to stykker. Ikke den store katastrofe, ved jeg godt, men puha, bagefter kunne man godt have nøjes med et enkelt
En god dag. Kroppen siger fra efter så lang en tur i bil, men det var dejligt at komme hjemmefra!
PS. Sjovt at se rygerne stå i udkanten af benzintankene og udenfor butikkerne – godt man er fri for at se så dum ud
- Dag 47 på Champix – 40. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.600kr.
38 pille-dage tilbageToblerone helved

Sikke en dejlig start på dagen – total taber dag
Vågnede til duften af kaffe. Flemming var taget afsted – der skal deles juleposer ud i dag, men han havde åbenbart lavet kaffe til mig… Nå, jeg burde have været lidt klogere. Der var godt nok lagt bønner og vand i, tændt på maskinen, men ikke på kontakten “ja”, sagde han da jeg ringede “jeg sad i stuen og ventede på at kaffen skulle blive færdig, men opdagede at jeg havde glemt at tænde på stikkontakten”.. ok, men hvis han så havde tænkt videre “øv, jeg når ikke at få kaffe, men så kan den da i det mindste stå klar til Tulle”. Nej, vel..
Jeg kan herfra ikke lige huske slagets gang, men det var noget med havregryn, kaffe, Toblerone, kaffe, Toblerone, TV, Toblerone og til sidst havde jeg rigtig ondt af mig selv, for jeg havde kvalme og det var da “helt sikkert pillernes skyld”.. en god grund til at jeg ikke køber Toblerone!
Nå, men klokken var stille blevet 10:30 og jeg var endelig vågnet af min døs.
Der er nu blevet ryddet op over det hele, Tyskland slik er gemt væk, jeg har været i bad og er blevet frisk. Jeg tror jeg er forkølet, men som med alt andet i mit liv lige pt. er det svært at vide om det er reelt eller om det er pille-relateret og her kan det jo både være Champix og Activelle. Faktisk en lettelse at kunne afskrive det meste med “det er nok bare pillerne”
Flemming er på vej hjem. De har i år uddelt 125 juleposer med madvarer til trængende i Horsens kommune – det er en dejlig fornemmelse at have været en del af!
- Dag 48 på Champix – 41. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.640kr.
37 pille-dage tilbage
Hvis du har ventet i spænding på om grunden til at jeg ikke har skrevet i dag er at jeg er begyndt at ryge igen, så udløses spændingen hermed… jeg er stadig stolt ikke-ryger
En lille sjov ting i dag har været at jeg har haft lyst til en smøg. Altså, ikke sådan “jeg skal bare have en smøg lige nu”, mere sådan stille og roligt. Ikke noget jeg reagerede på ved at ryge en smøg selvfølgelig, men det var underligt at have sådan en tanke når man virkelig er holdt og aldrig kunne finde på at ryge igen, men sådan er det nok bare. Flemming fortalte mig at efter han engang var holdt med at ryge i 4 år, en dag pludselig sad og rodede i lommen efter pakken med smøger – det er nok bare noget der sidder så dybt i os, at vi skal finde os i at tanken dukker op engang imellem.
Ellers en dejlig dag med lidt julehygge her til aften med den del af familien, som vi ikke skal holde jul med. Juleaften bliver i år med min mor, stedfar og Nikolai – det bliver dejligt
Eneste minus på denne dag er de f****** smerter, som endnu engang har valgt at invadere min krop (ikke ryge-relateret) – har ønsket mig en ny krop i julegave, så må vi se om julemanden er gavmild i år!
- Dag 49 på Champix – 42. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.680kr.
36 pille-dage tilbage
Jeg har behov for at der bliver skrevet hver dag i min Champix journal, men helt ærligt, jeg kan ikke huske denne dag andet end at jeg havde ondt, både i krop og af mig selv, så den var nok ikke værd at huske
- Dag 50 på Champix – 43. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.720kr.
35 pille-dage tilbage
Hard times has come..
Nå, men nu er vi vist nået til 6 ugers krisen. Jeg har ikke en mild lyst til en smøg men mere en lidt krads behov for en smøg. Jeg har dog ikke tænkt mig at ryge igen, det løb er ligesom kørt. Jeg står bare ved siden af og forundres over hvorfor vi kan blive så hooked på noget så hjernedødt.
Jeg vil sige at det stadigvæk er let at lade være med at ryge i forhold til hvis jeg ikke var på pillerne, selvom det river og flår i mig, i disse dage. Jeg forstår også godt hvorfor det er vigtigt at fortsætte med hele pillekuren. Jeg er sej og jeg er stærk
Ellers en lidt ned- og optursdag. På arbejde gik det helt galt. Uden at gå i detaljer fik jeg ekstra unødvendig arbejde på grund af et fjols, der ikke havde gjort hans ordentligt. Heldigvis var jeg alene og ubevæbnet, ellers var det endt galt. Nøgleord var nok: gnister fra tænderne, hårtotter der fløj og tårer der løb – hold da op hvor det gik galt, men jeg røg ikke!
Senere tid med min skønne datter og barnebarn. Mums, bare det at holde Rose og mærke hendes varme, dufte hendes babyduft er nok til at få mig helt ned på jorden. Vi fik handlet i Rema og sluttede af i Bruuns Galleri med lidt julegavekøb. Der blev også til en julekjole til Rose, da jeg desværre ikke har haft overskud til at sy siden jeg kom på Champix.
Min aften var præget af Champix. Jeg fik ikke aftensmad nok til at tilfredsstille pillen og endte med kvalme af den slemme slags, sammen med et smerteudbrud kostede det en aften på sofaen (igen, igen).
Hvis du læser min blog på grund af Champix med et ønske om at holde med at ryge, så lad være med at blive afskrækket. Det er langt bedre end at ryge og man kan se en ende på det. Det er en periode der skal overståes, men gevinsten opvejer alt. Jeg fortryder ikke, jeg er lykkelig for at jeg endelig er røgfri og det bliver jeg ved med at være
- Dag 51 på Champix – 44. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.760kr.
34 pille-dage tilbage
Juleferie! Flemming er dog på arbejde.
Jeg har fejret det ved en tur til bageren efter et rundstykke og en snegl. Stolt af mig selv for ikke at være fristet til at købe smøger, selvom jeg stadig er ramt af 6-ugers krisen. Ferien startede med at lave løn (!) og nu skal jeg installere en ny Adobe Photoshop for Flemming – det går jo rigtig, rigtig godt! (PS. Jeg fik også lov til at læse op om reglerne omkring refusion af barselpenge)..Senere i dag skal vi handle ind. Det er både julegaver og mad til juleaften, som vi skal holde med min mor, stedfar og Nikolai i år. Jeg brænder stadig efter at komme i gang med at hækle dyr til Rose, men det kræver en ny lampe, så jeg rent faktisk kan se hvad jeg laver. Jeg vil forsøge at få den købt i dag.
Måske der bliver lidt juleferie i morgen?!
Min allerkæreste blomsterhandler over alle, sendte en smuk sammenplantning hjem med Flemming. Den siger jeg tak for, karamellerne skal vi nok også få spist. Flemming forsøgte at sige at de var til ham, men når de nu lå som del af udsmykningen, så er de vel til mig?
Min fars kære kone, faldt i tirsdags og brækkede håndledet. Det er åbenbart så slemt at hun blev opereret i aftes og fik søm og skruer i. Det er s** synd! Regner med at der falder en blomst af i dag eller i morgen.
- Dag 52 på Champix – 45. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.800kr.
33 pille-dage tilbage
Julen varer længe – koster mange penge..Ja, jeg tror jeg er ved at være over 6 ugers-krisen og gudskelov for det, det har ikke været sjovt for hverken mig eller mine omgivelser. Utrolig vigtigt at have mennesker omkring en, der kan bakke op og vigtigst, tilgive at man bliver midlertidig sindssyg.
I morgen er det juleaften. Vi holder aftenen her sammen med Nikolai, min mor og min stedfar, stille og roligt. Det vil sige at selve dagen også bliver rolig, uden stress. Jeg tror vi har det hele, det håber jeg da hvis man ser på de penge, der er blevet brugt. Uhyggeligt egentlig at tænke på. Gaverne er én ting. Vi giver ikke til så mange, så det er ikke den mest voldsomme udgift. Mad - vi har brugt formuer på mad og så er det overstået i løbet af 3 dage.. jeg kan godt skamme mig, når jeg tænker på de, der ikke har noget. Jeg ved godt hvordan de har det. Ikke at jeg har været helt nede og vende, men jeg har også haft år, hvor det var svært at kunne glæde ungerne så meget som man gerne ville.
Det er ikke så hyggeligt mere, på en eller anden måde. Julen har ændret sig og jeg ville ønske at jeg kunne finde tilbage til julehyggen i familiens skød.
Jeg har jule-fobi. En ond cirkel som jeg håber på at bryde hvert år, men ikke kan. År med en kæreste som ikke troede på julen, ikke ville holde den, ikke give gaver. Julen er vigtig for mig og jeg vil så gerne være sammen med mennesker som også sætter pris på julen, for hvis jeg ikke er det, så bliver jeg selv en gammel negativ tante, der helst så julen afskaffet.
Jeg fik engang et smukt armbånd i fødselsdagsgave. En anden gang fik jeg en smuk halskæde. På et eller andet tidspunkt ændrer tingene sig og man bliver til hende, der får en strikket trøje i stedet.. hvorfor? Er man selv skyld i at tingene går i forfald og hvordan sætter man ind for at ændre dem?
Det er mit nytårsfortsæt. Jeg vil ændre mig. Hvis jeg skal gå herhjemme og have ondt fra tid til anden, så skal det være i smart joggingtøj i friske farver og hver morgen vil jeg sørge for at jeg er til at holde ud at se på. Jeg vil også arbejde med mit humør og en helt masse andre ting, lad os se om det kan lade sig gøre, så jeg, måske, får en rigtig kærestegave næste jul, næste jul, som selvfølgelig vil være en rigtig jul
- Dag 53 på Champix – 46. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.840kr.
32 pille-dage tilbage
En dejlig juleaften. God mad, ro og hyggelig samvær.Jeg har endelig fået en standerlampe, så jeg kan se hvad jeg laver når jeg strikker eller hækler om aftenen
Er begyndt at drømme mere. De fleste drømme er ikke mareridt.
- Dag 54 på Champix – 47. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.880kr.
31 pille-dage tilbage
Så blev det 1. juledag og vi tilbragte dagen hos min mor og Ejner hvor vi holdt julefrokost. Der var som sædvanlig alt for meget mad og maven var for lille.Jeg havde ingen problemer med ikke at ryge, egentlig ikke svært da jeg altid har været den eneste ryger på den side af familien. Carsten spurgte mig et par gange om jeg “ville med ud at ryge” og så gik vi ud og fik lidt frisk luft.
Lidt irriteret over at mit askebæger, der står gemt i et hjørne udenfor, ikke er blevet fjernet..
- Dag 55 på Champix – 48. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.920kr.
30 pille-dage tilbage
I dag skulle vi have været til julefrokost hos min far og Ingeborg, men Ingeborg havde været så uheldig at brække håndleddet og var endt med både skruer og gips. Jeg kan godt forstå at de ikke havde overskud til noget.Vi havde valgt at invitere Nikolai, Kathrine, Janne, Lars og Rose til frokost i stedet og da Carsten og familie også skulle have været med hos far, blev de også inviteret. Det skulle bare være stille og rolig med Roastbeef og kartoffelsalat og ikke noget der skulle vare hele dagen.
Det var dejligt at se Janne, Lars og Rose igen, som vi ikke har holdt jul med. Man kunne godt mærke at det havde været nogen lange, støjende dage for Rose, nu trænger hun til at ro..
Da vi havde spist, tog vi ud til min far med en kurv, lidt aftensmad og hyggede lidt med dem. Må sige at skruerne i Ingeborgs hånd, så lidt drabelige ud! Lækker æblekage, der var utrolig frisk oven på al den julemad.
- Dag 56 på Champix – 49. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 1.960kr.
29 pille-dage tilbageI dag har vi været til min mors fødselsdag. Det blev rundstykker som vi plejer da vi er nået til det punkt på julen, hvor der ikke er nogen der orker at spise mere. Egentlig synd at have fødselsdag på det tidspunkt.
Hjemme igen fik jeg ryddet alt op og væk (dog ikke julepynt) og så gik jeg kold resten af dagen.
- Dag 57 på Champix – 50. dag som ikke-ryger
2 x 1mg daglig / Sparet 2.000kr.
28 pille-dage tilbage
Der har ikke været så meget fra mig over julen angående mit rygestop. Det betyder dog ikke at jeg er begyndt at ryge igen – langt fra. Jeg er ikke-ryger nu og det vil jeg være resten af mit liv.Måske er det lidt lettere for mig, at jeg ikke er sammen med rygere. Der er ikke nogen i min familie, ikke dem jeg ser noget til. Der er heller ikke nogen af mine venner der ryger, det har altid kun været mig. Eller det vil sige, min far har også røget, men det er også slut.
Jeg tror dog ikke at det ville være et problem at være sammen med rygere. Jeg føler mig ikke fristet for der er ikke noget at blive fristet af.
Vi springer lige et smut til Nanna, der skrev en kommentar til mig for et par dage. Nanna er også holdt med at ryge ( super sejt! ), men ikke med hjælp fra Champix. Nanna har læst Allen Carrs bog og er holdt med hans hjælp. Jeg har næsten læst hele hans bog, men mangler stadig lidt. Jeg kan dog stærkt anbefale den, da den sætter en masse ting på plads, ting som man måske ellers kunne have svært ved at se ved egen hjælp. Jeg håber at Nanna vil holde mig opdateret med hvordan det går
Nå, men dette lille spring kom egentlig ud fra at nogle af de mekanismer, der gør at jeg ikke ser en smøg som en fristelse, også er beskrevet i Allen Carrs bog. Jeg har faktisk prøvet, når jeg har set nogen ryge på TV, at lade som om det er mig. Altså trække røgen godt ned, puste ud osv. bare for at se om det føltes som et savn.. det gør det ikke. Jeg er åbenbart blevet hjernevasket efterhånden, for jeg tænker automatisk “jeg bliver kvalt”..
- jeg føler mig lidt dum. At jeg har været så snotdum at ryge i 30 år. 30 år! Det er lang tid og nu ser jeg frem til resten af mit liv som ikke-ryger.
Jeg springer lidt igen.. jeg er træt af, ked af når jeg føler der er nogen der ikke helt tror på at jeg er holdt med at ryge. Jeg kan godt forstå dem. Jeg har forsøgt mange gange og er hver gang begyndt igen med at ryge i smug ( ja, det tror man at man kan ). Nu er jeg meget bevist om ikke at gå nogen steder hen alene når jeg er i byen med familien og da jeg rejste mig for at gå på toilettet til en julefrokost, spurgte min mor for sjov “skal du ud og ryge”.. jeg blev egentlig ked af det, for selvfølgelig skal jeg ikke det – jeg er jo en ikke-ryger.
Nu glædes jeg bare over at antal pille-dage er kommet under 30 og når vi runder nytårsaften kan jeg sige “sidst i denne måned er det slut”. Jeg syntes det er blevet så hårdt at tage pillerne, jeg er træt af at være træt, jeg træt af at være sløv og fraværende og jeg vil have mit liv tilbage. Det skal nok komme og jeg fortsætter med pillerne – det er det hele værd - jeg ryger ikke – jeg har fået foræret en ny chance for et længere liv og den chance skal jeg nok værne om
Til alle jer derude, alle jer, der er holdt med at ryge: “Det er så stort og flot, det I har gjort. Det skal I hele tiden minde jer selv om. I er så seje og gevinsten er noget som andre aldrig vil opleve – lidt synd for dem”. Rigtig god jul til jer alle!
- Information om brugen af Champix
Jeg følger med på en anden blog omkring Champix. Den er faktisk ikke aktiv mere, bloggeren hører man ikke fra, men der er levende debat/skriverier i kommentarene hvor Champix brugere, siden december 2007, skriver om deres succes, bekymringer, nederlag og spørger ind til brugen af Champix. For mig har det været et positivt sted at hente viden omkring Champix. Hvis du har lyst til at læse med, kan du finde skriverierne her <–
Når man begynder med at tage Champix, får man at vide at man skal stoppe med at ryge i uge 2. De fleste, som jeg læser om, sørger for at sætte stopdagen den aller-sidste dag i uge 2
Jeg var ikke så opmærksom på det, så jeg havde valgt den første dag i uge 2 og efter at have annonceret det, kunne det ikke ændres uden at jeg ville se lidt dum ud..Du skal ville det. Du skal ville det for dig selv. Du skal ikke ville det for dine børn eller din kone/mand – i det her forløb er den eneste der tæller, dig!
Du kommer ikke til at kæmpe som når du før har forsøgt at holde op med at ryge. Du kommer ikke til at kravle op i gardinerne og skilsmisse behøver du heller ikke tænke på, men Champix er ikke magiske piller, de er en hjælp, en støtte og de virker.
Jeg har læst en del skrive “jeg har nu taget Champix i x antal dage, jeg ryger endnu, de virker ikke”.. Det vil sige at det her faktisk kræver en smule tankevirksomhed
- Det første tegn på Champix mærkede jeg ved at mine smøger en kort overgang smagte lidt mere af mentol end de plejede (Grøn Look).
- Opdagede at jeg havde røget mindre
- Oplevede at en smøg kunne føles som smøg nr. 100 den dag (mæt)
- Opdagede at mine smøger nogen gange gik ud fordi jeg havde glemt at ryge dem
- Opdagede at jeg faktisk godt kunne springe nogle smøger over uden at dø af det
Jeg ville det her, det havde jeg villet længe og jeg vidste at det her var mit livs chance, derfor arbejdede jeg med Champix i stedet for at kæmpe imod.
Når man begynder at finde en masse gode undskyldninger for hvorfor Champix ikke virker, så er man ikke klar.
Hvordan har jeg det?
Jeg har det godt – jeg har det super, dejligt, vidunderligt godt! Kan man andet når man er holdt op med at ryge? Jeg kan også fortælle om negative ting, men hvorfor? Jeg har røget i 30 år, 20-40 smøger om dagen. Nu skal jeg igennem et Champix forløb, der strækker sig over 12 uger af mit liv. Champix er noget hø og for mig har det betydet at jeg har meldt mig ud af samfundet indtil det er over. Sådan er det bare. Jeg kan godt få ondt af mig selv, men jeg har fået et længere liv og det gider jeg ikke smide væk på grund af nogle dumme bivirkninger, der holder op igen.
Ja, jeg har da tænkt på at ryge. Det ville nok være underligt hvis jeg ikke havde. Ja, jeg har taget mig selv i næsten at rejse mig for at ryge en smøg. Ja, engang imellem rykker det i kroppen, ja, jeg har haft 4- og 6-ugers krise og får nok også andre kriser.. MEN det betyder jo ikke at jeg behøver at ryge, vel? Tag den sunde fornuft med og brug et øjeblik på at tænkte situationen igennem når tanken melder sig: “Hvad forskel ville en smøg gøre lige nu?” – svaret er altid “INGEN”.
Læs Allen Carr hvis du på nogen som helst måde har tanker om at rygning har en positiv virkning for dig, hvis der på nogen som helst måde er det mindste positive ved rygning. Han forstår at forklare dig hvorfor du tror det og når du har læst bogen, er alle dine illusioner væk for altid.
Champix styrer! Rygestop styrer! Vi styrer!
- Dag 58 på Champix – 51. dag som ikke-ryger
2 x ½mg daglig / Sparet 2.040kr.
27 pille-dage tilbage
Ok. Jeg må indrømme at jeg er blevet lidt desperat efter at komme af med pillerne. Jeg føler mig bedøvet og kan ikke samle mig om noget som helst. Forsøger at kæmpe imod og få mig selv op i omdrejninger, men det er ikke lykkes indtil nu. Jeg føler mig stærk hvad angår rygning, jeg kan slet ikke forestille mig at jeg på nogen måde kunne blive fristet til at ryge en smøg.I dag, eller det var egentlig i aftes da jeg kom i seng, har jeg taget den beslutning at jeg skærer ned til 2 x ½ pille om dagen, i stedet for 2 x 1. Jeg er lige startet på en ny ugepakning, så det virker fornuftigt lige nu. Jeg glæder mig til at se om det får nogen indvirkning på min mentale tilstand, som jeg er blevet så ked af..
Min symaskine står stille, mine strikkepinde ligger i kurven og mine hæklede dyr lader vente på sig – nu skal det altså være slut!
- 1. Kampdag
I dag har jeg udnævnt til 1. dag i mit nye liv.Champix har været det, der endelig har hjulpet mig til at holde med at ryge, uden dem ville det aldrig være lykkes mig og det er jeg taknemmelig for!
Jeg har røget i 30 år, 20-40 cigaretter om dagen og den afhængighed er jeg endelig ude af. Jeg føler mig lidt som en alkoholiker, der sige “Én gang alkoholiker, altid alkoholiker” – jeg ved at jeg altid vil have det i mig, og at jeg derfor aldrig skal røre en smøg igen, aldrig! Jeg ser det ikke som et problem, for jeg savner ikke smøgerne, jeg savner ikke “hyggen”, for der var ingen, jeg er bare glad for at jeg nu er fri!Den frihed har jeg ikke kunnet nyde fuldt ud, Champix har lagt mit liv i en døs og den døs er jeg nu klar til at blive vækket af.
Da jeg havde taget pillerne i ca. 3 uger, følte jeg mig også klar og begyndte at trappe ud ved ikke at tage aftenpillen. Det gik ikke så godt. Jeg røg ikke, men jeg fik abstinenser og havde det skidt. Nu har jeg taget pillerne i 8 uger og i stedet for at undlade aftenpillen, skærer jeg både aften- og morgenpillen i 2 dele og tager derfor kun ½ dosis.
Det her er selvfølgelig ikke noget jeg vil anbefale andre, det er blot et forsøg jeg gør for mig selv, for at se om jeg kan komme ud af min pillerus på en fornuftig måde.
Klokken er 10:12 og indtil videre har jeg hjulpet Flemming med at lave en statusoversigt over etableringsudgifter i forbindelse med fusioneringen, jeg har skrevet 2 blogindlæg, en Facebook opdatering, spist morgenmad, børstet tænder, fået slap-af tøjet på og startet opvaskemaskinen. Det lyder nok ikke af så meget, men når man har befundet sig i en depression-ligende tilstand, så er det flot
Hav en dejlig dag – det har jeg besluttet at jeg vil, skal holde jer underrettet om hvordan det kommer til at gå..
Blev endelig færdig med Viggo Vædder – ham møder du senere når han, og Flemming Får, har været en tur omkring fotografen ;o)
Tid til en køretur ud i det blå!
En dejlig dag. Vi kørte en tur omkring Bønnerup, hvor vi fik lune fiskefrikadeller og gik en tur på havnen. I Grenå fik vi set det store skib, der skal arbejde på den nye havmøllepark. Det skib er voldsomt stort og imponerende
Det blev i Grenå til en ristet hotdog – det er lang tid siden jeg har fået det.
På vejen hjem stod Flemming i en halv time på en mark for at få et godt foto af solnedgangen – han var mere end almindelig kold ( og billedet blev desværre heller ikke så godt som håbet ).
Hjemme igen har jeg fået mig en lur på sofaen. Jeg syntes jeg har det fint med den halve pille, jeg fik i morges. Jeg tager igen kun en halv til aften og må så se hvordan kroppen har det i morgen..
- Dag 59 på Champix – 52. dag som ikke-ryger
2 x ½mg daglig / Sparet 2.080kr.
26 pille-dage tilbageJeg er her endnu og er stadig en dejlig, duftende, ikke-ryger.
Det er i dag 2. dag med 2 x ½ pille og det ser ud til at gå fint. Jeg har ikke mærket noget negativt til det, men har i stedet fundet at mit hoved er blevet lettere.Ekstra Bladet bringer i dag starten på en artikelserie rettet imod Champix. Den er jeg blevet meget ked af og har skrevet et indlæg omkring dette, der bliver udgivet senere i dag.
- 2. Kampdag
Jeg fik mig, som skrevet, en lille morfar i går eftermiddags, da vi havde været ude på vores lille køretur. I stedet for at ligge brak på sofaen resten af aftenen, som jeg plejer, fik jeg liv i den gamle krop og sad op resten af aftenen. Jeg kom godt i gang med en Koala suttesnor som Lars har bestilt, den bliver sød
I dag har jeg faktisk også været ret aktiv. Flemming og Nikolai tog på arbejde ved 7 tiden. Jeg stod op og satte kaffen over og smed mig under dynen igen mens den bryggede færdig. Jeg fik læst Ekstra Bladets net-artikel om Champix og er ærlig talt helt oppe og ringe. Jeg fik Flemming til at købe avisen så jeg kunne læse alle deres påstande.
Jeg har skrevet et mega langt indlæg som modsvar til Ekstra Bladets og regner med at udgive det senere i dag.
Har det helt fint og vil kaste mig over køkkenet, der trænger til en kærlig omgang – hav en fantastisk dejlig dag
- Dag 60 på Champix – 53. dag som ikke-ryger
2 x ½mg daglig / Sparet 2.120kr.
25 pille-dage tilbage
Springer lige tilbage i tiden da jeg ikke fik skrevet på årets sidste dag og der skal jo være orden i tingene
En dejlig dag at slutte året med. Egentlig skulle vi være oppe før fanden fik sko på, kører til Odder for at hente kød fra fryseren (opbevaring fra campingvognen), i Metro og slutte af med slagter, bager og Kvickly. Heldigvis skiftede Flemming mening – vi kunne jo bare sove længe og handle det vi nu skulle bruge i Randers. Det var også heldigt for det viste sig at vi ikke kunne falde i søvn aftenen før..
Her kunne jeg jo skrive en masse om at Champix gør en søvnløs, at et rygestop gør en søvnløs, at det er andre af mine piller, der gør mig søvnløs.. jeg mener dog at vide at Flemming (der heller ikke er på Champix) og jeg begge led af alvorlig sukkerchok

Klokken 3:30 er sidste gang jeg kan huske at jeg så på uret..
Der blev også tid til en køretur ud i det blå. Vejret var fantastisk! Første stop var et gammelt hus, der var ved eller rettere allerede var faldet fra hinanden. Det stod midt ude på en mark, uden vej, så det blev en tur over marken, der heldigvis var frossen. Flemming fik taget en masse billeder.
Næste stop var Fjellerup Strand. Jeg er bare helt vild med strande, kan lytte til bølger i timevis og vandet var stille, utrolig smukt!Hjemme igen nåede vi lige at sige farvel til Nikolai, der skulle fejre nytår med venner og PC spil.
Jeg fik mig en morfar, vi spiste lidt af vores kransekage-ur, så lidt TV, dækkede bord og fik pyntet lidt med terpentiner. Flemming lavede mad, oksefilet der fik englene til at synge ;o)
Jeg savnede ikke at ryge en smøg. At vi ikke er festaber hjælper nok også lidt på det, men jeg tror heller ikke jeg ville være fristet hvis vi havde været til fest..
Stille aften, hyggelig aften og en masse flot fyrværkeri ind over byen – tak for det!
Tak for i år, tak fordi jeg stadig er her og tak for den dejlige familie jeg har. Tak til Champix for hjælpen med smøgerne – uden dem ville det ikke have lykkes!
Godt nytår til jer alle!
- Dag 61 på Champix – 54. dag som ikke-ryger
2 x ½mg daglig / Sparet 2.160kr.
24 pille-dage tilbage
Velkommen til 2012 - Jeg har ventet lang tid på at kunne sige det her: “Jeg har slet ikke røget i år”
Jeg ville egentlig skrive en masse nu omkring Champix, rygestop, blodsukker og andet guf (?!) men pludselig er jeg meget træt. Vi tager den senere, i dag må man gerne være sløv, også selvom man ikke har tømmermænd – håber du kom godt ind i året!
Mange.. mange.. mange timer senere
Lorte dag! Nej, jeg har ikke røget, det har bare været en lorte dag. Flemming ryddede køkkenet for vores nytårspynt samt bordbombe-rod. Jeg fik pakket vores julepynt væk i kisten igen og støvsugede stuen – jeg ved ikke om det var det, der var afgørende i dag eller om det bare er en af de dage, men jeg har bare haft ondt i dag, set TV, sovet og generelt haft ondt af mig selv.
Ang. det at jeg nu kun tager 2 x ½ pille om dagen (klipper pillerne i 2) syntes jeg ikke at jeg kan mærke det, altså jeg syntes jeg kan mærke at jeg er blevet lidt mere klar i hovedet, men jeg kan ikke mærke noget negativt. Man kan vel altid komme på noget, men mon man ikke også skal passe på at man ikke giver piller og rygestop skylden for alt dårligt her i verden?
Jeg er en glad ikke-ryger. Jeg har en sygdom, der giver smerter og med det, en gang imellem et dyk i humøret, sådan er det bare.
Jeg vil forsøge at vende tilbage til det med blodsukkeret når jeg har det bedre. Jeg læste noget meget interessant omkring dette på en anden blog, jeg er i tvivl om det var Jens’ blog, men interessant var det og meget fornuftigt.
- Dag 62 på Champix – 55. dag som ikke-ryger
1 x ½mg daglig / Sparet 2.200kr.
23 pille-dage tilbage
Ja, hvis du nu kigger rigtig godt efter, vil du se at der står 1 x ½mg i dag. Jeg har nemlig besluttet at jeg ikke gider min aftenpille i dag, jeg føler ikke rigtig noget behov for den, så derfor springer jeg den over. Det er også gået fint i dag med den halve pille
Noget, som jeg er meget træt af, den værste bivirkning ved Champix – luft i maven, eller sagt på en pæn måde nervegift udskilt på en meget lidt kvindelig måde.. nu skal det være slut.Håber du også har haft en dejlig dag
- Dag 1 uden Champix – 56. dag som ikke-ryger
0mg daglig / Sparet 2.240kr.
0 pille-dage tilbage
Hvad kan jeg sige? Jeg er stoffri
I aftes gad jeg ikke tage min halve pille og her til morgen.. ja, der gad jeg heller ikke, så nu har jeg smidt krykkerne og kastet mig ud i livet som ikke-ryger uden tilsætningsstoffer.
Hvordan det går? Rigtig godt. Selvfølgelig kan jeg mærke det, men jeg tror ikke det er mangel på Champix eller abstinenser, jeg har valgt at det er spænding over mit nye liv og det er så godt!
- Dag 2 uden Champix – 57. dag som ikke-ryger
Sparet 2.280kr.

Jeg har haft en god nat og sovet godt. Jeg tog en ekstra pude med i seng, så jeg kunne ligge højt med hovedet og jeg tror det hjalp.
I morges ringede jeg til lægen og skal ned for at få tjekket blodtryk her over middag. Det er ikke fordi jeg tror at jeg fejler noget, men hvis det hele foregår i mit hoved, er det altid godt at få at vide at mit hjerte har det godt, for det sætter prop på symptomerne.
Mine hormonpiller, Activelle, giver også ret smertefulde bryster og det gør ikke hele brystproblemet mindre – sat sammen med mine andre smerter, går det bare rigtig godt…
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at komme videre, føler lidt at jeg synker ned i selvmedlidenhed og har svært ved at aktivere mig selv, ender med at ligge på sofaen og se TV. Nå, men det er tidligt endnu, jeg skal nok komme i gang med mit liv igen. Det vigtigste er tros alt at jeg ikke ser rygning som en løsning på noget som helst – det er slut
- Smukt hjerte..
Sådan! Har været ved lægen og fået taget blodtryk samt taget hjertekardiogram – mit hjerte har det godt og slår en smuk melodi – hav en dejlig dag
- Dag 3 uden Champix – 58. dag som ikke-ryger
Sparet 2.320kr.
NÅ! Lorte liv!
Nej, så slemt er det nok heller ikke, havde nok bare regnet med at jeg slap igennem det her med livet i behold, men sådan skulle det ikke være – jeg har abstinenser. Troede ikke man fik det når man smed Champix, har ikke hørt om andre, der har lidt, ved heller ikke om det er fordi jeg smed dem for tidligt..
Det vigtigste er dog at jeg ikke ryger, ikke har lyst til at ryge, ikke har behov for at ryge. Det her er simpelhen bare en røvfuld abstinenser som gør livet mere end en smule surt for mig lige pt. Hvordan det føles?
- Åndenød
- Bånd, der strammer om brystet
- Kvalme
- Kan ikke koncentrere mig om noget
- Træt, men kan ikke sove
- Deprimeret
- Aggressiv, men dog i stand til at styre det
Det aller, aller, aller, aller værste er at jeg hele tiden føler at omgivelserne tror at jeg nu begynder at ryge igen og at jeg skal forsvare mig eller lade som om jeg har det godt. Jeg har det smadder dårligt, ja! Men det kan man vel også godt have som ikke-ryger?
God torsdag, håber dagen i morgen bliver bedre
- Dag 4 uden Champix – 59. dag som ikke-ryger
Sparet 2.360kr.
Ja, man skal altså være utrolig opmærksom på sin krop i det her forløb. Som du nok har læst, har jeg været ved læge da jeg føler at mit hjerte galopperer, at jeg ikke får nok ilt og generelt har det rigtig dårligt. Jeg fik taget blodtryk og hjertekardiogram og det var alt sammen fint.
Så måtte det jo være abstinenser! Ja, den forsøgte jeg mig så med i går, det hjalp ikke så meget men i stedet fik jeg øje på andre ting, der har været problemer med siden det andet startede. Mine problemer er værst når jeg kommer ned og ligge. Ikke kun er det åndenød og følelsen af at mit hjerte skal eksplodere, jeg skal også tisse. Ikke bare sådan tisse engang imellem som man nu gør, nej, jeg skal tisse hele tiden. Der er også en anden lille ting, som jeg af blufærdighed ikke vil ind på her, men som også signalerer at der er noget galt med muskulaturen.
Jeg har normalt ondt i mine led og muskler på grund af min sygdom, som de ikke vil sætte ord på, men i den sidste tid har det været helt galt med lænden, ryggen og i nakken føles det som om der er noget, der sidder helt forkert.
Jeg springer lægen over denne gang og går til kiropraktor, der har mere forstand på skelettet og måske bedre kan give mig en ide om hvor det er det går galt. Jeg har tid kl. 13 i dag og håber det kan give mig en rolig weekend
- Dag 5 uden Champix – 60. dag som ikke-ryger
Sparet 2.400kr.
Velkommen til weekenden! Så er det her, der slappes af og lades op.
Af en eller anden grund føler jeg at jeg har abstinenser og det mener jeg absolut ikke er fair. Hvorfor i alverden skulle det komme nu hvor jeg ikke har røget i 60 dage (flot rund tal, ikke?). Det er ikke fysiske abstinenser fra nikotinen, da de er væk for lang tid siden. Så skal man kigge andre steder efter en løsning. Champix går ind og udsender endorfiner, ligesom nikotinen gjorde, men i mindre mængder. Vil det så ikke også sige at man vil kunne mærke at de mangler når man holder med Champix?
Har læst en kommentar fra Hannah på en Champix side, som jeg følger med på, at hun følte et tilbagefald da hun stoppede med Champix. Ikke tilbagefald som i at hun begyndte at ryge, men mere i hvordan hun havde det før hun stoppede med pillerne. Jeg er tålmodig, eller nej, det er jeg s** ikke men hvad pokker, gode ting er værd at vente på, ikke?
Det er en stor ting at holde med at ryge, rigtig stor. De, der aldrig har røget, vil ikke kunne sætte sig ind i hvor stort det er. Jeg har været “narkoman” i 30 år og er ved at blive afgiftet. Jeg kan huske de tidlige dage. Jeg var træt af kun at kunne sige at jeg ikke havde røget i 4 dage, 1 uge, 14 dage osv. misundede de, der nu kunne sige måneder, år og længtes efter at have en dag hvor jeg ikke tænkte på det.
Nu er jeg ved 60 dage og syntes det er sejt. Jeg har dog ikke haft dage endnu hvor jeg ikke tænker på det, men ved også at lediggang er roden til alt ondt – det er her man tænker for meget. I kraft af min blog, som jeg ved bliver læst at flere, der også er i gang med et rygestop og specielt fordi jeg ved at den bliver læst af flere der tænker på et rygestop, er jeg så nervøs for at nogen måske ikke magter et rygestop når de kan læse at jeg stadig døjer efter 60 dage.. lad det ikke påvirke jer overhovedet! Jeg har det godt, rigtig godt og jeg er ved godt mod. Vi er alle meget forskellige og det er forskelligt hvordan vi tænker og reagerer på de signaler kroppen udsender. I de her dage hvor jeg føler at jeg har abstinenser (hvis det er det, jeg har), så sidder jeg her og fortæller om det, jeg ligger måske på sofaen og forsøger at sove lidt, jeg tuder måske en enkelt gang af frustration MEN jeg kører ikke ned på tanken for at købe en pakke cigaretter – der er den store forskel. Alle de andre gange, jeg har forsøgt at holde med at ryge, har jeg ikke kunnet modstå, det kan jeg nu og det er gude-skønt!
Prøv lige og tænk den igennem… Lige nu kunne jeg stoppe den knugende fornemmelse jeg har i brystet, ved at ryge en cigaret. Den ville smage af helved til, jeg ville blive svimmel og have det dårligt, jeg ville stinke af røg og jeg ville have rigtig, rigtig, rigtig dårlig samvittighed over for mig selv. I samme øjeblik jeg slukkede den cigaret ville abstinenserne efter den næste begynde. Det er faktisk sådan det fungerer med nikotinafhængighed. Min krop ville allerede mangle det og i stedet for at være afslappet, ville min krop være i gang med at gøre klar til næste fix og det næste og det næste.. gider vi egentlig det? NEJ! Derfor har jeg det godt for den beslutning har jeg taget, jeg har set lyset og skal bare lige blive rask efter 30 års sygdom – det tager tid, det er ok
- Dag 6 uden Champix – 61. dag som ikke-ryger
Sparet 2.440kr.
Sjovt som det her rygestop helt har overtaget min blog. Det primære skulle egentlig have været mit skønne barnebarn Rose og min nye, kreative side. Det er helt ok. I øjeblikket er det det her, der er behov for og det er det der betyder mest pt.Den kreative side har jeg haft svært ved at komme i gang med igen, lige som alt andet i mit liv, det er som om det hele står stille og jeg kan ikke aktivere mig selv. Regner med at det stille går over og at jeg vender tilbage. Det er sjovt, for engang imellem er det som om der går hul i den skal jeg bor i og så føler jeg mig nærværende og i live – glæder mig til den dag skallen går i tusinde stykker – det skal nok komme.
Tålmodighed er et vigtigt ord i denne proces, både fra en selv men absolut også fra ens omgivelser, man skal have lov til at være og have lov til at fokusere lidt ekstra på en selv uden at skulle tænke på andre. Ikke at tænke på andre er svært for sådan en som mig og da vi gik i seng i aftes kvækkede jeg en gang “jeg kan godt forstå hvis du vil have en ny kæreste, jeg kan ikke være sjov at være sammen med“, hvorefter svaret lød “er det ikke noget med medgang og modgang..” – og det er jo super rigtigt. Vi skal være der for hinanden, også når det ikke er fis og ballade.
Mit store projekt med hæklede dyr går meget stille fremad. Indtil videre består flokken kun af Flemming Får (x2) og Viggo Vædder. Jeg er i gang med Karen Ko og håber at hun bliver færdig i dag. Når hun er færdig får jeg taget nogle billeder til galleriet
- Dag 7 uden Champix – 62. dag som ikke-ryger
Sparet 2.480kr.
Vil bare lige fylde på her, at jeg har haft en super dejlig dag med Janne og Rose. Hvor er det dejligt at man ikke hele tiden skal planlægge hvornår man skal have den næste smøg. Et lille ekstra plus var en lille bemærkning fra min kære datter “du dufter godt mor, har du parfume på”.. så kan man da ikke blive andet end glad, for det havde jeg ikke. Ingen røg-stank, 100% mig
Besøget satte gang i en tur ned af memory-lane. Det er sjovt som tiden går. Det gode ved den udvikling, der har været, er at jeg nu kan siddet herhjemme, i min bløde sofa og besøge steder, jeg har boet og aldrig troet jeg skulle se igen.
Her boede jeg i England med min daværende mand (den hvide dør), der er engelsk. Det var et lille rækkehus, hvor man gik direkte ind i stuen når man åbnede hoveddøren. Jeg kan huske at vi engang ville male vinduerne udvendig, men på 1. salen, bag på huset, blev vinduerne kun malet nederst da vi begge to havde højdeskræk
Her boede vi da Janne blev født. Da hun var 2, flyttede vi til Danmark.
Det røde kryds viser vores hus. Som du kan se, var det meget tæt på en kanal, hvilket gav gode muligheder for gode gåture
- Dag 8 uden Champix – 63. dag som ikke-ryger
Sparet 2.520kr.
Det næste jeg vil skrive om, kan jeg ikke få til at passe ind i det her indlæg, derfor får det sit eget
- Tour de Odder – 64. dag som ikke-ryger
Sparet 2.560kr.
I dag havde jeg en aftale om at spise rundstykker hos min mor, men da jeg vandt en tur til Odder, spurgte jeg om hun ikke havde lyst til at komme med, vi kunne ligge turen omkring Århus, og besøge Janne og Rose på tilbagevejen. Den ide var hun selvfølgelig helt med på
Først var jeg dog lige til sidste besøg hos min rygestop-coach og fik en hulens masse ros, specielt for at jeg er stærk nok til ikke at ryge selvom jeg er på et meget lavt punkt. Det er lidt sjovt for jeg føler mig faktisk som en ikke-ryger, så hvorfor ryge en smøg bare fordi jeg har det dårligt? Det ville da være mere end dumt..
Det blev en hyggelig tur. Vi fik snakket en masse og jeg fik også at vide at der faktisk har væren tendens til depression hos den kvindelige side af min mors familie, så endnu en grund til at frifinde Champix!
Da vi nåede Århus var jeg allerede ved at være hæs og træt, så det var skønt at smide mig i Jannes sofa og få en bid frokost. Man kan tydelig se at hun har tabt sig, det er bare så flot og jeg glæder mig til at jeg kan følge efter. Vi fik også lov at sole os lidt i Roses selskab inden hun røg på altanen til en lur.
Alt i alt en meget lang men meget dejlig dag i selskab med min mor, min datter og mit barnebarn. Jeg følte mig helt ovenpå da jeg kom hjem og havde egentlig en god aften
- 65. dag som ikke-ryger
Sparet 2.600kr.
Den her dag er ikke værd at skrive hjem om..
- Jeg er her endnu – 66. dag som ikke-ryger
Sparet 2.640kr.
Ja, selvfølgelig er jeg det!
Depression er en finurlig ting. Jeg er sikker på at det er forskelligt fra menneske til menneske hvordan man håndtere det og hvordan det rammer, de her skriverier er blot lidt fra min side
Der er en ting, der er meget vigtig i den her depressionshistorie, og det er at jeg faktisk er rigtig glad for at have en depression.. det er jeg selvfølgelig ikke, det er skod og ødelæggende men jeg var bange for at jeg bare ikke kunne finde ud af at holde op med at ryge, at det her var den person jeg var, mentalt, når jeg ikke røg. Ja, dumt ikke, men sådanne tanker havde jeg. Jeg havde glædet mig til at blive ikke-rygeren Marianne og fik i stedet en spand kold vand i hovedet..
Derfor er jeg glad og derfor har jeg nok lidt lettere ved at håndtere det. Jeg har også prøvet det før. En mild depression for en del år siden, så jeg ved lidt om hvordan det føles og, vigtigst, at det er en sygdom, der har et forløb og så bliver man rask
Hvordan det føles? I dag har jeg lagt planer. Jeg ved at det er en dum ting med for mange planer når man har det sådan her, men jeg prøver. Jeg skal spise frokost hos min mor og stedfar sammen med min storebror i dag, klokken 12:15. Jeg er ved at vaske tøj og da der gerne skal gøres rent i de her dage, har jeg lovet mig selv at jeg vil nå badeværelset og toilettet inden jeg skal afsted. Depressionen gør at man bliver tung i kroppen, rigtig, rigtig tung. Luften er tung og det føles som om man kæmper sig vej gennem bjerge, højt oppe hvor der ikke er ilt nok..
Derfor, det kan godt være at rengøring af et badeværelse og et toilet er barnemad for de fleste, men for mig, der er det s** stort, men med god musik på radioen skal jeg nok klare det.. You go girl!
- Hvornår vågner vi op?
Jeg har røget i 30 år, i snit vel omkring 20 om dagen. Jeg har hadet når jeg er blevet opfordret til at holde. Jeg har hadet når andre snakkede om at stoppe. Jeg har hadet når jeg blev vist billeder af dårlige lunger og altid tændt en smøg så snart snakken gik på at holde.Den værste ryger i hele verden (nej, nok ikke). Røg den første smøg før morgenmaden og som det sidste inden sengetid. Altid ventet på den dag hvor jeg bare kunne stoppe fordi jeg var klar.
Jeg har tygget tyggegummi, gået med plaster, haft nåle i ørene og blevet hypnotiseret - intet har virket.
Som kommende (nu fuldbragt) mormor fik jeg pludselig en dødsangst. Alt det jeg ville gå glip af hvis jeg døde af kræft. Hver smøg gjorde ondt i sjælen og jeg havde lovet at holde nu.
Hørte om Champix, rygestop pillen og følte mig klar.
De hjalp mig til at holde med at ryge, de gjorde det let. Selvfølgelig skal man arbejde med det, men uden dem havde jeg ikke kunnet klare det.
Jeg tager ikke piller mere og jeg er stadig røgfri. Det bliver jeg ved med at være, der er ikke noget alternativ og jeg nyder mit nye, røgfrie liv også selv om jeg er endt med en depression – det går over en dag og så er jeg stadigvæk røgfri
Jan, en god ven, der deltager her på siderne, er også holdt med at ryge. Han har planlagt forløbet, har læst Allen Carrs bog og kastet sig over motion og det virker! Jan er glad og positiv, han har haft en eller flere kampe med den lille djævel men vundet og som en bonus taber han sig i stedet for at tage på, som så mange rygere er bange for.
I er mange flere derude, der er holdt med at ryge, det ved jeg. Må vi høre fra jer? Hvordan gjorde I det, hvor langt er I og hvordan er jeres nye liv?
Jeg er blevet en af de frygtede eks-rygere. Jeg er total anti-røg og så gerne at det blev helt ulovligt at ryge. Ikke så jeg er fri for lugten, men for at redde liv. Mine børn ryger ikke (18 og 22) og kommer heller aldrig til det. Tag vare på jeres børn, det er ikke skræmmehistorier om død der skal til, børn tror de er udødelige, i stedet må det være lugten og den dårlige kondition man kan presse med, fornuft, led dem ikke i fristelse
Nå, bare lige lidt ryge-tanker herfra..
- Min mening om e-cigaretter
En læser af min blog har spurgt hvad jeg syntes om e-cigaretter og hvad der skal “erstatte det at putte noget i munden“. Jeg vil gerne svare her og kære AMM, du må endelig ikke blive fornærmet, det er absolut ikke personligt
Hvis du ikke ved hvad en e-cigaret er, kan du læse mere her, men meget kort, er det en plastik cigaret, der kommer damp ud af i stedet for røg.
Jeg syntes ikke at jeg har savnet at putte noget i munden i stedet for en smøg. Jeg har egentlig heller ikke mærket et savn efter at have noget i hånden.
Min mening er, og måske er det let at sige når man er holdt med at ryge, når man har truffet den beslutning og accepteret at sådan er det bare, men hvorfor skal man tage en plastik smøg i munden når man er holdt med at ryge? At holde med ryge, betyder at holde med at ryge. Jeg tror det gør det sværere at holde hvis man bruger en plastik cigaret og UNDSKYLD! Det ser dumt ud! Fjollet! Barnligt!
Hvorfor en plastik cigaret? Hvorfor ikke en sut?Hvis man i stedet bruger en sut, sender man heller ikke forkerte signaler til børn. Med en e-cigaret siger man “umm.. jeg nyder at sutte på den her cigaret” og det er forkerte signaler, lige så slemt som at ryge en smøg
Jeg håber ikke at jeg har fornærmet nogen og jeg ved godt at der er flere der er holdt med at ryge ved at bruge en e-cigaret, jeg kender også 2, der har brugt dem, holdt med at ryge og begyndt igen.
- til sidst en lille hilsen mere til AMM, et andet af dine spørgsmål, som jeg gerne vil besvare offentligt: “Hvordan nyder man nu et glas vin?”
Det er let! Du løfter glasset, sætter det til munden, hælder og… nyder at du nu endelig rigtig kan smage vinen
Har man brug for en e-cigaret, føler man at man giver afkald på noget godt, kommer til at savne den gode ven, så skal man helt sikkert omkring Allen Carrs bog før man starter et rygestop, ellers er man ikke afklaret!
- 100 dage uden røg!
Ja, jeg må indrømme at jeg har været meget utålmodig efter at komme hertil, simpelhen bare fordi at jo længere man har været røgfri, jo mere bliver man taget seriøst og ikke “ja, jeg håber da du klarer det” kommentarer
100 dage og 4.000 kroner sparet – det er sgu (det må man gerne sige nu) da godt gået, hvis jeg selv skal sige det, og det gør jeg gerne, mange gange!
Det er sjovt som smøgerne hænger ved og er så svære at glemme helt, uhyggeligt egentlig. Den anden nat drømte jeg at jeg 2 gange røg et skod, i smug, på et toilet. Sidste gang var jeg i panik fordi jeg ikke kunne skylle det ud.
Derefter var jeg sammen med Janne og Rose. Vi skal lige til et eller andet og der begynder jeg at sige den magiske sætning “jeg skal lige ud og ryge..” stopper op og med gru går det op for mig at jeg allerede er blevet afhængig igen og nu skal starte kampen forfra.Behøver jeg sige at det var en grim drøm? Jeg havde det dårligt resten af dagen..
Jeg er lige inde i en periode med kriller. Ikke noget der betyder noget for nogen, bare mere en konstatering. Når vi har spist plejer jeg lige at ryge en smøg inden jeg rydder af, det tager jeg mig selv i at tænke på. Så går den lidt på “uha, hvad gør jeg nu”, “arh”, “jeg kan gå ud og børste tænder” og så ved jeg egentlig ikke hvordan det går derefter, for der er det allerede glemt, jeg når slet ikke at skulle tage stilling til det – det er jo ikke slemt, vel?
Jeg er ikke nervøs for om jeg kan holde mit rygestop. Jeg har gjort det for mig og er stolt af det jeg har opnået. Det her har jeg drømt om de sidste 30 år, det er mit nye liv.
Jeg glæder mig til de næste 100 dage
- Hvordan det går med smøgerne?
Det går da bare rigtig godt, som det skal
Jeg tænker på det hver dag, men det er normalt. Jeg tænker ikke på det som “jeg skal bare snart have en smøg” mere som “gud ske lov jeg ikke skal have en smøg”.
Jeg hader stanken af cigaretter og kan slet ikke gå bagefter en, der ryger. Hvis der bliver røget i vores opgang, helt nede i kælderen (vi bor på 2. sal) så kan jeg lugte det ind i stuen og hader det!
Jeg kunne ikke tænke mig at tilbringe meget tid sammen med en ryger og jeg må indrømme.. jeg er blevet virkelig utålelig som eks-ryger er værst – snak ikke om fordele eller glæde ved rygning med mig!
Det slår ihjel, det gør os dumme og får os til at spilde gode år af vores liv – tag kampen op og få det liv, du fortjener!
- Stadig stolt ikke-ryger – 130 dage ;)
Flemming og jeg kørte en dejlig tur her sidst på eftermiddagen. På turen forsøgte jeg at forklare hvordan nogle af de fysiske symptomer føles, der følger med min depression. Sjovt nok kan det forklares med de ting man føler ved et rygestop. En hård knude i maven, en i brystet og generelt en masse urolige sommerfugle, der blafre rundt i kroppen
Det satte så tanker i gang om mit rygestop, for Flemming spurgte til om jeg følte jeg savnede dem. Det gør jeg ikke. Der er ingen tvivl i mit sind om at jeg for evig er ikke-ryger.
Nogen gange kan jeg godt forestille mig hvordan det er at suge røgen ned i lungerne og det gør intet for mig. Et par gange, i en sort stund, kan jeg også godt tænke at det ville løses med en smøg – men det løser jo ingenting, tværtimod.
Tænk bare hvis jeg begyndte at ryge nu! Så ville alt bare have været forgæves og jeg ville se frem til hoste, stank og alle de andre total åndsvage ting, der går hånd i hånd med en ryger
Jeg er sikker på at min depression er kommet i kølvandet på mit rygestop. Enten på grund af rygestop pillerne, som jeg absolut ikke kunne have klaret det uden, eller simpelthen fordi min hjerne ikke kunne finde ud af at undvære alle de kemikalier, den er blevet bombarderet med de sidste 30 år. Derfor har jeg en slags accept af at sådan her er det lige nu, jeg betaler gerne den pris for at undvære smøgerne resten af mit liv – det betyder dog ikke at det ikke er hårdt
Hvis jeg kunne, ville jeg med et trylleslag fjerne al tobak fra denne jord. Give gaven jeg har fået videre til alle de, der fortjener et liv uden røg – det er et bedre liv - vi fortjener det
- og Jan, min rygestop makker – jeg ved du stadig hænger i og jeg er sikker på at du elsker dit nye liv. Kun 24 dage til din 100-dages fest – husk at fejre den!
- Hvordan syntes du selv det går?
Syntes lige jeg har behov for at følge lidt op på min gode følgesvend, depressionen og med det egentlig også lidt tanker omkring mit rygestop.
Jeg er blevet mere og mere sikker på at depressionen er forårsaget af rygestoppet. Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at give op og begynde at ryge igen, slet ikke. Det er ikke svært at lade være med at ryge, jeg føler bare at mine symptomer ikke helt er som de burde være ved en depression.
Det er også noget min læge var lidt opmærksom på sidste gang jeg var der og derfor lavede en ny depressionstest. I følge den har jeg slet ikke fået det bedre siden begyndelsen af januar og det stemmer egentlig også med det jeg selv føler.
Jeg vil stadig gerne i behandling hos en, der måske er mere kvalificeret til at kigge ind i min hjerne, men inden jeg får lov til at få den henvisning, skal alle muligheder prøves af.
Det betyder at jeg nu, igen, har fået forhøjet min dosis. Det skal køre i 14 dage og hvis jeg ikke har mærket en forskel, skal jeg i gang med den sidste mulighed, en sidste type piller, som “Er meget dyre, men måske virker”. Smukt. Det vil sige at jeg, måske kan se frem til egentlig behandling sidst i april måned, så er der da lidt at se frem til
Med hensyn til at kæde depressionen sammen med rygestoppet, så hænger det egentlig sammen med at jeg syntes at der er fysiske symptomer som jeg kan huske fra tidligere rygestop, hvor jeg forsøgte med en kold tyrker.
Den uendelig dybe træthed, knuden i maven og trykken for brystet. Også den blokade jeg føler når jeg vil foretage mig noget, hvad som helst. Det virker så bekendt.
Flemming stoppede med at ryge for en del år siden. Han brugte Zyban, som virker på nogenlunde samme måde som Champix, dog er de egentlig udviklet som middel mod depression (hvor de efterfølgende opdagede rygestop som en bivirkning) hvor Champix er specifikt udviklet til rygestop.
Han siger at han også havde det meget underligt og ikke særlig godt i lang tid bagefter han var færdig med pillerne, i flere måneder. Hvad nu hvis det er slet ikke er en depression, men bare bivirkninger? Det er lidt svært at tumle med, men jeg kan ikke rigtig gøre andet end at følge lægens anvisninger og så bare holde fast indtil jeg kan komme under kyndig behandling eller til at pillerne/nye piller eventuel virker.
Sure sokker, kan man jo vælge at sige og det gør jeg så. Sover det jeg nu har brug for og lader tiden gå sin gang. Jeg er så småt kommet lidt i gang med mine projekter og har syet en rigtig flot sækkestol til mit vidunderlige barnebarn, Rose. Den, sammen med en tillægsgave, som er hemmelig, får hun i morgen, så der bliver ingen billeder før da. Hvis jeg husker det, tager jeg et billedet af Rose og mine kreationer
Keep on smiling! Solen skinner, det er forår, snart bor jeg ved siden af den smukkeste badestrand i Danmark, hvad er der at være trist over?
- Få mindst 3 timer ekstra i døgnet!
Det er helt utroligt. Jeg har fået mindst 3 timer ekstra i døgnet foræret – kvit og frit!
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt den tanke før, eller måske har jeg og så er den bare fløjet videre. Én ting er dog sikker – jeg er bare så glad!
Som ryger røg jeg mindst 20 smøger om dagen. I løbet af de sidste 3-4 år har jeg kun røget udenfor. Det vil sige at jeg rent faktisk ikke har foretaget mig noget mens jeg røg, andet end at ryge.
Nogle af smøgerne blev røget bag rattet i bilen, de tæller selvfølgelig ikke med i mit regnestykke, men til gengæld har jeg sagt 10 minutter pr. smøg og det er nok lige i underkanten da jeg for det meste røg en hel smøg over 2 gange, men 10 minutter er det.
20 smøger af 10 minutter er lig med 200 minutter og det er ca. 3 ½ time om dagen.
I mit nye liv, bruger jeg ikke min tid på at ryge, derfor har jeg fået foræret 3 ½ time om dagen, der nu er fri til at gøre det jeg har lyst til. Jeg har ikke røget siden begyndelsen af november sidste år, og sjovt nok er det først nu, jeg fokuserer på tiden.
3 ½ timer er lang tid og hvis jeg mærker efter kan jeg faktisk godt mærke at mine dage er blevet længere
Hvis du står og overvejer om du skal holde med at ryge, så lav dit regnestykke og se om du ikke kan finde noget bedre at bruge din tid på
- At lære at leve uden røg
Som jeg nok har nævnt før, har jeg en eller anden ide om at den her “depression” er forbundet med mit rygestop. Det er svært at snakke med lægen om, da hun jo er der til at behandle symptomerne.
Jeg er god til at læse mig selv, men det er nogen gange ikke nok til at komme videre og løse problemerne..
I dag har jeg søgt lidt information på nettet (igen) omkring eftervirkninger af et rygestop og det lykkedes mig rent faktisk at finde noget interessant, jeg føler at jeg selv kan bruge.
For mange har rygningen været en del af identiteten siden teenagerårene, og man skal pludselig lære sig selv at kende som voksen uden at ryge. Har man før brugt cigaretterne til at tackle svære situationer, for eksempel hvis man var ked af det, stresset, irriteret eller andet, kan det nu være svært at bære de samme følelser uden at kunne tage en cigaret.
Måske har man nærmest lagt låg på sine følelser ved hjælp af rygningen, og derfor skal man vænne sig til, at de opleves mere intense.
Torsten Sonne, cand.psych, Netdoktor
Jeg har røget i omkring 30 år og ja, siden jeg var teenager. Jeg har taklet alt med en smøg i munden, kunnet holde til alt, bare jeg havde en smøg i munden. Jeg har før forsøgt at holde med at ryge (kold tyrker) hvor jeg er gået helt ned med flaget, indtil jeg fik en smøg igen.
Jeg har absolut ingen behov for eller lyst til at begynde at ryge igen. Jeg føler ikke et savn. Engang imellem, når jeg oplever en situation for første gang, hvor jeg plejer at ryge, så tænker jeg over det, meget kort og så er det væk igen. Jeg føler ingen ubehag ved ikke at ryge og føler heller ikke at en smøg ville gøre alting godt igen.
Jeg ville blot ønske at jeg vidste hvilke redskaber jeg skal bruge til at komme over den her periode i mit liv.
Jeg har ingen problemer med at holde orden omkring mig, hverken hjemme eller i campingvognen. Jeg kan godt finde ud af at gå i bad. Der er flere ting, som jeg husker fra da jeg havde en reel depression for nogle år siden, som ikke er tilstede den her gang og der er fysiske symptomer, der er til stede den her gang, som jeg ikke oplevede den gang.
Jeg forsøger ikke at gøre mig selv syg, det føler jeg da ikke jeg gør og jeg søger absolut heller ikke efter medlidenhed. Medlidenhed er en underlig størrelse egentlig. Man kan ikke rigtig bruge det til noget. I de fleste tilfælde trænger jeg mere til at smile end at få at vide at det er synd for mig
Flemming er god til at holde mig til jorden. Han kalder mig Psyko og spørger til om jeg har husket at vende pillerne rigtigt – med et smil kommer man langt
Jeg kunne godt tænke mig at høre om der er andre, der er holdt med at ryge, der har oplevet så voldsom en reaktion eller om I kender nogen, der har?
Jeg er heldigvis et forholdsvis tålmodigt menneske og da det kun er 5 måneder siden jeg holdte med at ryge, er der vel en måned tilbage før det bliver godt, eller hvad
Jeg kan godt lide at kigge på det billede af mig, der pryder min blog, min Facebook profil og alle andre steder hvor man skal have et billede. Jeg ser så glad ud og det var jeg også. Vi var til bryllup i Polen og det var en fantastisk livsbekræftende oplevelse. Det er den pige, jeg vil være igen og indtil jeg finder hende må I finde jer i disse, til tider, håbløse indlæg
- Tillykke Jan – 100 dage uden røg!
- Rygning dræber tid
I dag er det 263 dage side jeg stoppede med at ryge – efter at have røget i mere end 30 år – mellem 20-40 smøger om dagen – jeg har sparet mindst 10.520 kr.
Jeg er glad for at det endelig er lykkes mig at holde med at ryge. Jeg tænker på det hver dag, men ikke på en dårlig måde. Jeg ved, fra andre, at der går mindst ét år før tankerne begynder at slippe. Det gør ikke ondt og det er absolut ikke svært at lade være med at ryge - slet ikke!
Jeg er ked af det. Ked af alle de år jeg har spildt, ked af al den tid jeg har brugt på at ryge – tænk hvad jeg kunne have gjort i stedet..
Jeg dvæler ikke ved det, men det, tiden, er det jeg tænker på når jeg ser andre mennesker ryge. Specielt når jeg ser forældre til små børn ryge, ser når de trækker sig væk “for at barnet ikke skal udsættes for røg”, men barnet bliver i stedet udsat for fravær…
Jeg røg selv igennem 2 graviditeter og hele mine børns liv – jeg har været der, ved det og og selvfølgelig ikke stolt, har ingen undskyldning og nej, vi kan ikke gå tilbage og ændre fortiden, men vi kan sørge for nutiden og fremtiden
Jeg dømmer ingen og syntes ikke dårligt om rygere, jeg ved hvordan de har det, jeg ville bare ønske at man kunne fjerne denne gift fra vores liv så at alle kunne få foræret al den tid, som jeg har fået, så alle kunne få lov at mærke befrielsen fra den gift, som tobak nu engang er – men det kommer aldrig til at ske, det handler jo om penge…
Jeg er holdt med at ryge og jeg er sgu rigtig stolt af mig selv. Det er hårdt at skulle forholde sig til at være det menneske, jeg nu engang er, jeg kan ikke længere gemme mig bag en smøg, og det tror jeg helt sikkert at jeg har brugt mit liv på.. at gemme mig i røgen – nu er røgen væk..
- Tillykke til mig !
Jeg har aldrig været en hygge ryger, eller hvis jeg har, så er det mange år siden. Jeg har altid haft et ønske om at holde med at ryge, men har ikke kunnet gennemføre det - djævelen på min skulder vandt altid slaget.
Med Champix, rygestoppillen, lykkes det endelig og i dag er det, på dato, 1 år siden jeg oplevede min første dag som eks-ryger og jeg har ikke fortrudt.
Jeg faldt ikke i, jeg har ikke haft lyst til at falde i, men jeg forstå de, der gør. Man er aldrig mere ikke-ryger end den næste smøg, der let kan købes og ryger man den, så er man med det samme hooked igen.
Jeg er lykkelig for mit nye liv som ikke-ryger, men det har også haft sine konsekvenser.
I kølvandet på Champix og rygestop, kom der depression og vægtøgning. Vægten har jeg valgt at tage med ro, det er noget man altid kan gøre noget ved og jeg havde ikke styrke til både at skulle holde med at ryge og samtidig tabe mig.
Jeg tror jeg altid har brugt smøgerne som et eller andet at gemme mig i. Gjorde det ondt, tog jeg en smøg, var jeg nervøs, tog jeg en smøg, stresset? Mange smøger – nu havde jeg pludselig ikke noget at gemme mig i – det har været hårdt.
Ville jeg gøre det igen? JA!
Jeg er ikke fordømmende over for rygere – jeg var selv en i 30 år – hvor jeg hver dag ønskede at jeg kunne holde.
1 år i dag – jeg er så stolt, mine børn er stolte, min familie er stolt, jeg
ervar den sidste ryger tilbage
Hav en dejlig dag





20/05/2013: Jeg er så glad for mine grydelapper :)
15/05/2013: Hvis du hører om en der er yndig og slank…
12/05/2013: 2 cm hamster, vabler og sure tyske koner
09/05/2013: Tillykke Janne
06/05/2013: Kålen – det lækre tusindben
01/05/2013: Pip på campingpladsen..
01/05/2013: Et glad svin :)
19/04/2013: Barnevognstæppet til James
17/04/2013: Lyserøde abekattestreger..
10/04/2013: Her er sk*** koldt!
08/04/2013: Skide sur ugle
07/04/2013: Dragerne er landet!
07/04/2013: Ugle, nøgle etui til Janne
02/04/2013: Velkommen til Børge
24/03/2013: Ugler & en lille kanin i en cupcake
19/03/2013: Suttesnor til Lillebror
14/03/2013: Svensk Påskehest
11/03/2013: Små ugler
11/03/2013: Lille Frække Frederik og Kylle i skald
01/03/2013: Julen varer lige til Påske..
21/02/2013: Sengerand til Lillebror
13/02/2013: Pose-holder-pølse
08/02/2013: Så er gaven til min Mor helt færdig
05/02/2013: En lille vandmand mere..
29/01/2013: Min egen lille, hjerte kaktus
25/01/2013: Blop Blop Blop – en vandmand dukker op
24/01/2013: Blæksprutter endelig på vej til Skejby
23/01/2013: Sengerand til Rose
20/01/2013: Sprutte VIL ikke afsted til Skejby!
17/01/2013: Blomst i filt
17/01/2013: Suttesnor med pirat-tema
14/01/2013: Kreatasken til min Mor
13/01/2013: En kjole til en prinsesse
05/01/2013: Sovepose og bamsehue til Lillebror
02/01/2013: Jeg har fået tvillinger!
30/12/2012: Mød Stoffer – Nikolais Hippie ven
27/12/2012: Lænestol til min Mor
26/12/2012: Kreataske og hækleetui til Janne
08/12/2012: Holger hjælper med at søge..
02/12/2012: Tilda – min lille engel
22/11/2012: Tryllerylle – julekjole færdig :)
21/11/2012: Elgen Elo er klar til jul
15/11/2012: Scanningsgave
10/11/2012: Udfordring gennemført – mød huen
08/11/2012: Tada! Fik noget fra hånden igen ;)
01/11/2012: Bamse ranglen Ryste
01/11/2012: Hæklet taske projekt færdig
22/10/2012: Hæklet flagremus – Haraldhvin
21/10/2012: Fernando – Bamsen er landet :)
16/10/2012: Røde fløjlsbukser med stjerner




































