Depression

For at hjælpe de, der besøger min blog for specifikt at søge information omkring depression, har jeg her samlet alle de indlæg, der dækker emnet, sorteret med de ældste først.

Hvis der er noget, du vil spørge om eller have uddybet, er du velkommen til at kontakte mig

—————————————————–

• Det sværeste indlæg at skrive..

  Jeg har siddet her længe og spekuleret på hvordan jeg skal starte, men hvis jeg skal forsøge at finde hoved og hale på det hele og dele det op i korrekte bidder, tilpasset en fornuftig tidslinje, ja så er jeg bange for at jeg aldrig får skrevet det jeg vil.

  Det her indlæg bliver nok lidt forvirrende, men læs det hele og alt efter hvorfor du læser det, læs da mellem linjerne og prøv og forstå

  Jeg har været ved lægen i dag. I, der følger med, ved at jeg døjer med led/muskelsmerter, der ikke kan gøres noget ved andet end at jeg forsøger med forskellige smertelindrende piller. “Du bliver nød til at sætte navn på det jeg fejler” lagde jeg ud med, det er alt for svært ikke at have en etiket sat på. Det kunne hun ikke og vi snakkede lidt frem og tilbage. Jeg fortalte også om de anfald jeg var begyndt at få, af noget der føltes som angst. “Ville du have noget imod at vi testede dig for depression” spurgte hun. Det havde jeg ikke, for et eller andet sted..

  For nogle år siden havde jeg en depression så jeg ved jo godt hvordan det føles..

  Jeg fik testen. “Du har været god til at lyve for dig selv og ført mig godt og grundig bag lyset” kom det fra lægen.

  Ja. Det var så det. Jeg har en svær depression og skal/er startet på en behandling med lykkepiller. Hun tilbød at jeg kunne gå hjem og tænke over det først, men jeg er i øjeblikket klar nok i hovedet til at vide at den er helt gal og derfor er det bedst at jeg kommer i behandling nu og kan komme nok ovenpå til at se hvordan kampen videre skal kæmpes.

  Hvorfor er det her indlæg så svært at skrive? Med al den snak der er i Ekstra Bladet omkring de skadelige virkninger af Champix, og mine modargumenter, så er der helt sikkert nogen der vil påstå at det er Champix, der har givet mig en depression. Jeg ved det ikke, jeg er ligeglad. Jeg er holdt med at ryge og det er mit livs kamp, der er vundet der.

  En depression er en sygdom, der har et forløb og som man bliver rask fra. Den første depression jeg havde, varede ca. et lille års tid. Nu skal jeg påregne at forløbet bliver 1-2 år, da det er 2. gang. Jeg vil til enhver tid betale den pris for at være røgfri. Jeg ved godt at jeg måske kunne have betalt en mindre pris hvis jeg ikke havde taget Champix, det er der ikke nogen der ved.

  Jeg har ikke kunnet forstå hvorfor jeg ikke kunne være glad. Hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen til noget. Det ved jeg nu og at vide årsagen, det er så utrolig vigtig. Nu kan man begynde at arbejde sig frem til bedring.

  - jeg har været meget opmærksom på at mine blogindlæg er blevet mere og mere negative. Sådan er jeg jo slet ikke og fremover vil jeg arbejde meget på at vende den skude også

  Nu skal jeg finde tilbage til livet, den kamp skal jeg nok vinde! Slutter af med et foto fra Flemming.. ny begyndelse

  

• Tour de Odder – 64. dag som ikke-ryger

  Sparet 2.560kr.

  I dag havde jeg en aftale om at spise rundstykker hos min mor, men da jeg vandt en tur til Odder, spurgte jeg om hun ikke havde lyst til at komme med, vi kunne ligge turen omkring Århus, og besøge Janne og Rose på tilbagevejen. Den ide var hun selvfølgelig helt med på

  Først var jeg dog lige til sidste besøg hos min rygestop-coach og fik en hulens masse ros, specielt for at jeg er stærk nok til ikke at ryge selvom jeg er på et meget lavt punkt. Det er lidt sjovt for jeg føler mig faktisk som en ikke-ryger, så hvorfor ryge en smøg bare fordi jeg har det dårligt? Det ville da være mere end dumt..

  Det blev en hyggelig tur. Vi fik snakket en masse og jeg fik også at vide at der faktisk har væren tendens til depression hos den kvindelige side af min mors familie, så endnu en grund til at frifinde Champix!

  Da vi nåede Århus var jeg allerede ved at være hæs og træt, så det var skønt at smide mig i Jannes sofa og få en bid frokost. Man kan tydelig se at hun har tabt sig, det er bare så flot og jeg glæder mig til at jeg kan følge efter. Vi fik også lov at sole os lidt i Roses selskab inden hun røg på altanen til en lur.

  Alt i alt en meget lang men meget dejlig dag i selskab med min mor, min datter og mit barnebarn. Jeg følte mig helt ovenpå da jeg kom hjem og havde egentlig en god aften

• Jeg er her endnu – 66. dag som ikke-ryger

  Sparet 2.640kr.

  

  Ja, selvfølgelig er jeg det!

  Depression er en finurlig ting. Jeg er sikker på at det er forskelligt fra menneske til menneske hvordan man håndtere det og hvordan det rammer, de her skriverier er blot lidt fra min side

  Der er en ting, der er meget vigtig i den her depressionshistorie, og det er at jeg faktisk er rigtig glad for at have en depression.. det er jeg selvfølgelig ikke, det er skod og ødelæggende men jeg var bange for at jeg bare ikke kunne finde ud af at holde op med at ryge, at det her var den person jeg var, mentalt, når jeg ikke røg. Ja, dumt ikke, men sådanne tanker havde jeg. Jeg havde glædet mig til at blive ikke-rygeren Marianne og fik i stedet en spand kold vand i hovedet..

  Derfor er jeg glad og derfor har jeg nok lidt lettere ved at håndtere det. Jeg har også prøvet det før. En mild depression for en del år siden, så jeg ved lidt om hvordan det føles og, vigtigst, at det er en sygdom, der har et forløb og så bliver man rask

  Hvordan det føles? I dag har jeg lagt planer. Jeg ved at det er en dum ting med for mange planer når man har det sådan her, men jeg prøver. Jeg skal spise frokost hos min mor og stedfar sammen med min storebror i dag, klokken 12:15. Jeg er ved at vaske tøj og da der gerne skal gøres rent i de her dage, har jeg lovet mig selv at jeg vil nå badeværelset og toilettet inden jeg skal afsted. Depressionen gør at man bliver tung i kroppen, rigtig, rigtig tung. Luften er tung og det føles som om man kæmper sig vej gennem bjerge, højt oppe hvor der ikke er ilt nok..

  Derfor, det kan godt være at rengøring af et badeværelse og et toilet er barnemad for de fleste, men for mig, der er det s** stort, men med god musik på radioen skal jeg nok klare det.. You go girl!

• Tulle Momsemor på lykkepiller

  Når man har en depression er det vigtigt at man kan grine af sig selv. Lidt selvironi er heller ikke at forkaste. Det er så let at fordybe sig i egen elendighed, men hvor ender man så henne? Det er faktisk svært og hårdt arbejde at være deprimeret, det er der ikke ret mange der er opmærksom på…

  Lægen siger “du har en svær depression”. Ikke bare en depression, heller ikke en let depression, men en svær depression. Det er lidt sejt ikke? Det vil sige at jeg faktisk har det rigtig dårligt, meget dårligere end dem, der kun har en depression eller en let depression. Min kære moder siger til min storebror “hun har det faktisk godt, for der er nogen med depression der slet ikke kan stå op om morgenen”.. Hallo! Jeg har en svær depression og har det aldeles ikke godt…

  Det er svært at være syg for der er alt for meget man skal, så mange roller man skal spille. Jeg tror det er derfor jeg godt kan lide at være lidt alene, for så kan jeg være syg. Min bedste tid er om formiddagen når alle er gået, så giver jeg mig selv lov til at have en svær depression og gemmer mig under tæppet på sofaen, desperat efter søvn men uden at finde det. Så skal jeg gerne et eller andet og kommer i gang til middag og så går dagen sin gang.

  Jeg vil gerne have lov at være syg, det trænger jeg til. Jeg tror at jeg egentlig bare trænger til ikke at skulle tage stilling til noget, ikke at skulle stå til ansvar for noget, ikke at skulle knokle og bare få lov at eksistere i intetheden, men den går jo altså bare ikke. “Har du det skidt?” spørger Flemming og jeg svarer igen “bare træt”. “Du lyder til at have det skidt”? “Ok, jeg har det skidt”. Jeg gider ikke at have det skidt hele tiden for det er da kedeligt og træls at være sammen med, men hvis jeg lader som om jeg har det godt, så tror alle at jeg har det bedre og begynder at stille krav.. en svær balancegang.

  Også i dag fik jeg fejret min svære depression på sofaen. Jeg fik også tudet lidt og bare generelt have ondt af mig selv. Så fik jeg liv i kludene og dagen kom i gang.

  Total dejlig tur til Århus i dag med Nikolai. Vi skulle købe ***** til **** og mødtes i Bruuns. Det blev til en tur op af gågaden hvor Nikolai fik købt. Så fik vi kinesermad og til sidst fik jeg købt i Bruuns. Hyggelig at have tid med ham og dejligt at have ro til at snakke.

  Hjemme igen fik jeg sovet inden Flemming kom hjem. Jeg har følt mig lidt lettere her til aften. Flemming er taget i fotoklub og jeg har lovet mig selv at få skrevet lidt blog inden jeg flader ud på sofaen – igen.

  I morgen skal jeg have kørt noget service ud til Lars’ forældre, der skal holde barnedåben, fredag skal jeg klippes og til nytårskoncert i Odder, lørdag skal jeg hjælpe med at dække bord og søndag er den store dag. Jeg lider af dårlig samvittighed over ikke at have hjulpet det jeg ville, men sådan er det lige nu, så kan jeg tage revanche ved den næste

  Lalalalala.. jeg er vist ved at køre tør.. lala.. nå ja, jeg kunne jo lige strække benene og se om jeg kan komme i gang igen

  

• Gang i ugen!

  Så er det tid til at forsøge at komme i gang med denne uge og se hvor meget vi kan klemme ud af den. Ja, jeg ved godt at det er tirsdag, men mandag forsvandt.

  I dag har jeg været hos lægen, blot en opfølgning på mine lykkepiller. Vi har aftalt at jeg ikke skal sættes op i dosis men først ser om det fungerer sådan her og det syntes jeg det gør. Jeg ved bare ikke om jeg ville få mere af et liv på større dosis, men jeg hader piller!

  I dag fik jeg sørme også handlet ind. Jeg truede i aftes med at jeg ville lave aftensmad i dag og som sagt så gjort. Der er købt ind til koteletter i fad, en ret som jeg selv er ret glad for og som er simpel at lave.

  Jeg købte også en melblanding til grove madboller, så det er den helt store maddag i dag

  Nu skal jeg have lukket op for mine vinduer og se om jeg ikke kan få gjort lidt rent i stuen og køkkenet – det ville helt sikkert give mig lidt luft…

• Depressiv depression

  

  Hvis du har fulgt lidt med, så ved du nok også at jeg er blevet smittet med depression..

  Ja, det må det være, jeg har en depression og som min læge siger, så er det ikke på grund af noget i mit liv, men en simpel kemisk sygdomstilstand i min hjerne, så mon ikke der er en, der har smittet mig?

  - hvad gør man så? Jeg har haft det før, for en del år siden, så jeg ved jo lidt om det og forløbet. Jeg ved at det er en sygdom og at man bliver rask, det er fedt nok, men mindre fedt at skulle melde sig ud af livet et stykke tid. Det har jeg ikke lyst til, det kan jeg simpelhen ikke.

  Min depression - som med alt andet jeg “kaster mig over” (i dette tilfælde tror jeg nu at jeg faldt), så undersøger jeg sagerne til bunds ved hjælp af min gode veninde Google og her til aften gav det et besøg på et par sider om depression, hvor der både var fakta og forum. Fakta kan jeg godt lide, der får man tingene at vide som de er, og gerne skrevet så man også kan forstå det. Nogle gode tip, var dem til pårørende:

  1. Tag først og fremmest sygdommen alvorligt
  2. Sæt dig ind i, hvad depression er
  3. Hjælp den syge med at finde ud af, hvor og hvordan han/hun kan finde professionel hjælp
  4. Planlæg gerne “færdigtpakkede” aktiviteter, hvor den syge kan deltage uden at skulle tage stilling til indhold, transport mv.
  5. Trøst den syge ved f.eks. at sige: “Husk du bliver rask. Sygdommen kan behandles.”
  6. Spar den syge for gode råd som: “Hvis jeg var dig, så ville jeg…” Eller: “Tag dig nu sammen.”
  7. Den depressive er syg – ikke doven. Undlad bebrejdelser
  8. Læg ikke op til lange diskussioner om “hvorfor.”
  9. Husk, det er hverken barndom, forældre eller andre eventuelle problemer, som er den direkte årsag til sygdommen.
  10. Depression er ikke nogens skyld og har ingen simple psykologiske forklaringer.

  Smart som der lige er 10 – de 10 bud eller hvad? Hvilke af disse bud kan jeg så bruge til noget? Jeg har markeret dem med rødt. Den første “Tag først og fremmest sygdommen alvorligt” har jeg det lidt svært med. Ikke fordi man ikke skal tage det alvorligt, for det skal man selvfølgelig, men ikke så alvorligt, jeg lever jo endnu og bliver ved med det, jeg skal bare have lov at have det dårligt nogen gange og skal nok blive rask igen – det tager bare den tid, det nu tager.

  Nå, men jeg har også fået taget diverse depressions-test online og de siger alle at jeg har en svær depression, jeg tror bare at det at jeg altid har været en smule skør og har en hulens masse selvironi gør at jeg håndterer det som jeg gør. Jeg klarer mig igennem dagen. Det giver dog andre problemer, for når jeg ser ud til at fungere, så glemmer mine omgivelser at jeg er syg og så er der pludselig forventninger til mig. Jeg gider bare ikke ligge under dynen for at blive respekteret som værende syg – det er ikke mig.

  Et besøg i et par depressions-forum gjorde afgjort at jeg følte mig meget rask, eller.. hvis man ikke er deprimeret når man klikker sig ind på et sådan forum, så bliver man det ved blot at læse overskrifterne. Skal vi ikke blive raske og ikke forstærke vores sygdom ved at svælge i selvmedlidenhed og elendighed? Ja, jeg ved at jeg nok træder folk over tæerne, men jeg orker simpelhen ikke at læse om al den elendighed. Jeg ved ikke hvad jeg forventede at finde, måske nogle mennesker, der kunne snakke om det her med humor og et ønske om at løfte sig fra tristheden?

  Jeg har det godt i dag, som du kan læse. Måske har jeg det træls i morgen. Jeg vil gerne skrive om hvordan jeg har det, men jeg gider ikke pakke min blog ind i elendighed – det er for trist og du skal ikke gå herfra nedtrykt

  Jeg ved også godt at der er mange, der har det rigtig skidt, det har jeg skam respekt  for – det her er bare mig.

• De kreative glæder

  

  Jeg har nogle faste blogs, som jeg følger med i. Det er multi-kreative kvinder, der slår sig løs med strikkepinde og hæklenåle. Jeg glædes når jeg ser deres farvestrålende indlæg med hvad de er i gang med lige nu – nu skal det snart være min tur!

  Jeg oprettede min blog med det formål at vise alle de ting, jeg får lavet til Rose. Det gik rigtig godt og jeg var altid igang med flere projekter, både syning, strikketøj og til sidst fattede jeg så men også hæklenålen. Jeg nød det!

  Siden Champix og derefter min depression, har jeg ikke været i stand til at foretage mig noget kreativt. Jeg er simpelhen låst fast i et eller andet tomrum og jeg ved ikke hvordan jeg kommer i gang igen. Jeg er sikker på at hvis jeg kan fange glæden ved min kreative side igen, så er der mange andre ting, der også ændre sig.

  Har du nogen bud på hvordan jeg takler det her? Jeg har forsøgt med Just do it, men det virker ikke

• KaPow! God søndag!

  Ja, velkommen til søndag her på bloggen..

  I går tog vi på fototur til Bønnerup Strand igen. Lige som sidst, nød vi et par lune fiskedeller fra fiskehandlen på havnen. Vi fandt en jolle, der lå på græs og fotografen overtalte mig til at hoppe i den. Det var faktisk ganske farligt da bunden var glat som en skøjtebane..

  På nedenstående foto tænker man nok ikke så meget på Bønnerup Strand og det er ganske vist.. fotografen har klippet og klistret for at få et bedre motiv

  

  Søndag? Ja, den forsvandt. Min daglige kamp mod depressionen, som jeg for det meste vinder i hvert tilfælde nogle timer hver dag, ja, den kamp tabte jeg stort i dag og sådan må det bare være – jeg havde bidt over mere end jeg kunne tygge.

  Nikolai fylder 19 år på onsdag. I dag skulle vi have holdt fødselsdag for ham med familien. Vi ville være blevet 13 i det hele, til kaffe kl. 14. Vi fandt ud af at ville prøve noget andet end boller og kagemand, nemlig pandekager med is og lidt lækkert chokolade. Der blev købt ind, både til det og til aftensmaden hvor både Nikolai, Kathrine, Janne og Lars skulle spise med. Det var i går og alt var vel.. dog lige lidt bøvl med ondt i halsen og lidt hoste.

  Her til morgen vågnede jeg på bunden af hullet. Total i panik over dagens kommende begivenheder: “Pandekager med is? – Så får han ingen kagemand!”, “de får altid kagemand!”, “Jeg har glemt at tage en dug med hjem fra Tilst”, “Har jeg flag til pynt?” og så videre, dybere og dybere med dumme bekymringer..

  Flemming tilbød at køre til Tilst efter en dug eller høre om han kunne låne en hos en kollega i Randers. Jeg kunne vel købe flag et eller andet sted? Flemming ville køre med Nikolai ud efter Kathrine på grund af vejret og så kom der pludselig en plade mere i mit hovedet “Janne, Lars og lille Rose skal ikke ud og køre i det her vejr, sæt der sker dem noget” osv.

  Til sidst blev jeg nød til at melde ud at nu kunne jeg ikke mere, jeg meldte afbud, glem det hele, jeg kan ikke.

  Det var ok med Nikolai, så ville han i stedet tage ud til Kathrine og hygge. Familien tog det også pænt og så faldt roen over lille mor her og jeg sov.. jeg har sovet mere eller mindre hele dagen og er stadig træt.

  Nu har Flemming overtaget fødselsdagen og vi holder den i etaper. Første er på tirsdag hvor vi forsøger at få Janne, Lars og Rose til aftensmad.

  Jeg har nogle andre ting, der virkelig trykker mig ned, simpelhen bare fordi de er blevet udskudt, så i morgen har jeg lavet en liste som jeg gerne skulle kunne krydse af inden dagen er slut – så må det altså lette.

  Jeg må indrømme at jeg i dag virkelig har følt hvor invaliderende en depression kan være og som jeg sagde til Flemming her til aften “Det er altså slet ikke spor sjovt det her”. Nu vil jeg se fremad og prøve at huske og holde de aftaler jeg har lavet for ugen der kommer

• Hvordan syntes du selv det går?

  

  Jamen, jamen, jamen. I følge det her indlæg, så er jeg bare rigtig sej til at håndtere min depression.. Ifølge mit liv lige pt. så er det bare en gang hø.

  Ja, jeg er jo altså stadigvæk i godt humør (?!) og kommer op om morgenen, men hvor er luften omkring mig bare så utrolig tung. Det gør bare at man har svært ved at få luft, altså ikke så man føler man skal kvæles, bare en fornemmelse af ikke at få ilt nok. Man bliver træt, udkørt, over ingenting og vil bare forsvinde og være i fred.

  Som et eksempel havde jeg i dag været til et møde omkring mit helbred. Jeg havde Flemming med da jeg, på grund af min depression, kan have svært ved at forstå hvad der bliver sagt til mig. Det gik fint, ingen problemer som sådan og følte egentlig at jeg kunne have klaret det selv (i så fald var jeg slet ikke mødt op).

  Flemming tog på arbejde og jeg kørte ud i Centeret for at få ordnet mine briller. Derfra skulle jeg besøge mine mor og stedfar. De rejser til Egypten i nat og vi skal sørge for at få dem til lufthavnen. Planerne havde vi ændret til at Flemming ville sætte dem på en lufthavnsbus i stedet for at køre dem, i tilfælde af at vejret blev slemt.

  Ikke noget der betyder noget, ingen problem og jeg vidste da også at de var ligeglade bare de kom afsted. Problemet var at jeg skulle fortælle det, forklare og sørge for at den aftale kom på plads. Det betød at turen derover, som ikke tog mere end 10 minutter, blev rigtig hård og på et tidspunkt følte jeg bare at jeg havde lyst til at lukke øjnene og synke ned i dybet.. træls ikke? og dumt når man kører i bil, så det gjorde jeg selvfølgelig ikke

  Alt er i orden, vi fik hygget os og de glæder sig til 3 uger i Egypten.

   

  

  Sådan her føles en depression også. Jeg tror det er det, der er med til at man føler sig på randen af panik hele tiden, det er meget belastende for kroppen og nok også derfor man føler sig så træt. Jeg skal hele tiden holde fast for ikke at hvirvle ned i dybet. Så slemt er det måske ikke, men sådan føles det meget af tiden og det er s** tungt!

  Jeg bevarer troen på at det nok skal gå, at jeg nok skal komme ud på den anden side. Det at skrive om det og tale om det betyder meget. Jeg er blevet bedre til at mærke når jeg skal passe på og lige få hvilet lidt, det hjælper også.

  Nå, det var lige lidt depressivt. Jeg har det jo godt og har en masse dejlige mennesker, der passer på mig <3

• Hjerne medicin lufter ud i de små grå

  Ja, den vågne læser ligger nok mærke til at jeg har lagt billedet i dette indlæg til højre, hvorfor? Fordi det generer min OCD og jeg elsker at udfordre mig selv

  Jeg tror at de her lykkepiller gør underlige ting ved min hjerne. Jeg er på dobbelt dosis nu og syntes jeg kan mærke at der sker et eller andet. Nogen gange lidt som en forårsrengøring hvor gamle tanker og minder bliver løftet, vendt, støvet af og lagt tilbage.

  Havde et par dage hvor “Passagerer til Viborg, Skive & Struer” kørte rundt som en tanke, der hang godt ved og problemet var at jeg godt vidste at det blev (bliver?) sagt i toget mellem Randers og Århus, men jeg kunne ikke huske hvilken station man skulle stå af ved.. Hallo! Det betyder jo ikke noget for nogen, jeg tager aldrig toget og endnu mindre skal jeg huske at skifte tog.

  Jeg endte med at jeg en aften, da vi var ved at sove, måtte spørge Flemming hvilken station man skulle af på, for at skifte tog til Viborg, Skive eller Struer. Det var Langå, så fik jeg fred og kunne sove

  En anden, der dukkede op, var forskellen på kreditor og debitor – ligegyldigt, men alligevel noget der optog mig meget indtil jeg fik løst “gåden”.

  Jeg har siddet og søgt på Google efter “Sue, Katie, Johnny”. Sue var en veninde jeg havde i England for mange år siden, Johnny hendes mand og Katie deres datter. Ville se om jeg kunne finde frem til dem.. jov, der er nok heller ikke så mange med de navne?!

  Gamle minde dukker op, altid er der noget jeg ikke kan huske og det er træls, men også lidt sjovt at opleve de her “flash-backs”

• Morgengrim

  

  Nu er klokken 10. Jeg har hjulpet Flemming (over TeamViewer) med hans Windows Firewall, der havde blokeret Outlook. Jeg har taget mig af nogle personlige ting som bank og e-mail. NU vil jeg i bad. Det lyder nok lidt dumt, men når man har en depression, skal alt gerne planlægges og udføres efter skema og netop et brusebad havde jeg lovet mig selv i dag

  Jeg er ved at lave en ny fotoside til Houdino og derfor er mit liv fuld af overspringshandlinger for tiden – vil nu se om jeg ikke kan komme lidt videre i dag!

• Jeg er derinde et sted – kigger ud
  

  Fanget i min krop

  Ja, jeg ved det er et dystert billede, men jeg syntes simpelhen det er så stærkt og passer godt til det, jeg vil skrive lidt om..

  På turen til Ålborg i dag, fik jeg filosoferet en del over hvordan det føles at have en depression. Det gør jeg en del, for jeg har svært ved at forklare mine omgivelser hvordan jeg har det – og når man ikke kan det, ja, så er det også svært for mine omgivelser at forstå mig.

  Jeg er inde i mig selv. Den gamle Marianne er stadigvæk derinde. Hun har travlt med at tænke på alle de ting hun vil lave, både arbejdsmæssigt, kreativ hygge, husmoderen og familiemennesket. Hun er helt vild. Nogen gange danser hun rundt, synger og knipser med fingrene. Hun er glad, glad for livet og glad for familien. Hun glæder sig til at ævle med veninderne og hyggesnakke med ungerne. Hun planlægger hele tiden hvad der skal ske i morgen og har bare overskud til det hele..

  I morgen kommer og jeg vågner. Først er det dejligt og jeg krammer Flemming, hyggesnakker lidt, fjoller og så står Flemming op.

  Nu går det lige så stille op for mig at jeg er lukket inde. At den jeg troede jeg var, da jeg vågnede, bliver holdt fanget inden i en krop, der er så uendelig tung og ubrugelig. At dagen bliver lige så ligegyldig som dagen før og at jeg igen ikke får lavet det jeg har planlagt eller bare gerne vil lave.

  Jeg prøver, men jeg er ved at være træt. Hvis det lykkes mig at lave noget, så er det med fysisk besvær. Det føles som om luften er alt for tynd og ikke giver ilt nok, træt i hovedet, træt i musklerne og bliver jeg så uendelig træt og vil bare sove. Jeg kunne sove hele dagen hvis jeg gav mig selv lov

  Et eller andet sted har jeg en forventning til at mine piller snart skal løfte dynen, så jeg kan få et nogenlunde tålelig liv, for jeg savner livet, jeg savner min familie, mine venner og mine kreative sysler, der gjorde mig så glad.

  Undskyld for et negativt indlæg, det rumsterede bare og ville ud

• Super Woman tager fat!

  Sådan! Igår lovede jeg mig selv at jeg ville få gjort rent i dag, søndag. Jeg må indrømme at jeg, efter utallige mislykkedes forsøg på aktivering, ikke havde meget fidus til at det ville lykkes mig at gennemføre det.

  Det gjorde jeg! Her er bare blevet så dejligt. Utrolig så godt humør man kommer i. Jeg har endda lagt rent sengetøj på både *TulleMor sengen og vores egen seng (lykkedes mig også at overtale Nikolai til at skifte sit sengetøj).

  Hvilken fryd! For sådan en gammel depressiv kone som mig, er det virkelig stort at få gjort rent. Jeg har ondt i hele kroppen og ved at det bliver værre i morgen, men det kan ikke rigtig slå mig af pinden lige nu

  *Flemming kalder mig Tulle. Janne, min datter, blev før kaldt TulleUngen, men da hun nu har fået en datter, bliver hun kaldt TulleMor og datteren (mit skønne barnebarn) bliver kaldt TulleUngen

  Dagen i dag får gode karakter, egentlig føler jeg mig lidt som Superwoman, nu håber jeg bare at jeg kan holde den følelse i lang tid og måske endda have styrke til at samle min hæklenål op i morgen – god søndag til alle!

• Linedanser – sådan er det også
  

  Linedanser

  Det er godt at jeg er lidt sej til at se igennem de tunge dage. Op til i dag har jeg haft nogle dage hvor jeg egentlig har syntes at det er blevet lysere i mit liv. Jeg har ikke ligget død på sofaen så meget. Ikke at det har været de store aktiviteter, bare det at jeg kan foretage mig lidt i stedet for bare at stirre ud i ingenting.

  Måske blev jeg for overmodig, måske glemte jeg at passe lidt på mig selv og måske glemte jeg at jeg er en smule skrøbelig.

  Da jeg stod op i morges kunne jeg mærke at jeg havde mistet balancen. Jeg orkede ikke at kæmpe i mod, så i dag har den stået på sofa. Jeg har blundet en del. Ikke gidet se TV, bare sumpet og været væk.

  I morgen er det tilbage på hesten

  Da jeg ved at der er flere der læser min blog på grund af mine skriverier omkring depression, vil jeg forsøge at finde de indlæg, der passer der og ligge dem ind under kategorien “Momsemor om depression”, på den måde er det lettere at sortere dem, hvis det er det, man ønsker.

• Endnu et overstået lægebesøg i går
  

  Søvnløs

  Jeg har været til opfølgning på depression behandling hos lægen i går. Jeg fik et EKG, som er noget nyt lægen skal følge op på når man er i behandling med lykkepiller og får dosis reguleret.

  Jeg gik på dobbelt dosis for 2 uger siden, men det har ikke gjort nogen forskel.

  Mit udgangspunkt var egentlig at få en henvisning til en psykiater. Det fik jeg sidste gang og hun var med til at udrede hvilken medicinsk behandling jeg skulle have.

  Det blev dog afvist med at der stadig var andre behandlinger vi ikke havde prøvet af og at “der i øvrigt var 1 års ventetid” – det er sgu da uhyggeligt!

  Nu har jeg fået nye piller, der øger mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin, som har betydning for impulsoverførslen i hjernen. De andre piller øgede kun mængden af serotonin. Så er det spændende om det virker.

  “Hvordan sover du”, blev jeg spurgt og jeg sagde fint, for det syntes jeg at jeg gør for tiden. Ud fra det, mente lægen at jeg så skulle tage de nye piller om aftenen for at undgå de værste bivirkninger….

  Det gjorde jeg så…

  Jeg har ikke sovet i nat og ud over et par gange af ca. 30 minutter i løbet af dagen, har jeg heller ikke sovet endnu. Sjovt nok føler jeg mig ikke særlig træt, bare underlig til mode. Nu bliver det spændende om jeg kan sove i aften

• En af de gode dage :)
  

  En god dag

  Jeg har sovet i nat. Ikke så længe som jeg kunne ønske, men måske gør det ikke noget. Jeg var vågen fra omkring klokken 4 og lå bare og så det lysne udenfor, ventede på at alarmen skulle ringe klokken 6:30 når Flemming skulle op.

  Da jeg havde fået morgenmad, lavede jeg en liste over de ting jeg ville lave og i hvilken rækkefølge. Underligt for nogen måske, men som jeg har det, bliver jeg nød til at have noget at forholde mig til.

  De første par opgaver (rede seng, ordne vasketøj) var ved at tage livet af mig. Jeg havde det rigtig skidt og fik smidt en tåre eller to. Så var det lige som om det begyndte at lysne, og de sidste opgaver gik fint.

  Over middag var jeg færdig med de ting, som jeg havde lavet en liste over, jeg manglede kun den sidste, men den tager lidt længere end som så.

  Jeg har hæklet! Jeg har hæklet en *Biip* til *Biip*. På *Biip* skal der være en *Biip*, den er jeg ved at være færdig med, så i morgen formiddag skulle det projekt gerne være færdig. Lige så snart at *Biip* har *Biip*, skal jeg nok sætte et foto ind, men indtil da må I bare gætte

  En god dag. På et tidspunkt kunne jeg mærke mig selv og jeg var ved at tude af glæde. Jeg sørgede for at sove en times tid til middag så jeg ikke blev for træt og nu kan jeg også mærke at det er tid til at slappe af i hoved og krop.

  Jeg håber at det er vejen frem, at de her piller er dem, der virker på mig så jeg kan få mit liv tilbage.

  Hav en fantastisk dejlig aften!

  PS. I morgen skal jeg være sammen med Janne & Rose, så det bliver helt sikkert også en god dag

• Hvorfor man sover så meget..

  I går tog Flemming alene afsted til Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Jeg kunne mærke at jeg ikke orkede at tage med. Nikolai skulle hjem til Kathrine først på eftermiddagen, så der var kun ham og jeg hjemme.

  Da Flemming var taget afsted lagde jeg mig på sofaen og trak tæppet op omkring ørene, ville bare sove og det lykkedes vist.

  Den dårlige samvittighed over at Nikolai skulle se mig sove så meget var tung, men en dårlig samvittighed er kun med til at tynge søvnen og jeg kunne ikke komme op. Han ved jeg er syg, men alligevel har jeg så dårlig samvittighed over ikke at slå til som mor, selv om han er på den anden side af de 18 år.

  JEG ORKER DET IKKE! Jeg orker ingenting! Jeg sover fordi det tager mig væk fra alle de ting jeg ikke kan mere, væk fra alle tankerne omkring det jeg burde og lige så snart der bliver stillet krav så bliver jeg overmandet af en søvnighed, der er så tung, så tung.

  Nej, jeg giver selvfølgelig ikke slip. Jeg er bare træt. Træt af at være syg, træt af at det er så hårdt at hive mig op til en nogenlunde dag og træt af at en god dag ikke kan holde, ja, hele dagen. Jeg er træt af at sove, jeg er træt af ikke at kunne sove, jeg er træt, træt, træt.

  Den bedste tid for mig, der er når vi når efter klokken 23 og jeg føler det kan accepteres at jeg går i seng. Sovevinduet er åbent, sengen er kølig og opsluger mig helt – det er skønt, også selv om jeg ikke altid kan sove om natten – det svaler min krop, alle sover, jeg behøver ikke svare på noget “hvordan har du det i dag?” Der er bare mig…

  … og mens jeg ligger der i den stille nat, så tænker jeg på alle de dejlige ting jeg vil fylde min dag med i morgen, og når morgenen kommer og jeg indser at jeg ikke magter det, så kommer søvnen og forsøger at dulme smerten endnu en dag

  Undskyld for et deprimerende indlæg, jeg havde bare behov for at lade tankerne flyde og endnu engang forsøge at sætte ord på hvordan det også kan føles at have en depression..

• Total hjernevask og hvordan man kæmper
  

  Hjernevask

  Måske kan dette billede virke lidt grotesk, men jeg syntes det er et genialt eksempel på hjernevask.

  Jeg ved egentlig ikke om hjernevask er det korrekte udtryk, men et eller andet sted føler jeg at jeg skal kæmpe som når man før har forsøgt at holde med at ryge. Ja, den sammenligning er jeg kommet frem til og ved rygning er man egentlig ikke afhængig eller fastlåst i vanen – det er ren og skær hjernevask der får en til at tro på en masse ting, der slet ikke har hold i virkeligheden.

  Lige nu kæmper jeg en kamp med min hjerne, og den vinder det meste af tiden. Den har jo kroppen i sin magt, det har jeg ikke. Jeg har ingenting andet end stadig hold over nogle af mine tanker og dem forsøger jeg at holde fast i og få dem til at yngle så at de til sidst vil kunne stå op imod de negative tanker, som hjernen sender imod mig.

  Jeg har overlevet en masse smerte i mit liv og kommet ud på den anden side som et helt menneske. Jeg har vundet flere kampe, som jeg lige nu helt glemmer i stedet for at bruge som magtanvendelse over for hjernen.

  • Et år tabte jeg 16kg fordi jeg ville det
  • For 3 år siden besluttede vi at vi ikke ville drikke alkohol mere og har holdt det
  • I november, sidste år, holdt jeg op med at ryge og har holdt det – og er stolt

  Hvis jeg nu ligger de 3 sammen plus styrken i overlevelse af diverse modgange, ja så burde jeg kunne sparke røv og vende skuden rundt..

  Hvorfor er det man giver op? Hvorfor bliver man så svag? Jeg har altid holdt sammen på alting, har altid fungeret godt i krisesituationer og været i stand til at se lys i mørket.

  “En ubalance i hjernen” – “Det er ren kemi” – “Det er ikke nogens skyld”

  Nej, fair nok, men hvorfor kan jeg så ikke undgå at føle at jeg sover for at slippe væk, for at slippe for at tage stilling eller svare på banale spørgsmål? Måske er søvnen blot min krop, der beskytter mig, måske har jeg bare brug for at sove i noget tid for at komme til kræfter igen, måske har løbet været for hårdt?

  Jeg har sovet i dag. Da Flemming og Nikolai tog afsted. Flemming ringede da han nåede til Ålborg (2 dages kursus) og spurgte hvad jeg lavede.. “jeg surfer lidt på nettet svarede jeg”. Det var lettere end at få “det går altså ikke Tulle, du skal ringe til din læge”. Jeg kan ikke få ham til at forstå at det her tager tid..

  Nå, men som du kan udlede af dette, er jeg nu vågen. Det var en kamp, men jeg drak lidt kaffe og har besluttet at tage kampen op i dag og se hvordan det går. Jeg har lovet Flemming at kigge på hans nye fotoblog i dag og før den er færdig har jeg ikke fred til andre ting

  Undskyld til dig, min læser, hvis min blog er lidt trist for tiden og undskyld til dig, min læser, hvis du føler den er for hudløs og for ærlig, men det her har jeg virkelig brug for at skrive og hvis jeg ikke kan bruge min blog til at få luft, hvad skal den så bruges til?

• lose – lose situation
  

  Jeg sveder altså

  Nå, ja man kan sgu da heller ikke vinde i noget som helst.

  Kom tidlig i overgangsalderen for et par år siden og havde en kort periode med hedeture, men ikke noget voldsomt. Det er ved at være lang tid siden nu.

  Jeg tager nu hormoner for ikke at afkalke og hvad der ellers er af dårlige ting ved en tidlig overgangsalder. Egentlig er jeg meget tilfreds, det er billigere og hvem vil ikke syntes at det er dejligt at slippe for den begrænsning hver måned?

  Nå, hvor om alting er, så viser det sig nu at mine nye piller, Venlafaxin, har en bivirkning der giver øget svedtendens. Det vil sige at hvis jeg begynder at svede, altså ved noget der normalt kan give lidt sved på panden, ja så bliver det bare ganget med 100%. Skønt ikke?

  Da vi var ude at køre en tur i går (Ålborg) var solen fremme og varmede dejligt… ja, indtil jeg begyndte at svede. Det betød at jeg blev nød til at sidde med vinduet rullet lidt ned og har derfor nu ondt i nakken!

  Nogen gange kan jeg altså ikke lade være med at smile lidt af mig selv – et skravl!

• Manisk, søvnløs Tulle Momsemor
  

  Manisk søvnløshed

  Sikke en nat!

  I går var første dag med Venlafaxin 75mg både morgen og aften i stedet for 20mg Citalopram om morgenen.

  Dagen gik faktisk godt og til aften fik jeg hæklet hoved og krop til en kylling, som min dejlige niece Cecilie har ønsket sig. Jeg mangler lige lidt orange filt, som jeg skal købe i dag. Jeg vil også se efter et eller andet så hun kan sætte den fast på skoletasken.

  Jeg fik også købt garn som jeg vil forsøge at strikke en møbius ud af.

  Nå, men jeg kom i seng som jeg plejer og så startede det bare..

  Tankerne væltede ind fra højre og venstre og jeg kunne bare ikke gøre noget som helst.

  Jeg har ikke rigtig sovet i nat. Jeg har strikket møbius. Forsøgt at forstå det strikketøj, se om jeg kan bruge de 2 farver, jeg har købt, slået masker op og gud hjælpe mig om jeg ikke slog masker op i stedet for at tælle får!

  Total manisk, kriplen i kroppen og lidt stramning i brystet som ved et forestående panikanfald, der dog ikke kommer.

  Stod op klokken 6:45 og som de første ord til Flemming, bekendtgjorde at jeg virkelig havde lyst til at løbe en tur.. mig! Han mente også at det kunne jeg nok ikke lige holde til så mon ikke en gå tur ville være bedre?

  Utrolig så opkørt man kan blive af de her kemikalier. Har allermest lyst til at smide dem væk, men det nytter jo ikke noget hvis jeg er syg..

  Nå, jeg har planer i dag, men de involverer butikker og de åbner først klokken 10. Nu vil jeg drikke min kaffe (ja, det er nok ikke lige det jeg trænger til i dag) og planlægge mine indkøb

• Jeg ramte muren i dag
  

  Jeg ramte muren i dag

  Hvis du har fulgt med, startede jeg med også at tage Venlafaxin 75mg om morgenen i mandags.

  Tirsdag kunne du læse at jeg havde en rigtig god dag, var endda kreativ og fik hæklet en and til Cecilie.

  Da jeg stod op her til morgen var det med et smil. Jeg meldte Flemming at jeg ville besøge min mor i løbet af dagen og tage i byen og spise med min veninde, Hanne, om aftenen. Han så lidt undrende ud.

  Da han kørte på arbejde ringede han og fortalte at han ikke kunne forstå at jeg kunne gå fra at have det så dårligt til at have det så godt og om det nu også var en god ide at tage munden så fuld..

  Bagefter havde jeg ondt af mig selv og satte mig ned for at skrive om hvordan det føles at have en depression og hvordan jeg har det lige nu. Jeg sendte mine skriverier til Flemming.

  I løbet af formiddagen ringede han og jeg var der hastigt på vej ned af. Han havde jo ret, jeg var ikke lige pludselig blevet rask, jeg var tværtimod manisk og havde det rigtig dårligt.

  For første gang, siden jeg fik diagnosen depression, begyndte jeg at græde og fik fortalt en masse om hvordan jeg egentlig havde det.

  Jeg har en fantastisk dejlig mand! Efter det første snøft kunne jeg høre ham styrte ud af døren på arbejde og han kørte turen hjem fra Tilst hurtigere end han før har gjort.

  Resten af dagen gik jeg kold og har bare sovet indtil her til aften hvor der er kommet lidt liv i mig igen.

  Det har været rart at få snakket, specielt om hvor hårdt det er hele tiden at have dårlig samvittighed over ikke at slå til. Fik også hulket at “jeg havde sådan glædet mig til at være Mormor og selv det kan jeg ikke finde ud af”. Det fyldte vist mere end jeg havde tænkt over.

  Hudløs ærlig, det er jeg med det her skriveri. Jeg tror det kan være vigtig for andre at læse hvis man selv har en depression, eller kender nogen der har.

  Vi fik også snakket om hvor desperat en situation man havner i, med det danske sundhedsvæsen. Der er 1½ års ventid på at komme til en psykiater. Det er dem, der har viden til at behandle og bedre finde frem til den rette medicinering. I stedet skal min læge forsøge sig og det har hun nu gjort siden begyndelsen af januar og jeg har ikke fået det bedre.

  Jeg bebrejder hende ikke. Hun er en dygtig læge og gør hvad hun kan.

  De her piller kan tage op til 4 uger om at fungere korrekt. Hver gang man får ændret dosis eller får nye piller, skal man derfor vente omkring 4 uger.. det er lang tid.

  Hvis man ikke er syg når man får en depression, så bliver man det og uden en god familie omkring sig kan det være umuligt at komme igennem. Kender du en, der har en depression? Sørg for at være til stede – det kan betyde alt

   

• Jeg er bare HELT rolig
  

  Tager det HELT roligt

  Efter nedturen i går, har jeg forsøgt med lidt positivitet. Det kan man nogle dage og så er det bare med at køre med

  Flemming skulle ud og kigge på nogle steder, der skal have telt her til konfirmationerne og jeg tog med på turen. Vi endte med at køre omkring campingpladsen i Saksild og sikke flot vores vogn var blevet.

  En god ven, Per, havde vasket den og nu er den klar til at han også sørger for forteltet – april kan ikke komme hurtig nok!

  Vi var hjemme omkring middagstid og efter vi havde spist gik jeg ind for at sove. Jeg var egentlig ikke træt, kunne bare mærke at jeg skulle sove

  For første gang i lang tid, vågnede jeg og følte mig frisk. Ikke udvasket som jeg plejer at gøre.

  Ellers har jeg været mere i kontakt med kroppen i dag. Jeg har kunnet mærke når jeg begyndte at “køre op” og har kunnet tage en dyb indånding for at komme ned igen.

  Til aften har jeg følt “glæde” – hallo! Sjovt nok

  Jeg tager et skridt af gangen og håber på at det er betyder at pillerne begynder at virke. Jeg presser ikke på, men glider stille ind i det tempo jeg kan mærke passer til mig lige nu.

  Tak for alle de dejlige kommentar jeg har fået, både på indlæg og mail – de har faktisk betydet meget i dag!

  Nu vil jeg glæde mig til i morgen – min dejlige mand har inviteret mig på en tur til Vesterhavet med overnatning

• Bekæmper tyngekraften
  

  Bekæmper tyngdekraften

  Når jeg vågner om morgenen er jeg altid spændt på hvordan jeg har det. I dag kunne jeg mærke at jeg havde trukket mig tilbage igen og var lidt fraværende.

  Det lykkedes mig dog at smile til Flemming og vinke da han tog på arbejde. I dag skal vi nemlig på køretur til Vesterhavet og finde et sted at sove i nat. Han har sagt at vi hurtigt finder et hotel så jeg kan komme ind og hvile når jeg trænger til det – han er sød

  Jeg faldt i staver over morgenmaden og dumme-TV. Sjovt som man bare kan sidde der og tænke ingenting mens luften bliver tungere og tungere.

  Jeg er superwoman i dag. Vi skal have en dejlig dag og det er da værd at kæmpe for!

  For at hjælpe mig i gang, har jeg lavet en liste med de ting, jeg skal gøre. Det er alt fra at tømme vaskemaskinen, rede seng og rydde lidt op. De første ting er jeg færdig med.

  Når man har en af de tunge dage, så er det virkelig tungt. Man får ikke nok ilt (sådan føles det), man bærer en masse tungt og det gør alting fysisk meget hårdt. Derfor har man nok en tendens til at ligge sig til at sove på de dage.

  Jo længere jeg er kommet igennem min liste, jo lettere er det blevet. Jeg har kørt lidt på: “Fjols!”, “Så tag dig dog sammen”, “dududududu Batman!”.. ja, med humor kommer man langt.

  Det letter nu. Næste punkt er at gøre mig dejlig for Flemming. Øjenbryn, bad, creme osv. Det vil jeg også forsøge at hygge mig med

  Jeg tror det bliver en god dag – pas på jer selv derude!

• Undskyld, men det er jo mig
  

  Det her er mig

  Jeg har været lidt utilfreds med min blog på det seneste og har ikke rigtig kunnet mærke hvad jeg skulle skrive om. Ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, men jeg har simpelhen stoppet mig selv – nu tror jeg at jeg har fundet årsagen.

  Et meget underligt menneske (som jeg ikke kender og som ikke kender mig) har set sig sur på mig og har skrevet et par kommentar omkring det jeg skriver om.

  Her bliver det beskrevet som en masse “det er synd for mig” med det eneste formål at skaffe besøgende.

  Nu kigger jeg ikke så meget på hvor mange der læser min blog, men syntes bare det er dejligt at der er nogle der gider læse det jeg skriver.

  Hvis man ikke syntes om det, jeg skriver, kan man sagtens lade være med at besøge min blog og derfor står jeg uforstående overfor sådan et grimt “angreb”.

  Jeg kunne aldrig selv drømme om at være så modbydelig mod andre på nettet eller i det virkelige liv, det ligger langt fra det menneske jeg er. Jeg tror også det er derfor hendes ord kom til at betyde mere end jeg egentlig ville være ved.

  Jeg holdt op med at skrive om min depression og jeg fortalte ikke længere om hvordan jeg egentlig har det. Jeg skrev pludselig en blog, der havde mistet sin sjæl, den havde mistet mig..

  Det gider jeg ikke. Jeg er mig, på godt og ondt. Jeg har absolut ikke tendens til at have ondt af mig selv og jeg kæmper en hård kamp som mange for længst ville have opgivet. Jeg vil have lov at skrive om de hårde dage lige som jeg elsker at skrive om de gode – så er den ikke længere.

  Skulle du, du kære menneske, der har lagt mig for had, skulle du fremover besøge min blog og have lyst til at ligge en af dine modbydelige kommentar – ja som kom bare af med det. De ryger direkte i skraldespanden uden at blive læst.

  - og til I andre.. I’m back

• Hvordan syntes du selv det går?
  

  Hvordan syntes du selv det går

  Syntes lige jeg har behov for at følge lidt op på min gode følgesvend, depressionen og med det egentlig også lidt tanker omkring mit rygestop.

  Jeg er blevet mere og mere sikker på at depressionen er forårsaget af rygestoppet. Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at give op og begynde at ryge igen, slet ikke. Det er ikke svært at lade være med at ryge, jeg føler bare at mine symptomer ikke helt er som de burde være ved en depression.

  Det er også noget min læge var lidt opmærksom på sidste gang jeg var der og derfor lavede en ny depressionstest. I følge den har jeg slet ikke fået det bedre siden begyndelsen af januar og det stemmer egentlig også med det jeg selv føler.

  Jeg vil stadig gerne i behandling hos en, der måske er mere kvalificeret til at kigge ind i min hjerne, men inden jeg får lov til at få den henvisning, skal alle muligheder prøves af.

  Det betyder at jeg nu, igen, har fået forhøjet min dosis. Det skal køre i 14 dage og hvis jeg ikke har mærket en forskel, skal jeg i gang med den sidste mulighed, en sidste type piller, som “Er meget dyre, men måske virker”. Smukt. Det vil sige at jeg, måske kan se frem til egentlig behandling sidst i april måned, så er der da lidt at se frem til

  Med hensyn til at kæde depressionen sammen med rygestoppet, så hænger det egentlig sammen med at jeg syntes at der er fysiske symptomer som jeg kan huske fra tidligere rygestop, hvor jeg forsøgte med en kold tyrker.

  Den uendelig dybe træthed, knuden i maven og trykken for brystet. Også den blokade jeg føler når jeg vil foretage mig noget, hvad som helst. Det virker så bekendt.

  Flemming stoppede med at ryge for en del år siden. Han brugte Zyban, som virker på nogenlunde samme måde som Champix, dog er de egentlig udviklet som middel mod depression (hvor de efterfølgende opdagede rygestop som en bivirkning) hvor Champix er specifikt udviklet til rygestop.

  Han siger at han også havde det meget underligt og ikke særlig godt  i lang tid bagefter han var færdig med pillerne, i flere måneder. Hvad nu hvis det er slet ikke er en depression, men bare bivirkninger? Det er lidt svært at tumle med, men jeg kan ikke rigtig gøre andet end at følge lægens anvisninger og så bare holde fast indtil jeg kan komme under kyndig behandling eller til at pillerne/nye piller eventuel virker.

  

  Sure sokker

  Sure sokker, kan man jo vælge at sige og det gør jeg så. Sover det jeg nu har brug for og lader tiden gå sin gang. Jeg er så småt kommet lidt i gang med mine projekter og har syet en rigtig flot sækkestol til mit vidunderlige barnebarn, Rose. Den, sammen med en tillægsgave, som er hemmelig, får hun i morgen, så der bliver ingen billeder før da. Hvis jeg husker det, tager jeg et billedet af Rose og mine kreationer

  Keep on smiling! Solen skinner, det er forår, snart bor jeg ved siden af den smukkeste badestrand i Danmark, hvad er der at være trist over?

• Dagens kamp
  

  Dagens kamp

  Så er dagens kamp startet og det er s** ved at være lidt træls. Fordi jeg skal noget forsøger min krop og hjerne (der altid slår sig sammen) at overbevise mig om at jeg virkelig har brug for at ligge mig ned og sove et par timer.

  Jeg gaber kæben af led og må slæbe mig afsted. Det er de fysiske symptomer, de psykiske er også sure at kæmpe imod.

  MEN! Nok skal være nok. Jeg ved at lige så snart jeg starter bilen, så begynder det at fortage sig. Så skal der musik på og et åbent vindue – afsted, det kommer jeg.

  I dag er det MIG der vinder

• S**** træt af piller
  

  Træt af piller

  Helt ærligt! Hvor fedt er det lige at tage piller hver dag, der måske virker som om de stabiliserer depressionen, men som på den anden side suger al liv og energi ud af knoglerne?

  Har jeg en depression? Man svarer på et antal spørgsmål og så siger lægen: “Du har en svær depression”. Ok så. Jeg var (i januar) på et lavt sted men jeg er overbevist om at det var på grund af rygestop pillerne og selve rygestoppet.

  På med lykkepillerne. De virker ikke og jeg får mere, får nye og flere af dem og har 3 dage hvor jeg har det godt og “så er de nok begyndt at virke”..

  En bivirkning ved at tage for stor en dosis lykkepiller, er depression..

  Er jeg deprimeret på grund af pillerne eller har jeg en depression? Hvordan finder man ud af det?

  Jeg har det fysisk dårligt af at tage pillerne, sover ikke godt om natten og dagene, dem trækker jeg mig igennem.

  Kan man forsøge at trappe ned på pillerne? Hvad vil min læge sige til det og hvordan får man opbakning til at prøve den vinkel af? Jeg gider bare ikke have det så skidt mere, det er forår – jeg vil ud i det

• Blob – blob – blob
  

  Op til overfladen efter luft

  Sikke en dag, det ser ud til at blive..

  Jeg er lige kommet op efter luft inden jeg nok falder om igen. Jeg syntes egentlig at det gik rigtig godt i går til vores familie påskefrokost, men i bilen hjem gik jeg helt død – var bare så udmattet.

  Jeg lagde mig lidt da vi kom hjem og var senere lige oppe lidt. Kan da se at jeg skrev lidt blog. Gik i seng kl.  21 og sov til i dag.

  Efter morgenmaden gik jeg kold på sofaen og var bare helt bevistløs (selv om jeg egentlig var vågen) til nu hvor vi har fået middagsmad.

  Jeg forsøger at holde mig vågen, men jeg kan mærke at det ikke holder længe. Et eller andet sted må jeg nok have brug for at sove/hvile, men sikke et spild af en dag

  Nyd den sidste påskedag

• At lære at leve uden røg
  

  Foto og opsætning af Coolbeans

  Som jeg nok har nævnt før, har jeg en eller anden ide om at den her “depression” er forbundet med mit rygestop. Det er svært at snakke med lægen om, da hun jo er der til at behandle symptomerne.

  Jeg er god til at læse mig selv, men det er nogen gange ikke nok til at komme videre og løse problemerne..

  I dag har jeg søgt lidt information på nettet (igen) omkring eftervirkninger af et rygestop og det lykkedes mig rent faktisk at finde noget interessant, jeg føler at jeg selv kan bruge.

  For mange har rygningen været en del af identiteten siden teenagerårene, og man skal pludselig lære sig selv at kende som voksen uden at ryge. Har man før brugt cigaretterne til at tackle svære situationer, for eksempel hvis man var ked af det, stresset, irriteret eller andet, kan det nu være svært at bære de samme følelser uden at kunne tage en cigaret.

  Måske har man nærmest lagt låg på sine følelser ved hjælp af rygningen, og derfor skal man vænne sig til, at de opleves mere intense.

  Torsten Sonne, cand.psych, Netdoktor

  Jeg har røget i omkring 30 år og ja, siden jeg var teenager. Jeg har taklet alt med en smøg i munden, kunnet holde til alt, bare jeg havde en smøg i munden. Jeg har før forsøgt at holde med at ryge (kold tyrker) hvor jeg er gået helt ned med flaget, indtil jeg fik en smøg igen.

  Jeg har absolut ingen behov for eller lyst til at begynde at ryge igen. Jeg føler ikke et savn. Engang imellem, når jeg oplever en situation for første gang, hvor jeg plejer at ryge, så tænker jeg over det, meget kort og så er det væk igen. Jeg føler ingen ubehag ved ikke at ryge og føler heller ikke at en smøg ville gøre alting godt igen.

  Jeg ville blot ønske at jeg vidste hvilke redskaber jeg skal bruge til at komme over den her periode i mit liv.

  Jeg har ingen problemer med at holde orden omkring mig, hverken hjemme eller i campingvognen. Jeg kan godt finde ud af at gå i bad. Der er flere ting, som jeg husker fra da jeg havde en reel depression for nogle år siden, som ikke er tilstede den her gang og der er fysiske symptomer, der er til stede den her gang, som jeg ikke oplevede den gang.

  Jeg forsøger ikke at gøre mig selv syg, det føler jeg da ikke jeg gør og jeg søger absolut heller ikke efter medlidenhed. Medlidenhed er en underlig størrelse egentlig. Man kan ikke rigtig bruge det til noget. I de fleste tilfælde trænger jeg mere til at smile end at få at vide at det er synd for mig Flemming er god til at holde mig til jorden. Han kalder mig Psyko og spørger til om jeg har husket at vende pillerne rigtigt – med et smil kommer man langt

  Jeg kunne godt tænke mig at høre om der er andre, der er holdt med at ryge, der har oplevet så voldsom en reaktion eller om I kender nogen, der har?

  Jeg er heldigvis et forholdsvis tålmodigt menneske og da det kun er 5 måneder siden jeg holdte med at ryge, er der vel en måned tilbage før det bliver godt, eller hvad

  Jeg kan godt lide at kigge på det billede af mig, der pryder min blog, min Facebook profil og alle andre steder hvor man skal have et billede. Jeg ser så glad ud og det var jeg også. Vi var til bryllup i Polen og det var en fantastisk livsbekræftende oplevelse. Det er den pige, jeg vil være igen og indtil jeg finder hende må I finde jer i disse, til tider, håbløse indlæg

• Frit fald
  

  Frit fald

  Jeg følte at der skulle være et indlæg i dag og sad lidt og spekulerede lidt over hvad emnet skulle være. Jeg har haft en del emner i løbet af dagen, men de har det med at forsvinde når jeg når tasterne.

  Nok ved at mærke lidt efter hvordan jeg har det, kom emnet “Frit fald” pludselig op til overfladen og dermed var det..

  Kunne det ikke være fedt at prøve? Det frie fald? At presse sig selv ud over den kant og bare give slip?

  Jeg vil aldrig kunne gøre det, jeg tror jeg har for meget dødsangst og er med alderen også blevet bange for de almindelige rutsjebaner – nu skal det gerne være i børnehøjde

  For ikke så lang tid siden sagde Flemming til mig at jeg vist havde haft en god dag og ja, det har jeg egentlig. Jeg har døjet med mavesmerter, men det til side så har dagen været ok.

  I et par dage har jeg taget mig sammen til at tage en tur ind til Århus. I dag blev der lejlighed til det og jeg fik både parkeret ved havnen for at hente penge (lavede et ulovlig sving fandt jeg bagefter ud af) og fundet en parkeringsplads i Bruuns uden at få skrammer på bilen (bakkede den faktisk ind).

  Så blev der shoppet lidt tøj og nye BHer (det er ikke kun skidt at få hormoner). Rigtig dejligt at jeg kunne gøre det uden at gå helt i panik og jeg kom faktisk kun hjem med et stykke sort tøj og det var et par Puma jogging bukser, resten var orange eller pink.

  Jeg skulle have besøgt pigerne i Århus, men jeg havde for ondt i maven og tog hjem til Saksild hvor jeg fik ryddet op og kom i bad. Jeg er blevet færdig med at hækle de 2 løver men mangler lige en brun sytråd og almindelige synåle, så de bliver først syet sammen i morgen

  Lige nu føler jeg lidt at jeg er på vej ind i en manisk periode og forsøger at slå bremsen i, selv om det sgu er meget rart at føle man har overskud selv om jeg ved det ikke passer Nyd det mens det er her, frit fald i morgen? Hvem ved og jeg er ligeglad, lige nu er jeg glad og det betyder meget.

  Vil lige slutte af med at fortælle hvordan det også kan være at bo sammen med en psyko (mig). Vi så serie i aftes og der var noget, der var sjovt, over længere tid. Jeg grinte, så grinte jeg lidt mere og mere og endte med et ret voldsomt grineflip. Et grineflip tager en med på en rejse langs grænsen mellem grin og gråd og rigtig nok endte det med at jeg lå og hulkede mens snot og tårer væltede frem… jov, det kan være spændende

  Hav en dejlig aften, nu vil jeg lukke ned, kravle ind i campingvognen og hækle lidt på en lille, lyserød mus..

• Kviksand – eller hvad?
  

  Kviksand

  Jeg har et positivt indlæg at skrive om i dag, men jeg syntes også jeg har et indlæg at skrive om den mørke side af depressionen, så hvis vi nu lader det sorte komme før det lyse, så ender vi jo dagen på en positiv note

  Lidt voldsomt billede, ikke? Syntes selv det er lidt groft, men sådan har jeg det også.

  Læste lidt af en anden blog om det med at bruge al energien på at være glad og positiv, at sørge for at andre ikke ser hvordan man egentlig har det. Den kender jeg godt. Jeg tror at, specielt os kvinder, har været så meget i flinkeskolen at vi ved at det er bedst at sige “jeg har det godt” i stedet for hvordan vi egentlig har det. Har du set den reklame med to mænd i en elevator? Hvor den ene spørger til den anden og i stedet for “fint” får en lang tale om hvor slemt han har det med stress?

  Total træls dag at vågne op til i dag – rigtig træls. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men det er som om der sidder en på mit bryst og trykker mig ned. Selv når jeg står op, bliver jeg presset sammen og det føles som at gå i kviksand.

  Efter morgenmaden blev jeg nød til at ligge mig igen. Vi skulle på tur, men jeg blev nød til at sove først. Altså, jeg sover jo ikke, men ligger bare og svømmer væk i tanker.

  I dag berørte jeg tanker om døden. Jeg ved godt hvorfor. Jeg kunne aldrig tage mit liv, men nogen gange føles det hele bare så håbløst og det at blive rask virker så langt væk. Det er en af de ting, der bliver spurgt om når man bliver testet for depression, om man har tænkt på at give op, altså tænkt på selvmord. Det spørgsmål syntes jeg er svær at besvare, for ja, jeg har tænkt på at nu kunne jeg ikke mere, men ikke som i nu er eneste løsning at tage mit liv, forstår du?

  Står jeg ved hvor slemt jeg har det eller er jeg igen ved at skjule det under misforstået hensyn over for mine nærmeste?

  Sad lige før og snakkede med Flemming over en kop te. Til sidst måtte jeg sige: “Du bliver nød til at holde mund, for jeg kan ikke holde ud at høre på dig mere”. Selvfølgelig sagt med et smil og som den skønne mand han har vist sig at være igennem alt det her, sagde han bare ok og gik ind til hans PC

  Det bliver for meget ikke? Man kan godt lidt, men så fylder alting for meget og kroppen er ved at sprænges..

  Så, nu skal du ikke fyldes med selv ynk mere, jeg er lige ved at ordne nogle foto fra i dag, så hamrer jeg lidt mere på tasterne til det lyse indlæg

• Min magiske skovtur

  Jeg har været i skoven i dag, sammen med Flemming. Ikke kun kørt igennem en skov, men rent faktisk været ude og gå i skoven, sammen med Flemming. Flemming går ikke tur i skoven, men når han mangler foto emner og vi ikke skal køre så langt, så fald Moesgård skoven for nåde

  

  Giber å i sollys

  Jeg slugte det hele råt og det blev så utrolig en dejlig tur.

  Giber å går gennem Moesgård skov og det første der rørte mig var lyden af åen, det var sollyset der dansede i åen, det var det klare vand og jeg havde bare den vildeste lyst til at smide tøjet, kaste mig i åen og var overbevist om at det ville redde min sjæl og jeg ville blive ét med naturen – født på ny.

  Flemming fik mig dog ned på jorden igen og overbevist om at alle de andre besøgende i skoven nok ikke ville syntes det var så skønt et syn

  Til sommer kommer jeg tilbage og stikker fødderne i vandet mens jeg kigger op i trækronerne, det lover jeg!

  

  Giber å løber ud i Århus bugt

  Jeg havde mange dejlige oplevelser i skoven, en af dem har jeg billede af her, men billedet kan slet ikke vise hvor smukt et syn det var.

  Giber å løber her ud i Århus bugt og det, samt den lille tange, bugten og land på den anden side, himlen og lyset – det var stort.

   

   

   

   

   

  

  Geocaching

  Ved åens udløb faldt jeg over noget sjovt.

  I radioen for nylig havde jeg hørt tale om Geocachin, som, meget enkelt og uden at vide noget om det, går ud på at der ligger utrolig mange pakker rundt om i verden og venter på at blive fundet, skattejagt med GPS. Hvis man tager/finder en pakke, skal man lægge en ny. Der er meget mere involveret, men det må være et andet indlæg, for jeg har tænkt mig at finde ud af lidt mere om det – det lyder spændende.

  Nå, men jeg fandt en af disse pakker. Nogle ting pakket i en plastik bøtte med teksten “En anden side af Lego” og “Fjern ikke denne boks. Nogen leder efter den” – det syntes jeg var meget sjovt, også at kunne fortælle Flemming lidt om hvad det egentlig var

  

  Mit magiske træ

  Kig lige en ekstra gang på dette her træ og fortæl mig så om det ikke er magisk?

  Det krævede en kamp gennem en sump med tilhørende mudder op til knæende (hold k*** hvor skønt) for at nå frem til, men et billede skulle jeg have med hjem – jeg er så vild med det. Det er ren trolddom

  Som du jo nok kan læse havde jeg det rigtig godt og tror at jeg hurtig kunne blive rask hvis jeg kunne bo i en hule i skoven sammen med alle dyrene.. nok ikke, men!

  Jeg følte en masse ting som jeg ikke har følt i lang tid. Rigtig glæde.

  Jeg kom til at tænke på at måske en depression er når man når et sted hvor der er for meget skidt i krogene og sindet trænger til en pause. Måske åbner man her op som en magisk æske og skal finde ud af at blive afklaret med den man var før man kan begynde at fylde æsken igen med smukke ting.

  Jeg tror det her er punktet i mit liv hvor jeg skal finde ud af hvem jeg er og hvad jeg ønsker ud af livet. At min vej måske ikke har været den bedste for mig, og hvordan jeg drejer fra og kun tager det med, der er sundt for mit liv fremover..

  Store tanker fra en lille pige, der måske bare er blevet fuld på oplevelser i dag

• Hvornår er nok, nok?
  

  Ingen grund til panik

  Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg?

  Hvad fanden fejler jeg egentlig? Ja, undskyld mit sprog, men jeg gider altså snart ikke lege med mere..

  Hvad er depression? Er det det, jeg fejler? Hvorfor skal jeg bare æde piller og tro på at min læge kan finde ud af hvad jeg har behov for?

  Siden begyndelsen af januar har jeg nu ædt piller, øget dosis, fået nye piller, øget dosis, fået nye piller.. og hele tiden fået målt min depression til “svær depression” – det eneste der mangler på den skala er “jeg har tænkt på at tage mit liv” og den kommer aldrig med.

  Sjovt nok er det den, der ville gøre at man fik professionel hjælp, men lade som om kunne jeg ikke drømme om at gøre.

  Ja, du har ret. Tulle Momsemor ligger i et hul, spræller og slår som et hysterisk barn og hyler “STOP! Jeg vil af!”.

  Vågner glad, begynder at synke ned i den der tunge, alt opslugende træthed, der får mig til at gabe ukontrolleret og øjnene til at flyde over. Vakler rundt og føler at brystet bliver strammere og strammere. Er det panik? Jeg føler mig ikke panisk? Jeg bliver ikke bange når jeg bliver stakåndet for jeg ved mine lunger har det godt, ved at det er en dum del af den her pakke, der hedder depression..

  Flemming er kørt på arbejde. Jeg sidder med min kaffe og skriver lidt blog. Jeg kan mærke at rebet om brystet er blevet løsenet men jeg er stadig træt og kæmper en kamp med den skide dæmon om hvor vidt jeg har behov for at sove eller ej. Jeg tror han vinder i dag. Her er dejlig køligt, solen skinner, fuglene synger og hvorfor skal jeg ikke tillade mig en lille lur for at fejre at det er søndag og, for en stund, lade accepten af at være syg tage over og se søvnen som et lille skridt mod at få det bedre..

  Ingen bekymringer, jeg er ok. Jeg orker bare ikke at være stærk i dag

• And on we go..
  

  Fanget i tanker

  Min eksmands nieces selvmord ramte lidt hårdere end jeg egentlig havde forestillet mig at det kunne. Jeg har “kun” kendt og levet med familien, Holly selv lærte jeg aldrig at kende, kun gennem billeder og omtale.

  Det er nok det uendelige meningsløse ved så ungt et menneskes død, der ramte og selvfølgelig tanken på den smerte familien nu må leve med.

  For Holly, vælger jeg at tro på at hun nu har fået fred. Hendes Facebook væg er fuld af hilsner med kærlighed og savn – hvorfor vidste hun ikke at hun var så elsket og værdsat?

  Hvor om alting er, skal jeg have det her ud af sindet og en masse andet, der har valgt at følge med. Jeg døjer med et stramt bryst og åndenød, tegn på at der er for meget der generer mig, men lige nu kan jeg ikke se hvad det er – det skal nok komme..

  Jeg mangler at få sendt krea-udfordringen videre, den er ikke glemt og det hele er købt, der er endda allerede en dejlig pige, der har meldt sig til udfordringen, jeg bliver bare nød til at tage tingene efterhånden som jeg føler jeg kan magte dem og ikke stresse over en masse jeg skal nå.

  Hav en dejlig dag!

  Those we love don’t go away, they walk beside us every day.
  Unseen, unheard, but always near; still loved, still missed and very dear.

• Kære læge – du er fyret…
  

  Abstinenser eller overmedicinering

  Kære læser

  Solen skinner og det er forår. Dette indlæg kan nok godt virke lidt trist og måske endda lidt kedeligt, hvis du hellere har lyst til at læse om hækling (som jeg elsker), men jeg har i nogle dage samlet sammen til det og derfor bliver jeg nød til at få det skrevet…

  Nogle af jer kender min historie, men jeg bliver også nød til, for min egen skyld, at samle tankerne og forløbet, så jeg kan forsøge at se hvad løsningen er.

  I begyndelsen af november sidste år, startede jeg på rygestoppillen Champix. Endelig, efter 30 år som ryger, kunne jeg stoppe og jeg var glad. Jeg ignorerede bivirkningerne og tænkte bare at det var en slags abstinenser fra rygningen. Jeg bebrejder ikke Champix noget, at være ikke ryger betyder så meget for mig, at jeg ville gøre det hele igen..

  Den 3. januar stoppede jeg med Champix. Den 10. januar var jeg ved lægen og efter at have svaret på nogle, for mig, få spørgsmål, fik jeg diagnosen “svær depression”. Det er en tung besked at få. Jeg har siden tænkt tilbage på den dag, hendes holdning og den lette måde det blev afgjort på at det var det, jeg fejlede. Det stod jo i facitlisten på testen, ikke?

  Jeg er, og har altid været, autoritetstro og jeg kunne ikke stille tvivl ved den diagnose, et sted havde jeg behov for den, for jeg havde det jo ikke godt og her fik jeg chancen for at melde mig ud af samfundet for en tid, at finde mig selv og komme på fødderne igen.. Sådan gik det jo desværre ikke.

  Siden den dag kom pillerne i denne strøm, i forsøget på at finde en dosis og type, der kunne “hjælpe mig”:

  • 20mg Citalopram
  • 40mg Citalopram
  • 20mg Citalopram / 75mg Venlafaxin
  • 150mg Venlafaxin
  • 225mg Venlafaxin
  • 150mg Venlafaxin / 30mg Xeristar
  • 75mg Venlafaxin / 30mg Xeristar

  Smukt, ikke? Sygt, syntes jeg…

  Har jeg fået det bedre? Nej, jeg har fået det meget værre. Sjovt nok har jeg haft det bedst, faktisk rigtig godt, ved pille skift hvor der må have været en periode med mindre tilførsel af de skadelige stoffer.

  Flere af jer har forsøgt at sige ting til mig omkring pillerne. Jeg har ikke lyttet for jeg ville jo blive rask og i min søgen efter at finde løsningen i mine lykkepiller, gravede jeg mig længere og længere ned.

  I går var 3. dag efter at have lavet endnu en nedtrapning. De 2 foregående dage havde jeg været lykkelig, følte mig normal og til stede i livet. I går gik det galt og jeg tilbragte hele dagen i en koma ligende tilstand uden egentlig at kunne sove, bare fjern og syg.

  I dag har ikke været bedre. Jeg har dog ikke ligget så meget, men forsøgt at kæmpe. Det er svært når angsten tager fat og struben snører sig sammen, når brystet bliver stramt og man ikke kan få nok ilt. Jeg har tudet i afmagt over at jeg har mistet de sidste 4 måneder af mit liv, at jeg lever i en tilstand som jeg ikke ville ønske for min værste fjende og til sidst været i stand til at indse at hvis jeg skal blive rask, så er det ikke den her vej, jeg skal gå.

  Hvem siger jeg har en depression? Rygestop pillerne er giftige og flere, inklusive min kæreste, har været syge af dem, i rigtig lang tid. Måske er det på tide at jeg kommer ud af de her piller og mærker efter hvordan jeg egentlig har det og så tager den der fra? Jeg gider ikke mere… jeg vil leve…

  Den her artikel giver også stof til eftertanke, jeg siger ikke at de har ret, men tænke sit kan man jo.

  I, som venter på mig, på den ene eller anden måde, jeg skal nok melde tilbage – jeg skal lige hele lidt

• Softice og vagtlæge
  

  Softice som modvægt

  Det er utrolig hvor syg ens hjerne kan gøre ens krop, bare med tanker…

  Fredag lå jeg jo brak og lørdag gik det lidt bedre, men jeg havde stadig voldsomt svært ved at få luft.

  I morges havde jeg det rigtig skidt og fik ringet til vagtlægen. Ikke fordi jeg havde på fornemmelsen at jeg havde brug for lægehjælp, mere for at blive bekræftet i de tanker jeg havde om hvad der skete med min krop.

  Alle mine symptomer sagde “angst-anfald” og jeg ved godt selv at man ikke kan gøre noget ved det, den største hjælp er at acceptere at det er sådan det er lige nu, at det ikke vil skade mig og at det nok skal holde op igen.

  Jeg tillod mig at tage et brusebad i campingvognen, ikke noget der sker så tit, da vi jo selv skal fylde vandet på, men jeg trængte til at være alene og være lidt god ved mig selv

  Da jeg bagefter ville ligge rent sengetøj på sengen, gik det helt galt og jeg blev nød til at komme ud i den friske luft for at få luft. Det blev til en tur omkring ishuset efter en lille softice og derefter ned til havet – det hjalp.

  Nu slapper jeg bare af, har ligget og døset og glæder mig til Flemming kommer hjem. Jeg giver mig selv lov til at være syg og så kan det jo kun blive bedre )

• SkrigeUngen Tulle Momsemor
  

  SkrigeUngen Tulle Momsemor

  Sådan er jeg lidt meget for tiden og det er sgu da ikke sjovt – hvordan tager man sig sammen?

  Jeg er klog nok til at vide at det her ikke er mig, men pillerne der taler deres forbandede sprog og jeg er også klog nok til at vide at jeg ikke bare skal smide pillerne i skraldespanden.

  Jeg har i dag fravalgt den sidste af de gamle piller (Venlafaxin) og skal fremover kun have en Xeristar af 30mg om aftenen. Måske skal jeg igennem helved før min krop er afvendt og kan klare sig med Xeristar, men “so be it” jeg vil ud og tager kampen op.

  Jeg ved at det her ikke er mig, at det ikke er depressionen der taler, men at jeg simpelthen ikke kan klare de piller og deres virkning – jeg kan ikke få luft og efter 4 måneder kan man da sige at jeg har prøvet

  Nå, men til en munter tone!

  Onsdag blev min elskede datter 23 dejlige år og gav i den anledning hendes mor (mig ) en dejlig morgenmad. Jeg havde tilbudt at passe Rose om aftenen hvis de unge ville i byen og fejre det og det ville de heldigvis

  Uha, hvor har jeg meget kærlighed til mit barnebarn – hun er så fuldendt og så fuld af glæde og liv. Jeg nød min aften med hende og føler mig heldig at hun er i mit liv. Hvordan bliver det ikke når der er flere af dem?

  Datteren min har bedt om en ny djævlehue, jeg strikkede en til lille Rose da hun var helt ny og den er hun vokset ud af (sjovt nok efter 7 måneder). Selv om jeg havde garn på lager, gav det en god anledning til at købe nyt (hvem elsker ikke at købe nyt garn) og jeg er nu i fuld gang med pindende. Jeg kunne godt mærke at begyndelsen var lidt hård, men det er jo ligesom at køre på cykel – nu skal jeg bare kæmpe mod min personlige djævel for at holde mig i gang

  Jeg har selvfølgelig lidt ekstra planer med den hue, men det skal du nok få at se når jeg når så langt..

  

  Plastik larm

  Ellers forsøger jeg at ignorere den larm der er omkring mig. Jeg bor jo i campingvogn og med blæsten, er der en voldsom rusken her i forteltet. Oven i det, har vi fået lavet dræn i vejen (selv efter at have gravet op og forsøgt 3 gange er det ikke fuldstændig velfungerende), her er blevet sået græs og området spærret af med plastik bånd – det larmer!

  Hvad laver du selv i dag og blæser det også hos dig?

  Har du gang i strikketøj?

   

   

• Mød min djævel!
  

  Min Djævel

  Ja, sådan ser min depressions-djævel ud, det har jeg bestemt. Sådan lidt latterlig, fedladen og selvfølgelig en mand

  Han tror virkelig han er noget, ikke? Meeen, mon ikke det er muligt at bekæmpe ham?

  Ja, det er min nye tilgang til depressions-bekæmpelse eller rettere, pille-bekæmpelse. Jeg skal have noget at kæmpe mod og hvorfor ikke en djævel?

  Jeg har brug for at give ham et navn, så kom frisk – hvad skal denne latterlige djævel hedde?

• Tag pulsen og giv kroppen ro
  

  Tag pulsen

  I aftes/nat havde jeg igen problemer med at finde ro og sove. Min krop er total udstresset og det føles som om jeg har et panik anfald med alle syrede symptomer.

  På et tidspunkt tog jeg min puls, egentlig fordi jeg havde det dårligt og gerne ville måle om den var løbet løbsk, men det endte med at denne lille handling sendte mig til drømmeland.

  Jeg målte min puls. Jeg havde lukkede øjne og talte. Koncentrerede mig om at mærke og tælle. Langsomt faldt min krop til ro og slappede af. Jeg kunne frit trække vejret og jeg faldt i søvn.

  Til morgen brugte jeg samme metode til min “morgen-panik” og det virkede igen.

  Selvom jeg har haft det lidt træls i dag, er jeg også positiv i min kamp mod min lille djævel, jeg har jo fundet et lille, effektivt våben i mig selv. Som et lille barn, der falder til ro ved lyden af sin mors hjerteslag, kan jeg, ved at mærke min egen rolige puls, falde til ro og jeg er nu ikke længere bange for sengetiden..

• Har du nogensinde set København…
  

  Peter Belli

  Peter Belli fan skal man nok ikke kalde mig, men af en eller anden grund er det altid ham og én speciel sang,der dukker op når jeg bliver manisk, begynder at danse, synge og generelt drive Flemming til vanvid.

  Desværre er det lidt af et problem for den kære Flemming, da han ikke kan brokke sig over min opførsel, selv om han måske ikke lige er i humør til det – det er jo en hel del bedre end at ligge og sove eller på andre måder være depressiv

  Sangen – ja, den kan du få lov at synge med på her:

   

   

   

   

  Tulle Momsemor rocker med Belli

  Ellers har det været en dejlig dag – har hygget med min egen mor til morgen og senere hjemme hos Janne og Lars samme med skønne søn Nikolai, broder Carsten, svigerinde Lene og deres dejlige unger, Cecilie og Simon. Nævnte jeg prinsesse Rose <3

  Fotografen er stadig trist, men køber nyt kamera nu – kan ikke vente til efteråret. Så kommer freden til at brede sig igen..

  Glæder mig til at ramme Randers i morgen og være lidt sammen med Nikolai – hav en dejlig søndag aften!

• Mentale lykkepiller
  

  Glad Tulle Momsemor

  Hallo derude!

  Jeg har været i live i 2 dage nu – sådan rigtig jeg kan mærke mig selv i live – sådan rigtig boblende i live – rigtig syngende irriterende i live..

  Den 11. maj var første dag uden alle de gamle piller. Det vil sige at det i dag er dag 5 i den første udtrapning og dag 5 omtales som langt den værste dag hvorefter det begynder at gå bedre.. hahahaha, undskyld, jeg er lidt manisk i øjeblikket fordi jeg er så til stede i livet, men hvis i dag er den værste dag, så glæder jeg mig altså til i morgen

  Egentlig er jeg ligeglad, jeg har besluttet at være ligeglad, at forsøge at lade som ingenting, ikke måle, veje, vende og dreje men forsøge bare at acceptere tingene som de er.

  Der er gode dage og der er dårlige dage, det vigtigste er at jeg ikke føler mig dopet, men klar i hovedet.

  Jeg skriver en masse noter for tiden til en serie indlæg omkring lykkepiller, men jeg vil have lidt mere overskud inden jeg fyrer løs og for tiden går min energi på at indhente det forsømte med huslige opgaver og dem, der betyder noget for mig.

  Jeg skulle have været til læge i morgen, men jeg har brug for en uge mere før jeg kan se den fulde virkning af at smide pillerne, derfor har jeg udskudt den til i næste uge.

  Det er også først der at jeg vil se om jeg også vil trappe ud af den sidste pille, rigtig dum ting at sige for ved du hvad? Jeg har allerede bestemt mig – jeg har aldrig brudt mig om at tage piller og pludselig var jeg begravet i dem – hvad fik jeg ud af det? 4 måneder i helved.

  Nå, men jeg forsøger at holde en dæmper på mig selv så jeg ikke brænder ud, der er jo også en dag i morgen. Jeg håber at du også har haft en dejlig dag, tros regnen. Det er svært at forestille sig at det bliver sommer, ikke?

• Tornerose Tulle – JEG SOV!
  

  Tornerose Tulle

  I aftes da jeg gik i seng, husker jeg at jeg kyssede Fotografen godnat og vendte mig om – derefter vågnede jeg da vækkeuret ringede…

  Jeg lå ikke og vendte og drejede mig…

  Jeg var ikke oppe for at tisse 5-6 gange inden jeg faldt i søvn og igen et par gange i løbet af natten…

  Jeg havde ikke åndenød…

  Jeg havde ikke hjertebanken…

  JEG SOV – HELE NATTEN

  Hahahaha… utroligt, de gode tider fortsætter. Hav en super dejlig dag ;O)

• Det startede ikke med et kys, men med stress

  Important!

  Denne serie indlæg er under udarbejdelse og kan derfor virke ufærdige – du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive en kommentar

  Jeg fordyber mig ikke i sygdom, men forsøger at se ind i alt det, der har været, og finde frem til hvorfor det løb af sporet – på den måde kan jeg måske undgå at det sker igen.

  I 2009 / 2010 fik jeg stress. I begyndelsen var det positiv stress. Jeg elskede at have travlt, arbejdede mange timer, med mange forskellige ting samtidig med at jeg jonglerede  hjemmeliv, familie og venner.

  

  Stress

  Jeg fik mange advarsler fra familie, venner og endda fra bekendte – “det holder du ikke til i længden”, “man kan få kroniske sygdomme af stress”. Ja ja, jeg var jo Superwoman, hvad vidste de om hvad jeg kunne klare?

  Med flere opgaver gled familie og venner i baggrunden og den dårlige samvittighed krøb frem.

  Min stress blev negativ og symptomerne sprang frem: søvnløs, ledsmerter, koncentrationsbesvær og så forsvandt min menstruation også. Jeg kunne ikke slå bremserne i, “det er jo nødvendigt”, “jeg kan ikke undværes” – det slår mig ihjel…

  Jeg kom på et kommunalt kursus for personer med stress. Jeg havde det fint, kunne godt se at de alle havde det meget værre end mig – helt sikkert! Sidst i forløbet vendte underviseren sig mod mig og sagde: “du skal jo snart på arbejde igen, hvordan har du det med det?” – jeg begyndte bare at tudbrøle og anede ikke hvad der lige gik galt der, men det burde jo fortælle mig noget..

  Hvorfor hormonbehandling?

  

  Overgangsalder-dværge

  Nå, men jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs for at se om der er noget galt med kroppen siden min menstruation er udeblevet. Det er der ikke, derfor er jeg blevet erklæret for “tidlig overgangsalder”.

  I forbindelse med at der blev løst op for en episode, som jeg havde bekymret mig om i flere måneder, men ikke havde kunnet finde en løsning på, fik jeg med det samme min menstruation - siden forsvandt den igen. Men den episode har mange gange hvisket i mit øre at det måske ikke har noget med tidlig overgangsalder at gøre..

   

   

  Warning!

  Stress kan give tidlig overgangsalder

  I forbindelse med udredning af årsagen til mine ledsmerter ( dette emne vender jeg tilbage til ), fandt lægen på at jeg jo kunne prøve med en hormonbehandling, det “virker jo på så meget” og “du er jo også kommet i tidlig overgangsalder så det er nok en god ide alligevel”.

  Hvis man i familien ikke har anlæg for hjerte-kar-sygdomme og knogleskørhed, er der ingen grund til at tage hormoner, man skal blot huske at tage kalk og d-vitamin. Der er ligeledes heller ingen belæg for at de modvirker knogleskørhed – men de kan give kræft?!

  Ud over en meget kort periode med meget milde hedeture samt udeblivelse af min menstruation, har jeg ingen gener haft, så hvorfor fylde mig med hormoner bare fordi de ikke kan finde ud af hvorfor jeg har ledsmerter?

  Important!

  Læs her lidt info om for og imod behandling
  

  Activelle

  Jeg fik Activelle. Virkning? Ingen på mine ledsmerter. Det eneste positive jeg kan sige om dem, er at jeg fik fyldigere bryster, ha ha ha. Det gik en veninde lidt på, da hun havde betalt for hendes, men sådan er der jo så meget. Jeg har bestemt mig for at jeg godt kan undvære mine nye bryster og er derfor, i forbindelse med min hardcore pille strejke, holdt op med at tage dem.

  

  Knogle scanner

   

   

   

   

  Det skal også siges at min mor for nylig fik scannet knoglerne og de var super flotte, så mon ikke hun har smidt lidt af det i generne?

   

• Don’t push me!
  

  Aggressiv Tulle Momsemor

  Yihaa! Sikke det går her i huset, eller campingvogn bliver det nok..

  Lige et kort indlæg for at fortælle at jeg nu oplever en ny bivirkning af de piller, jeg stadig tager.

  Jeg forsøgte jo helt at holde med lykkepillerne men måtte desværre sande at så let gik det ikke og jeg er nu på en enkelt pille om dagen. Det er typen Xeristar.

  Jeg er rimelig stabil når jeg får lov at følge mit eget tempo, tuller rundt og i det hele taget ikke skal tage stilling til noget.

  Nu er det så bare sådan at jeg i de sidste par dage har oplevet noget nyt, faktisk lidt underholdende når det altså ikke lige står på og heldigvis noget vi kan grine af og lave sjov med.

  Jeg bliver glødrødende aggressiv. Sådan helt oppe på dupperne, gem knivene væk aggressiv.. over meget små ting. Heldigvis ikke hele tiden, men når det sker, så er kroppen bare helt klar til nærkamp og jeg er sikker på at jeg kunne klare hvem som helst.

  På den positive side så har det hjulpet mig til at være bedre til at sige fra og sige min mening.

  På den negative side har jeg ikke haft lyst til at være sammen med nogen, fordi jeg “ikke kan holde dem ud i mit hoved”.

  Nå, men hvor om alting er, så har jeg virkelig en dejlig kæreste. Fotografen støtter og sørger for at jeg smiler over alt det her og så går det hele lidt lettere.

  Har læst Dorthes indlæg her til aften, som har mindet mig om at jeg ikke får mediteret/dyrket mindfulness mere og det er dumt, for det er så dejligt at få slappet helt af – derfor har jeg nu fundet mine MP3er med Jon Kabat-Zinn frem og vil ligge en plan for hvornår – så må vi se at få Tulle Momsemor ned på jorden igen :O)

• Krea Blokade – hallo!
  

  Krea Blokade

  Engang imellem kunne jeg godt ønske at jeg var normal, men det er jeg vel også efter en eller anden standard..

  Nå men altså, Tulle Momsemor her havde jo lavet en pagt med mig selv (djævelen?) om at jeg ikke måtte lavet andet før jeg havde færdig gjort et eneste lille  krea projekt..

  Sådan noget kan virkelig sætte en stop for alt der er godt her i livet – hold da ferie hvor har jeg stresset over det her og nu skal det været slut.

  Jeg har haft det skide garn til at ligge her ved siden af mig (Mosekonens ting griner af hende, her rækker de tunge) og det gør næsten ondt, jeg har haft så ondt af mig selv for ikke at være i stand til at gribe hæklenålen men altså – HALLO! Hvorfor være så dum ved sig selv?

  Det er ikke lige i dag jeg skal hækle, det gør da ingenting og jeg er da absolut ikke mindre værd af den grund :O)

  Hav en dejlig aften, det vil jeg!

• Penge til depressionsramte væk?
  

  Penge til depressionsramte væk?

  Jeg føler mig ikke depressiv i dag, faktisk har jeg en forholdsvis god dag, det er ikke det, dette indlæg skal handle om..

  Siden jeg fik at vide af min læge at jeg har en svær depression, har jeg haft en ide om at kognitiv psykolog terapi kunne være gavnlig for mig.

  Selv efter at jeg er kommet ind på den tanke at jeg rent faktisk ikke har en svær depression, men i stedet en eller anden livskrise, har jeg ment at kognitiv psykolog terapi kunne være gavnlig for mig.

  Denne terapi er dyr.

  Det offentlige yder tilskud til depressionsramte mellem 18 og 38 år, med mild til moderat depression. Derfor har jeg ikke fået en henvisning eller søgt yderligere oplysninger.

  Lægen har heller ikke henvist mig til psykiatrisk behandling. Forklaringen har været at “det ikke kan betale sig, der er op til 1½ års ventetid”. Derefter har det lydt at jeg skulle forsøgt behandlet hos lægen før jeg kunne henvises og det har betydet forsøg med 3 forskellige piller og et halvt liv de sidste 5 måneder med skiftende op og ekstreme ned-ture.

  Nu læser jeg en artikel fra den 21. maj i år “Penge til depressionsramte samler støv“, hvor de blandt andet skriver:

  Det er stadig kun depressionsramte mellem 18 og 38 år, der får tilskud til psykologhjælp.

  Sådan skulle det ellers ikke længere være, da aldersbegrænsning på at få tilskud til psykologbehandling for depression blev ophævet fra 1. januar i år.

  Ok, fra januar. Hvem ved det her? Ved min læge det? Hvordan kan det være at det ikke slår igennem?

  Hvis man læser “Aftale om satspuljen på sundhedsområdet 2012-2015“, punkt 1.4 “Ophævelse af aldersgrænsen for tilskud til psykologbehandling af depression“, står der:

  Personer med psykiske problemstillinger henvender sig typisk til egen læge, der vurderer behovet for indsats. Lægen kan i dag henvise personer mellem 18 – 37 år med let til moderat depression til behandling med tilskud ved privatpraktiserende psykolog.

  Satspuljepartierne var med satspuljeaftalen for 2011-2014 enige om at tage spørgsmålet om en eventuel ændring af tilskudsordningen op i forbindelse med forhandlingerne om udmøntning af satspuljen for 2012.

  Der blev i juni 2011 offentliggjort en evaluering af ordningen med psykologbehandling af depressionsramte, som bl.a. viser, at kun ca. 33 % af de henviste til ordningen tilhører målgruppen af personer med let til moderat depression. Evalueringen viser også, at effekten af psykologbehandlingen indenfor målgruppen er høj. 85 % havde således ingen eller reducerede symptomer på depression ved endt behandling.

  Det er vigtigt, at kun den målgruppe, som har gavn af tilbuddet, og som ordningen er tiltænkt, modtager behandling under ordningen. På den baggrund besluttede satspuljepartierne i juli 2011 at få udarbejdet praktisk anvendelige retningslinjer for henvisning til psykolog. Retningslinjerne skal også pege på indsatsmuligheder i forhold til patienter, som ikke opfylder kriterierne for let til moderat depression/angst. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vil i 2012 følge op på lægernes og psykologernes anvendelse af retningslinjerne.

  Satspuljepartierne ønsker at ophæve aldersgrænsen for adgangen til psykologordningen, så alle over 18 år med let til moderat depression efter lægehenvisning kan få tilskud til psykologbehandling.
  På den baggrund afsættes 200 mio.kr. i perioden 2012-2015 til at ophæve aldersgrænsen for ordningen, så den fremover omfatter alle aldersgrupper fra 18 år og opefter. Af beløbet reserves 1 mio.kr. til gennemførelse af en evaluering af ordningen.

  Midlerne udmøntes til regionerne som en midlertidig bevilling. Spørgsmålet om permanentgørelse kan tages op i forbindelse med bevillingens udløb i 2015. Ordningen vil inden da blive evalueret og drøftet i satspuljekredsen.

  Jeg forstår det ikke, men nu har jeg kontaktet min læge, så må hun se om hun kan finde ud af det. Spørgsmålet er så bare om hun ville kunne få mig med i den pulje, der får tilskud, for hun mener jo at jeg har en svær depression og så er jeg stemt ude igen..

  På falderebet ved jeg godt at psykologhjælp ikke er roden til alt godt, men jeg har selv-indsigt nok til at vide at jeg har brug for værktøjer – det giver pillerne mig ikke, de bedøver kun.

• Hvad skete der lige der?
  

  Skør videnskabsmand

  Vi tager lige en gang brok i dag – det har jeg behov for og hvis du ikke orker det, på denne dejlige solskinsdag, så spring bare over :O)

  Når man har kroniske smerter, kan man til tider godt glemme det. Sådan er det bare og man kan ikke gøre noget ved det.

  I dag er ikke sådan en dag, jeg har bare ikke gidet tage stilling til det – hvis jeg tænker for meget på det fylder det mit liv og det skal det ikke.

  Jeg har opgivet min læge og er nu ved at søge en ny.

  Som du har kunnet læse her, har jeg opdaget at de har fjernet aldersbegrænsningen på tilskud til psykologhjælp ved depression. Jeg skrev til min læge og spurgte om jeg kunne få en henvisning nu og det kunne jeg godt.

  I går var jeg ved læge til samtale. Det er opfølgning på min depressionsbehandling. Jeg kunne fortælle at jeg i flere dage nu har oplevet at være manisk. Jeg kører i alt for højt gear og kan bare klare alt. Uovervindelig og egentlig nervøs for at slippe rattet en dag af bare glæde. Jeg fortalte at det ikke var rart, at det føltes lige så sygt som at være deprimeret.

  Det kunne hun ikke forstå, måske jeg skulle have taget en stofskifte prøve (??!!). Da “hun ikke må” give mig en blodprøve samme dag som jeg er til samtale, blev jeg “nød til at komme tilbage i morgen”..

  Om mine lykkepiller kunne knækkes, så jeg kunne prøve med halv dosis? Nej, det er kapsler. “Prøv og tag en hver anden dag i stedet for så”.. hun ved ikke hvad hun snakker om!

  Spurgte om den henvisning til psykolog, kunne jeg få den? “Nej, for du er jo ikke deprimeret mere”..

  “Der er selvfølgelig stadigvæk psykiater, men der er 1 års ventetid, så vi skal jo prøve alt andet først”..

  Jeg gider ikke mere! Jeg tudbrølede da jeg kørte hjem og siden da har jeg bare ignoreret det og forsøgt at holde mig i gang så tankerne holdes i skak. Jeg skal forholde mig til det, på en eller anden måde, noget skal der ske, så nu skifter jeg læge, forsøger en gang til – måske svaret bare findes i mig selv, jeg ved det ikke.

• Træt mor til student
  

  En gammel mor til student

  Det er ok at være træt…

  Så er studenter ræset slut. I går var der studenterkørsel. De skulle hjem til Nikolais far og kone, så jeg skulle ikke lave andet end at dukke op sammen med Janne og Rose.

  Selv om man syntes at man er rask så må man nok indrømme at helt rask er man nok alligevel absolut ikke.

  Så i dag har jeg givet mig selv lov til at være træt, siger bare at jeg er syg og jeg er virkelig tyndhudet – det mærker Fotografen, men jeg har undskyldt på forhånd

  Har været på værksted med bilen, “det er bundkaret” men jeg kører videre til de har tid til at skifte det.

  Tog også på posthuset for at sende min gave til en speciel person, men de åbnede først kl. 12, så jeg fældede en tåre over det (haha.. hun er træt, ikke?)

  Siger at det er ok at tage et dyk og fuldt forståeligt, så jeg sidder her, forsøger at blogge lidt, tager en morfar (og snorker så højt at jeg vækker mig selv – pinligt) samt forsøger at acceptere at Fotografen ser Touren og skal have lyd på…

  Nå, men poolen kalder – det er da en trøst i det hele, at bo på en campingplads med pool. Vandet er så koldt at jeg efterfølgende er smertefri nogle timer..

  Træt, men hold da op hvor er det dejligt at solen skinner!

• At have ondt – med jordbær på…
  

  Jordbær er dejlige

  Snakkede blog med Janne, min datter, i dag. Hun gjorde mig opmærksom på at det egentlig var lang tid siden jeg havde skrevet et indlæg om andet end hækling, måske om hvordan jeg har det. “Det er der nok ingen der gider læse om”, var mit svar, men min kloge datter svarede at jeg jo også havde besøgende før hæklenålen fik fat i mig – og det er jo rigtig nok

  Så her er jeg – jeg har rigtig ondt i hele kadaveret, rigtig træls. Det er også en af mine dejlige sider og nok også en af grundene til at lægen, i januar, endte med at sige at jeg havde en svær depression. Sådan får man det med tiden når man har kroniske smerter og ikke kan få sat en etiket på: “Hvad fejler du?” – “Ingenting”..

  Der har været nogle, for mig, hårde dage i Lübeck med at gå rundt, efterfulgt af planlægning af denne, kommende weekend, hvor jeg holder fødselsdag sammen med min niece, Cecilie. Jeg får nemlig også ondt når der er for meget at tænke på.

  Jeg har svært ved at forklare smerterne, men de sidder i mine tæer, i mine skinben, mine knæ, arme, nakke, i mine kinder, mine fingre, mine dejlige fingre, der skal hækle. Sjovt nok kan jeg sagtens hækle og det dejlige ved at hækle er, at jeg glemmer mine smerter.

  Jeg skriver ikke for at du skal have ondt af mig, jeg har det bare slemt for tiden og skal lige læsse af – det her er jo også mig

  Janne og jeg har begge handlet garn i dag, heldigvis har jeg smittet hende med min kærlighed til garn og hæklenål og vi har begge kastet os over et etui til vores hæklenåle fra Lutter Idyl. Jeg er ikke kommet i gang endnu, jeg har forsøgt at sove lidt, men det gik ikke, men nu skal det være.

  Solen er begyndt at skinne her. I morgen kommer min søn, Nikolai og min storebror med kone og 2 dejlige unger. Nikolai skal hjælpe med at sætte en pavillon op og skal sove i campingvognen, resten har fået en hytte lige ved siden af vores campingvogn hvor de skal være til søndag.

  I morgen kommer min mor, bonusfar, Janne med kæreste Lars og mit barnebarn Rose samt Nikolais kæreste Kathrine. Så skal der bare hygges igennem og vejrguderne har lovet dejligt vejr – det betyder dog knap så meget, der er god plads i pavillonen og man kan jo sagtens kaste sig i en pool selv om det regner

  Som en sidste hilsen til det danske folk, kan jeg fortælle at jeg netop, i dag, har skiftet læge. Det træder i kraft den 2. august og sikke en lettelse det er!

  Håber solen også skinner hos jer!

• Service meddelelse
  

  Service meddelelse

  I tilfælde af at der er nogen, der venter på noget fra mig, undrer sig over hvorfor DHL er gået i stå, hvilket dyr jeg er i gang med eller andre finurligheder, så vil jeg blot informere om at min depression lige hvæser af mig i øjeblikket.

  Det går over af sig selv, men når det raser, så er der ikke så meget jeg kan gøre ud over at fordybe mig i lidt garn ;O)

• Home Sweet Home
  

  Home Sweet Home

  I dag er hjemme i Randers dag med Nikolai, tøjvask, syning og TV – noget jeg plejer at se frem til, men lige pt. er jeg ikke i balance og derfor er det svært at komme hjem – lyder det underligt?

  Jeg besluttede at spise min morgenmad i Saksild og fik købt både rundstykke og ugeblad (Hendes Verden). Der blev hygget med kaffe og varmeovn i forteltet mens jeg besluttede at jeg ikke behøvede at køre før 9:30 da jeg skulle afhente min overlocker i Tilst, og de åbner ikke før 10.

  Vasketøjet var pakket, min bærbar kom samme vej og jeg kastede mig over mit igangværende hækle-projekt, som I jo nok kommer til at se i denne uge

  Kl. 9:30 var bilen pakket og jeg satte snuden mod Tilst…

  Planlægning er med til at give mig lidt ro, så jeg skrev ned hvad planerne var for dagen:

  • Hente symaskine
  • I Stof og Stil for at købe øjne samt det jeg skal bruge til at sy en “vuggestue-pose” til Rose
  • I Stof2000 i Randers for at købe bamsefyld
  • Besøge min lokale garnpusher for at handle lidt af det jeg absolut ikke har brug for
    Hun har pt. tilbud på bomuldsgarn til kun 9 kr og sælger også billig akryl garn, som jeg bruger til nogle af mine hæklede figurer.

  Alt går jo aldrig som man planlægger. Symaskinen fik jeg ikke med, for der var lukket til kl. 12 pga. barnets første skoledag – det kan man jo ikke klage over

  Hos Stof og Stil fik jeg handlet det jeg skulle og lidt mere til, jeg bliver altid fristet. Der er tekstil voksdug til det inderste af den pose, der skal syes, et bomulds yderstof, en snor og perler til snoren. Ideen er, at den kan hænge ved Roses rum i vuggestuen og bruges til vådt eller snavset tøj, der skal med hjem.

  Øjnene, jeg fik købt, er til mit nye projekt.

  I Randers fik jeg mit bamsefyld og garn, samt et par nøgler, jeg vil prøve at hækle mit projekt med. Jeg har nemlig planer om at hækle 2 af slagsen for at se hvilket garn, der gør sig bedst. Den første version er i almindelig bomuldsgarn hæklet med nål 1.25mm og det er stramt

  Hjem nåede jeg og vaskemaskinen snurrer. Nu sidder jeg her og kan ikke bestemme mig for hvad jeg har mest lyst til, hækle eller sy. Det bliver nok det sidste, da jeg kan hækle hvor som helst, men kun sy den ene gang om ugen, jeg er i Randers.

  Hav en dejlig dag, det forsøger jeg at skabe for mig selv

• Skulderklap til mig selv
  

  Skulderklap til mig

  I går havde jeg en hård depressionsdag og i dag føler jeg mig stadig tung i krop og sind.

  Jeg har været ked af at “det hele står stille” og at jeg “ikke kan få lavet noget”… (total selvmedlidenhed)

  Så kom jeg til at grine lidt af mig selv. Ser du, klokken er nu 9:42 og siden jeg stod op kl. 7 har jeg (husk jeg er på campingplads):

  Taget sengetøjet af og sat en maskine over
  Lavet kaffe og hentet et rundstykke
  Læst lidt i “Det syvende barn”
  Tømt WC
  Ryddet op
  Hentet vasketøjet igen og hængt det op udenfor
  Færdig oversat en hækleopskrift på en lille hundehvalp til dansk (kommer op senere i dag)

  Så, alt taget i betragtning, så har dagen vist ikke været helt spildt indtil nu?

  Det, jeg egentlig søger, på dage som disse, er en måde at finde “mit center” på og finde ro der – men det lærer jeg nok en dag. Nu vil jeg forsøge at fokusere på at solen skinner, fuglene pipper og det er dagen hvor min vidunderlige, lille hundehvalp bliver færdig hæklet

  Hav en dejlig dag!

• Psykologisk afspænding
  

  Psykologi

  Sidste onsdag havde jeg min første session med min psykolog, Ulla, og i dag var jeg afsted for anden gang.

  Helt konkret hvad der bliver snakket om er jo en privatsag, men jeg kan allerede mærke at det bliver godt.

  Egentlig siger hun ikke så meget og jeg siger egentlig heller ikke det vilde, men hun formår alligevel at sætte gang i nogle tankeprocessor, der er vigtige for at jeg kan blive rask.

  Noget som jeg ikke havde forventet, var hendes indgangsvinkel med afspænding. Det er også guld værd. I dag lå jeg ned, puttet under tæpper, mens hun snakkede mig igennem en afspænding og sluttede af med at hvile sine hænder på mine fødder. Det var meget virkningsfuld og jeg fik fat på nogle positive indgangsvinkler til nogle af de ting, jeg har problemer med.

  Alt i alt er jeg meget glad for min psykolog og at det endelig lykkedes mig at komme afsted. Til de, der ikke er opmærksomme på det, så er den gamle aldersbegrænsning på hvem der kan få tilskud til psykologhjælp ved en depression ophævet i en periode.

  Man får tilskud til 12 besøg og egenbetaling er ca. 350kr der ud over giver sygesikringen Danmark også et tilskud på 100kr – noget helt andet end 1.000kr pr. gang

  Mosekonen gjorde mig opmærksom på at det er normalt at være  meget træt efter sådan et besøg, det oplevede jeg sidste gang hvor jeg slet ikke kunne hækle om aftenen – derfor har jeg taget dagen til mig selv og slapper bare af med at hækle lidt, slumre og hygge.

  Håber på at kunne vise jer mit nyeste hækleprojekt færdigt senere i dag – hvis jeg ikke sover dagen væk

• At bekymre sig for andre
  

  At bekymre sig for andre

  At bekymre sig for andre er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men en ting har jeg allerede fået ud af mine 2 besøg hos psykologen:

  Jeg skal lære at give slip og ikke hele tiden være den, der skal bære byrden for alle andre..

  Har lige taget mig selv i at gøre det igen. Der kørte den her bekymrings-plade i mit lille hoved:

  Det er synd for Nikolai
  Nikolai kører bil for Fotografen i dag, da han har dårlig knæ. De er på vej hjem fra Odense og jeg ved at Nikolai skal hente hans kæreste kl. 20 i Randers, men først skal han læsse Fotografen af her i Saksild.
  Jeg bekymrer mig for om han når det og hvis ikke, hvordan han og kæresten så ellers får det til at passe.
  Det kan jeg ikke gøre noget ved – det er ikke mit problem!

  Det er synd for min psykolog
  Jeg havde en tid på næste fredag men i mellemtiden har Fotografen og jeg fundet ud af at vi skal en tur til Køln fra tirsdag til fredag. Jeg sendte en mail og aflyste tiden. Min psykolog skrev tilbage at der også var en anden, der havde aflyst i denne uge.
  Jeg bekymrer mig for hendes løn, for hun lever jo af at vi kommer der. At vi overholder vores tider så hun kan have et overblik over hvor mange penge der går ind.
  Det er ikke mit ansvar – det er ikke mit problem!

  Det er synd for Fotografen
  Virksomheden skal flytte lokaler og de skal være ude af de nuværende den 1. november. Han er i Odense for at ordne lejekontrakt på de nye lokaler. Der er en masse der skal ordnes for ikke at snakke om at flytte alt materiellet. Han har meget ondt i sit knæ og kan ikke gå så meget og slet ikke køre bil. Der er meget at have styr på.
  Jeg bekymrer mig for hans helbred og jeg syntes det er så hårdt for ham, alle de ting han skal klare selv, fordi jeg er for syg til at hjælpe ham, som jeg gerne ville.
  Det kan jeg ikke gøre noget ved – jeg skal acceptere og respektere at jeg er syg!

  Det er synd for min hamster
  Vi skal til Køln fra tirsdag til fredag i næste uge.
  Jeg bekymrer mig for hvordan den skal klare sig i 3 dage og hvem der eventuelt kunne give ham vand og se til at hans vandbeholder ikke falder ned.
  Det er så lille et problem at det ikke er et problem

  Sådan fortsætter det bare.. den eneste det ikke er synd for, den eneste, jeg ikke bekymrer mig for – det er mig…

   

• Paranoia efter lægesamtale
  

  Rask igen?

  Har fået taget en million blodprøver hos min nye læge for at se om han kan hjælpe mig med at finde årsagen – og måske behandling – for mine konstante smerter.

  Ringede i dag for at få svar. Sekretæren vendte frem og tilbage og til sidst fik jeg besked på at lægen selv ville ringe.

  Samtalen var lidt underlig og jeg har fået paranoia efterfølgende på hvad jeg mon fejler

  Der er blevet taget en prøve, som min anden læge og sygehuset ikke har taget før. Den viser en betændelsestilstand i musklerne. Jeg skal ind og have taget en mere for at være sikker på at det ikke bare var et øjebliksbillede.

  Jeg spurgte til sidst “hvis nu det er hvad du mener det er, kan jeg så blive rask?” – sjovt som der ikke kom navn på noget..

  “Tja, du bliver i hvertilfælde sendt videre i systemet”.. hvad betyder det?

  Blodprøve i morgen og så må vi tage den derfra. Sjovt ikke, som man ikke fokusere på at han måske har fundet frem til hvad jeg fejler og at der måske er en chance for at jeg kan blive rask – i stedet begynder man at pille i små detaljer så man til sidst, helt sikkert, er ved at dø.. undskyld min humor, jeg er ok

• Neurolog kuren?
  

  Neurolog kuren?

  Jeg har lige brug for at lave en sundhedsmæssig opdatering, da mit helbred fylder lidt meget i den her uge.

  Jeg har nu fået dobbelt tjekket en specifik blodprøve og min læge har snakket med en specialist omkring prøvesvaret.

  De mener begge at der kan være tale om muskelbetændelse og jeg får derfor en henvisning til en neurolog.

  Jeg aner ikke hvad muskelbetændelse er og jeg kan heller ikke finde et entydigt svar på nettet. Min egen læge vil ikke kalde det andet – jeg ved ikke om det er fordi han er bange for at tage fejl, men det er første gang jeg har oplevet en læge være så vag med svar…

  Nu kan jeg så vente på en henvisning. Det er ok på en måde, nu sker der lige som noget i sagen.

  Smerterne har eskaleret i denne uge, nok eftervirkninger fra vores lille tur. Jeg har haft svært ved at håndtere dem, specielt fordi det kræver ro og da Fotografens virksomhed er ved at flytte lokaler, med en masse problemer til følge, har jeg ikke kunnet “slå fra”.

  Ynk! Sorry for det, men engang imellem bliver man nød til at lufte ud

  Nu vil jeg give mig i kast med at læse jeres blogs og besvare lidt mail der ligger. Sønnen og Fotografen er på arbejde til sent i aften, så her er stille og roligt.

• Tilbage til start
  

  Doctor House

  Måske Doktor House er den eneste læge i hele verden, der kan finde ud af hvad jeg fejler.. ville ikke være så tosset at få en grundig undersøgelse der

  “Har som aftalt haft dig henvist til nervespecialisterne. De svarer nu tilbage, at de aktuelt ikke mener at have noget at tilbyde dig, mener ikke forandringerne i dine blodprøver er så store at de forventeligt vil kunne gøre noget. Foreslår dog trods alt at vi holder øje med tallet, første gang f.eks. om 3 måneder.”

  Jeg ved da godt at jeg ikke skulle have sat næsen op efter noget, men det gør man jo alligevel, ikke? Sagde til min mor: “sæt nu jeg kan blive helt rask”. Jeg kan slet ikke huske hvordan det er ikke at have ondt, man lærer nok bare at leve med det på et eller andet plan.

  Nu tager jeg lige et par dage til at ømme mig i (haha) og så ser vi hvad livet bringer.

  Går og har tanker på Mindfulness og Meditation, begge to ting, jeg sagtens kan relatere til og er ret sikker på at jeg vil kunne få noget positivt ud af. Samtalerne med min psykolog går også godt. I dag havde hun hænderne på min nakke mens vi snakkede og senere på dagen følte jeg mig pludselig helt og aldeles brugt, måtte ned og sove en tur

  I morgen har jeg sat dagen af til kreativiteter og i morgen aften skal jeg på sykursus for første gang – glæder mig helt vildt

  Hav en dejlig aften!

• Hold op med det ynk!
  

  Hold op med det ynk

  Nogle af os er opdraget til at vi kun er syge hvis vi har feber og hvis vi bliver spurgt hvordan vi har det – så skal vi sige fint.

  Det forsøger jeg at gøre lidt op med, da jeg har opdaget at de mennesker, der ikke ved jeg er syg, begynder at tro at jeg er både doven og asocial

  Man kan godt fortælle andre mennesker at man er syg og har det skidt, på en konstruktiv måde, altså så man ikke vælter den andens dag helt omkuld, men i stedet får en fornuftig dialog omkring det der sker.

  Man skal også lære at acceptere at have ondt i sjælen er en sygdom på lige fod med influenza og andre ting, der kan sende en til tælling.

  Selvom man skal acceptere at man har en depression og nogen gange bare ikke kan noget, så er det lige så vigtigt at man kæmper imod og bevarer viljen til at blive rask, eller bare troen på at det kan blive bedre med tiden

  Kroniske smerter skal man også lære at takle på en fornuftig måde. Når man er træt, så bliver det hele svært og det er også ok at synke ned i ynk, bare det ikke er vedvarende. For mig (og det her er kun om mig) har det sværeste været at indse at jeg bare ikke kan så meget som jeg kunne en gang, jeg er blevet gammel som jeg siger, selv om jeg ved at mange ældre kan mere end jeg

  Lige nu, og siden vi kom hjem fra camping, har jeg taget tilløb til at få gjort hovedrent. Det sker bare ikke og i stedet sørger jeg bare for de ting som jeg ser og som er vigtige for mig, WC, køkken, gulv osv. Det virker lige i øjeblikket og selv tanken om at få gæster tager jeg roligt – de må tage mig som jeg er!

  Vi har en tro på at når vi bliver syge, så skal vores læge eller en speciallæge nok finde ud af hvad vi fejler og gøre os raske, når det ikke sker, så bliver man desperat og depressiv. Det gør jeg, men jeg forsøger også ikke at falde ned i ynk, men bevare en tro på at de bare lige skal finde den rigtige knap at trykke på, så kører jeg på fulde blus igen…

  Hvad der gjorde mig syg? Jeg tror det har været stress, så hvis du selv er klar over at du er ved at være for stresset, tag vare om dig selv, det er alvorligt!

  Nå, over and out, trængte bare lige til det her indlæg

• Prednisolon, Polymyalgia og rygning
  

  Det syge menneske

  Nu skal der vist snart kreative indlæg på banen – men det må lige vente til min dejlige Lil’ Classic Teddy er færdig (og det er den snart)..

  Har været ved lægen i dag og vi er blevet enige om at give Prednisolon en chance mere da jeg ikke føler mig helt overbevist om virkningen (og nok også har været for negativ indstillet til at give det en chance).

  Fotografen har sagt at jeg har set bedre ud end jeg har gjort i lang tid, farve i kinderne og glimt i øjet og lægen sagde også at han syntes der var liv i mine øjne i dag – så vi prøver.

  Det er derfor en kur over 30 dage. Der startes med 10 piller a 5mg om dagen som trappes ned over de næste 30 dage. Hvis jeg begynder at få tilbagefald skal jeg gå tilbage til sidste trin der holdt mig smertefri. Lægen siger at det kan være det er nok med sådan en kur (hvis det altså er Polymyalgia jeg har) og at det ikke er alle der skal igennem flere år på de piller..

  Nå, men der står vi så i dag. Havde dog lige en voldsom stress påvirkning i morges som sendte mig til tælling og det sidder stadig i kroppen, derfor bliver jeg nød til at tage den med ro. Utrolig så voldsomt man kan blive påvirket af stress, det er vigtigt at være opmærksom på, tror det er det, der har gjort mig syg – stress over en al, al for lang periode.

  Smøgerne.. uha, det er snart et år siden jeg stoppede med at ryge og hver dag føler jeg mig så stolt over at jeg stadig er røgfri. Lidt irriteret over at jeg tænker på det hver dag, altså ikke på en ubehagelig, skal have en smøg måde. Jeg er meget afklaret med det og kommer aldrig til at ryge igen.

  Jeg har forståelse for de, der begynder igen efter lang tid. Det er en underlig ting. Hos mig sidder behovet i brystet, som en uro. Nu har jeg så lært at det ikke er et behov for en smøg, der giver den uro – det er bare en almindelig uro – når man ved det, så ved man også at der ikke er et behov for at dulme den med en smøg

  Om jeg savner hyggen? Overhovedet ikke. Syntes det er synd når man ser folk stå ude på gaden og ryge, syntes det er synd for dem at de skal, at de har behov for den smøg. Jeg kan sagtens være sammen med rygere og jeg er ikke en af dem, der har travlt med at dømme og skælde ud. Man bestemmer jo selv – jeg er bare glad for det valg jeg tog og en dejlig ting er, at hverken læge eller andre kan give smøgerne skylden for al dårligdom som de gjorde før – nu kan jeg hoste i fred

  Hav en dejlig lørdag aften. Her er rengøringen næsten overstået. I morgen skal Nikolai og jeg skære pap på altanen og køre det sidste til skrald og SÅ er der ren røv at trutte i, i det her hjem (hmm.. støvet er allerede ved at lægge sig igen)..

• Advarsel! Indeholder sygdom og en smule ynk
  

  Meditation & Mindfulness

  Tja, normalt følger jeg meget striks mine morgenrutiner, med sengeredning, oprydning, opvaskemaskine osv, men føler mig lidt rebelsk i dag, så starter (har fået morgenmad og kaffen står ved min side) med et blogindlæg, som jeg lige skal have afviklet

  Jeg afsluttede min Prednisolon behandling her den anden dag. Ca. en måned hvor der blev startet på høj dosis og langsomt trappet ned til ingenting. Jeg har efterhånden læst en del, både om Polymyalgia og Prednisolon og alle siger at “Prednisolon er din ven, ikke din fjende” – så jeg havde virkelig forsøgt at blive venner med de små hvide piller..

  24 timer efter at jeg havde taget den sidste pille, brød min krop ud i en takkesang.. eller, nok ikke. Hver lille muskel i min smækre krop blev overhældt med syre – eller sådan kan jeg bedst beskrive mine smerter og jeg brugte dagen på at lade som om der ikke var noget galt – indtil Fotografen kom hjem – han kunne jo se jeg var bleg og ved siden af..

  Nå! Tænkte fruen her, måske er der noget om snakken – der er sjovest på bakken? Flere generationer af kvinder i familien har haft Polymyalgia, en har endda været så heldig at udvikle Arteriitis temporalis, og dertil følgende synstab/blindhed.

  Jeg smed 5mg indenbords, men måtte dagen efter oppe dosis til 10mg. De værste smerter forsvandt, så nu forsøger jeg med den dosis nogle dage før jeg trapper lidt ned (det er det rene gift).

  Det sjove er at jeg rent faktisk ikke har Polymyalgia hvis man kigger på de symptomer, der skal være til stede (man skal f.eks. være 50+ og jeg er altså kun 45), men den får min læge lov at forklare mig, altså når han bliver raskmeldt igen og vender tilbage med ny hofte den 2. december

  Mit ene øje opfører sig underligt, ja, jeg har bedt det om at lade være! På grund af risikoen for Arteriitis temporalis skal jeg i dag have bestilt tid hos min øjnlæge.

  Skal vi slutte af på en positiv note i det her sygdoms helved?

  Efter 5 dages nedtrapning af Xeristar (Lykkepiller – eller som min læge siger “nej, det er ikke lykkepiller” – han har bare ikke fortalt hvad de så kaldes), afleverede jeg i går de sidste piller på apoteket smed jeg i går de sidste piller i skraldespanden og må indrømme at jeg havde en kort periode med angst – lidt som at holde med at ryge og smide den sidste pakke væk

  Glæder mig så meget til at finde mig selv frem igen – næste et helt år bedøvet af piller, nu kan det da kun gå fremad – tænk at blive i stand til at tænke igen (ja, lyder lidt blæret, ikke).

  Nu vil jeg dyppe mig selv i en stort potion optimisme, strække hånden frem og høste glædesbobler i alt jeg kommer i nærheden af – det er jo os selv der bestemmer hvordan vi har det

  Hav en fantastisk dejlig dag  :heart: